Brinten vakler

Læserne af siden her vil naturligvis ikke være det mindste overraskede over budskabet om, at ideen med et ”brint-samfund” både er dyr og uladsiggørlig. Det er det resultat, man når frem til, hvis man regner nøgternt på tilfældet – eller hvis man graver sig ned i al den ”benægter-litteratur”, som findes ude på nettet – og som giver løbende inspiration til indlæggene her i Klimarealisme.

Men i dag skal vi se på et indlæg om brint – fra ”den anden side af bakken”, nemlig Rådet for Grøn Omstilling (RGO). Det er et forum, hvor man ellers ikke kan få bygget nok vindmøller og solceller og lukket nok kul- og gaskraftværker. Men nu har Rådet udgivet et såkaldt notat og derom en artikel (med titlen: ”Brintboblen er ved at briste”) i Klimamonitor om brint, begge faktisk meget læseværdige.

Notatet har titlen: ”Brintrøret til Tyskland er en meget risikabel investering”. I indledningen med hovedanbefalinger skydes brinten grundigt ned:

• Brint er en dyr energibærer, og RGO anbefaler, at grøn brint anvendes med måde og kun, hvor der ikke er andre grønne alternativer. Desuden bliver brintbehovet i EU sandsynligvis langt mindre end forudset af EU-Kommissionen.
• Brint bør primært produceres, hvor den skal bruges. Brint er ikke en selvstændig energikilde som sol eller vind – den skal først produceres, hvilket gør det dyrt og ineffektivt at eksportere over lange afstande.
• Havvindens fremtidige business case kan ikke fixes ved at spendere statens penge på en risikabel og usikker brinteksport.

RGO indleder med en gennemgang af projektet med brintrøret i Jylland, hvor staten vil kaste 16 mia. kr. i foretagendet, ikke mindst for at understøtte økonomien i den planlagte havvind, der jo ellers er lidt i knibe. Staten har her kunnet læne sig op af rosenrøde forudsigelser fra CIP-fonden, der taler om en brinteksport i 2030 på 8 mia. kr. stigende til 70-100 mia. kr. senere.

Men RGO er skeptisk. Brinten er dyr at fremstille, og den bliver næppe nogensinde konkurrencedygtig med alternativerne, der i RGO’s optik er direkte anvendelse af elektriciteten, evt. understøttet af batterier. RGO skriver:

Selv ved de mest optimistiske fremskrivninger og forventninger til den grønne [brint-] læringskurve vil den i pris ikke kunne konkurrere med sol- og vindenergi, batterier eller varmepumper i energisystemet, endsige bruges i varmeforsyningen eller vejtransporten. Rent energiøkonomisk er der intet, der gør det rationelt at satse på grøn brint frem for direkte elektrificering i de nævnte slutanvendelser.

RGO foreslår konkret, at man satser på at fremstille brinten lokalt ude ved slutbrugerne, og de får så den grønne strøm dertil via elledningerne.

I dag er grøn brint helt usælgelig – og derfor er alle de store planer ikke rigtigt blevet til noget. RGO:

Er [aftagerne] afhængige af brint, som f.eks. kemiindustrien, vil det i mange år frem være økonomisk fordelagtigt for dem at købe fossil brint. Den fossile brint er 3-4 gange billigere end grøn brint, der koster mellem 5,3-13,5 euro/kg.

Det er en brintpris på 40-100 kr./kg. Den er helt uacceptabel for den eksisterende industri:

I efteråret droppede stålgiganten Arcelor-Mittal et projekt med grøn brint til stålproduktionen – via den såkaldte DRI-proces. Og den tyske stålindustri har i januar 2025 bedt om at få udskudt deres deadlines om at bruge større mængder grøn brint. Hvorfor? Fordi prisen er for høj, og det kan true konkurrenceevnen, hvis man satser for hårdt på grøn brint.

RGO påpeger, at mange af de meget optimistiske prognoser om drastiske prisfald i fremtiden næppe kommer til at holde. Den konklusion er en institution som Bloomberg også ved at nå frem til. RGO sammenligner tal på investeringerne i elektrolyseapparater fra bl.a. Bloomberg, amerikanske IRENA og vores hjemlige Energistyrelse. De to sidstnævnte er meget optimistiske mht. fremtidige prisfald, mens RGO nok tror mere på Bloomberg, hvis tal er på det firedobbelte niveau.

RGO påpeger ganske nøgternt at der er et stort forbrug af elektricitet ved brintproduktionen:

Der skal bruges 49-58 kWh strøm til at fremstille 1 kg grøn brint – og det sætter sig i prisen.

RGO diskuterer transporten af brinten og finder, at der er grund til at anse den for at være dyrere end transport af den samme energimængde i form af elektricitet i ledninger. Den konklusion er i modstrid med, hvad tilhængere af ”brint-samfundet” ynder at fremføre.

Der er jo store planer om en voldsom udbygning af brintproduktionen og -forbruget i løbet af de næste 25 år. Men her mener RGO at tallene, bl.a. fra Energistyrelsen, er helt urealistiske.

For at fremstille 10 mio. ton grøn brint i 2030, som angivet i RePower EU-planen, skal der først opbygges en samlet elektrolysekapacitet på 100 GW i 2030. Men ved udgangen af 2023 var der kun 216 MW elektrolysekapacitet til grøn brint i EU-landene – dvs. ikke meget mere end to promille af, hvad der er målet om blot fem år.

Til sidst i notatet kommer vi ind på elefanten i brintballonen, elpriserne. Her er på fig. 1 vist de rene omkostninger pr. MWh i forbindelse med vedvarende energi fra diverse lande. Man ser, at f.eks. havvinden fra Danmark ikke ligger godt til i konkurrencen, i modsætning til Energistyrelsens optimistiske tal på ned til 30 øre/kWh ser vi her tal mellem 50 og 85 EUR/MWh, svarende til 40-60 øre/kWh, og elprisen smitter jo direkte af på brintprisen. Hertil kommer at fremtidige havvindprojekter givetvis vil ende i langt højere priser.

RGO slår til lyd for, at man i stedet for at bruge brint skal satse på vidtgående elektrificering af industrien, transporten – inkl. fly- og skibstrafik og alle øvrige energiforbrugende aktiviteter. Her er optimismen stor, og omkostningerne forventes at være langt lavere end med brint. RGO kan således ikke anbefale, at Danmark satser på nogen storstilet produktion og eksport af brint.

”Brintrøret er en ommer”, som RGO skriver i den ledsagende artikel.

Her i Klimarealisme deler vi ikke RGO’s optimisme vedrørende elektrificering af alt muligt, baseret på variabel strøm fra sol og vind. Batterier i stor skala vil også vise sig at være alt for dyrt. Så ekektrificeringen overalt vil vise sig umulig. Men til en start ville det da være rart at få brintboblen til at briste.