Havet arter sig ikke

Klimavidenskabens verdensbillede er som regel ret simpelt. Menneskene har forøget atmosfærens indhold af CO₂. CO₂ er en drivhusgas, der har hævet den globale temperatur. Den stigende temperatur medfører en større fordampning af vand fra havenes overflader. Den større mængde vanddamp forstærker drivhuseffekten, og så har vi klimakatastrofen.

Vi hører altid, at en grads varmere temperatur tillader, at der kan være 7% mere vanddamp i atmosfæren. Det er vigtigt for klimasagen, at denne stigning i indholdet rent faktisk finder sted, fordi CO₂-en som bekendt ikke på egen hånd giver så meget opvarmning, at der er grund til at blive bekymret.

Men virkeligheden er som altid mere kompliceret. Der er netop udsendt en ny videnskabelig artikel, Ning Ma et al., hvor man har kigget på satellitmålinger af fordampningen af havoverfladen. Da den støt stigende temperatur ifølge klimavidenskaben skulle give anledning til en øgende fordampning år for år, kunne det være interessant at eftervise, om det forholder sig således. Teorien siger, at fordampningen hænger sammen med forskellen på fugtindholdet i atmosfæren lige over havet, og så det damptryk, der er fra vandets side, styret af temperaturen. Med andre ord: Højere temperatur = mere fordampning.

Ning Ma et al. har arbejdet grundigt, ud over satellitmålingerne har de også forsøgt at samle data fra de forskningsbøjer, der er udlagt forskellige steder i havene. Deres anstrengelser fører så frem til kurven vist på fig. 1. Her ser vi en stigende fordampning fra 1988 til 2007, ganske som forventet, men herefter knækker kurven og viser en nedadgående tendens frem til 2017.

Det er overraskende for artiklens forfattere, og de når frem til, at forklaringen formentligt er et generelt fald i vindhastighederne over havet. Vinden, der stryger hen over vandoverfladen fremmer fordampningen, og som vist på fig. 2 overtager tabet af denne effekt styringen af fordampningen gradvist fra år 2000 og fremefter.

Årsagen til faldet i vindhastighed formodes at være et af de store skift i havstrømmene, især på den sydlige halvkugle. De skift sker med mange års mellemrum og de gør, at man skal være forsigtig med at fortolke alt for mange begivenheder over korte årrækker til at være konsekvenser af menneskeskabt global opvarmning.

At f.eks. vindhastigheden kan få større indflydelse end temperaturen på fordampningen, er ikke noget, som de store klimamodeller tager med i betragtning, fokuseret på CO₂ og drivhuseffekt som de er. Mindre fordampning giver ellers mindre nedbør i nogle egne, og dermed er der flere af modellernes forudsigelser, der måske ikke holder.  

Og hvordan ser det faktisk ud med indholdet af vanddamp i atmosfæren? Her kan vi kigge på hjemmesiden Climate4you.com, hvor man kan finde følgende graf, fig. 3, der viser indholdet i tre forskellige højder over jorden:

Her ser vi en let stigning ved jordoverfladen, men højere oppe, hvor drivhuseffekten for alvor skulle virke, er der ikke nogen stigning at få øje på. Så tesen om vanddamps forstærkning af CO₂’s drivhuseffekt må betragtes som temmelig tvivlsom.