Hvorfor har vi istider?

For øjeblikket befinder Jorden sig i en istid. Nogen vil straks indvende, at det gør vi ikke, vi befinder os i en herligt lun og klima-optimeret mellemistid. Begge dele er korrekte. Generelt betegner ”istid” en periode, hvor polerne er mere eller mindre dækket af is ligesom nu. Det er i virkeligheden ikke nogen særligt normal tilstand. I langt størstedelen af de seneste 500 millioner år har både Arktis og Antarktis været helt isfri, Jorden var betydeligt varmere, og der groede træer på Antarktis.

Men for ca. 34 millioner år siden begyndte kloden at overgå til den nuværende tilstand. Antarktis blev dækket af is – og for 3 mio. år siden bredte isen sig også i Arktis. Nu kom vi ind i perioden med lange istider og korte mellemistider, der dog langt fra medfører total afsmeltning af isen ved polerne.

Planeten var i en tilsvarende situation tilbage for ca. 300 mio. år siden, i slutningen af Kultiden og starten af Perm.

Som vi har set tidligere, prøver klimaforskningen så vidt muligt at hænge alle temperaturforskelle op på atmosfærens CO₂-indhold. Det er jo en logisk følge af troen på, at det kun er CO₂, der styrer i dag. Opgaven er ikke let, da Jorden gennem tiderne har haft ganske betydelige udsving i den globale temperatur.

Og hvor kommer der ekstra CO₂ fra i perioder, hvor temperaturen stiger, men hvor der ikke er nogen mennesker til at brænde kul, olie eller gas af? Her er den fremherskende teori, at CO₂-en kommer fra storstilet vulkansk aktivitet, f.eks. fra højderyggene under verdenshavene. Gassen bortskaffes derefter ved biologisk aktivitet (f.eks. skaldyr, der optager CO₂ og som synker til bunds, når de dør), eller ved reaktioner med forvitrede bjergarter. Tilgang og afgang er ofte i balance, og så forbliver CO₂-indholdet og temperaturen konstant, men til andre tider bliver vulkanismen mere aktiv, og så stiger temperaturen. Udviklingen i vulkanisme menes at være en konsekvens af kontinenternes vandring rundt på Jorden, hvor geografien langsomt ændres over tid.

Udfordringen for forskerne bliver nu at få målt på nogle såkaldte proxyer hist of pist og derefter skynde sig tilbage til computeren, der bliver sat til at regne på klimaet for hundredvis af mio. år siden. Computeren ved man, hvor man har, og man kan blive ved med at justere, til der kommer et spiseligt resultat ud af den.

Her i 2025 udkom der en ny artikel, hvor forskerne igen forsøger at tackle spørgsmålet, med en kombination af proxymålinger og computermodeller, som i dagens anledning var blevet gjort endnu mere avancerede end de foregående.

Forskerne interesserede sig især for de mekanismer, der kunne fremkalde overgangene til istiderne for hhv. 300 og 34 mio. år siden. Computeren blev sat på overarbejde, men det viste sig, at CO₂ langt fra kunne være den eneste faktor i den bratte afkøling. Man kiggede på CO₂-indholdet, isens formodede udbredelse og så det bud, man har på den globale temperatur den gang. Og de tre kunne ikke bringes til at passe sammen, hvis CO₂ var eneansvarlig. Forskerne måtte derfor inddrage effekten af de skiftende kontinenter, hvilket jo egentligt er nærliggende, da deres geografi vil have stor indflydelse på havstrømmene, der igen spiller en meget stor rolle for den globale temperatur. 

Forskernes konklusion er interessant:

Vi konkluderer, at de langvarige istider i overgangen fra Kultiden til Perm og den nuværende blev sat i gang og opretholdt som følge af en kombination af adskillige ”klima-faktorer”, snarere end at være et resultat af en enkelt dominerende proces. Det hjælper med at forklare, hvorfor istiderne har været relativt sjældne gennem Jordens historie; hvorfor så mange forskellige processer er blevet foreslået, og hvorfor overgange fra istider til drivhus-tider ind til nu har været så svære at simulere med mere enkle CO₂-baserede modeller. 

Det er jo faktisk noget af en erkendelse, forskerne er nået frem til her. De opgiver reelt ideen om, at CO₂ styrer – og har styret – alting. Det logisk næste skridt er så at overveje, om CO₂ overhovedet har spillet nogen som helst nævneværdig rolle i forbindelse med de store skift i klimaet i den fjerne fortid. Man kan så rigeligt forklare ændringerne ud fra f.eks. kontinenternes drift, de ændrede havstrømme, Solens aktivitet, kosmisk stråling osv. Men så langt er den ortodokse klimavidenskab ikke nået endnu.

Alligevel har artiklen her vist vakt et vist ubehag på det universitet, hvorfra forskerne stammer. En ledende medarbejder har i hvert fald følt sig foranlediget til at udtale, at forskningens resultater har stor betydning i forbindelse med den globale opvarmning og den umiddelbare fremtid:

Der er et vigtigt budskab, hvilket er, at vi ikke skal forvente, at Jorden altid vil vende tilbage til en kold tilstand, som den var i den førindustrielle tid.
Jordens nuværende isdækkede tilstand er ikke typisk for planetens historie, men vores nuværende globale samfund er afhængigt at det.

Så den grønne omstilling skal have fuld skrue, så vi kan vende tilbage til Den Lille Istids kulde – men så forhåbentligt ikke koldere, eller hvad?