Ny erkendelse

Bureauet Reuters, der leverer nyheder til hele Verden kontinuerligt, har indtil nu flydt komfortabelt med strømmen, når det gælder klimaet og den grønne omstilling. Det har gjort sagen let for det danske modstykke Ritzau, der heller ikke har ladet sig forstyrre af fakta om sagen. Og medierne er glade for at kunne skrive telegrammerne ordret af, så behøver de heller ikke at gøre nogen indsats for at tænke selv.

Men nu er der sket noget meget bemærkelsesværdigt. En skribent, Edward Chancellor, har skrevet et indlæg i noget, der hedder Reuters Breakingviews, og her får vi præsenteret et, mildt sagt, anderledes synspunkt på den grønne omstilling. Her følger en let forkortet oversættelse:

Klimapolitikken kræver en mere realistisk tilgang

Bestræbelserne på at opnå netto-nul i CO₂-udledninger har været en total fiasko. Trods billioner af dollars brugt på vedvarende energi, dækker kul, olie og gas stadigvæk over 80% af Verdens energiforbrug og en tilsvarende andel af de seneste stigninger i energiforbruget. Produktionen af disse brændstoffer er på rekordniveau. Udledningerne af drivhusgasser fortsætter med at stige ufortrødent. Finansmarkederne var allerede ved at tabe tilliden til energiomlægningen, før Donald Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus. Det haster med at få en mere realistisk tilgang til klimapolitikken.

Sol- og vindenergi er vokset til beskedne 3,5% af energiproduktionen. Den udjævnede omkostning (LCOE) til vedvarende energi … er faldet kraftigt gennem årene. Men det har ikke givet lavere priser på elektriciteten. Faktisk har elpriserne vist en tendens til at stige i takt med, at vedvarende energis andel af den samlede forsyning er steget (fig. 1). Det skyldes, at sol og vind er svingende. Da lagring af energien i batterier er uøkonomisk, er der stadigvæk brug for traditionelle kilder til elektricitet til backup, og det er dyrt.

Tyskland og Storbritannien, som får en relativt høj andel af deres elektricitet fra vedvarende energi, lider også under Verdens højeste elpriser. Det skyldes dels Ukraine-krigen, som afslørede de risici, der er forbundet med Europas historiske afhængighed af russisk gas, dels de indenlandske forbud mod skifergas. Høje energiomkostninger har ødelagt den hjemlige produktion. Den tyske industriproduktion er faldet med 15% fra den toppede …. Den tyske kemikoncern, BASF, annoncerede sidste år, at den ville reducere sin lokale produktion. Storbritanniens sidste stålværk ved Port Talbot lukkede i oktober i fjor. Chris Wright, USA’s nye energiminister, udtalte sidste år: ”EU og Storbritannien udgør den alvorligste advarsel mod forsøg på at gennemtvinge reduktioner i udledningerne, samtidigt med at man ignorerer de fysiske realiteter, der udgør forskellen mellem brændstoffer og moderne vedvarende energi, som vind og sol.”

Men i hvert fald kan de europæiske lande med netto-nul-mål trøste sig med, at de gør deres indsats for at afbøde den globale opvarmning, hvis virkninger allerede er synlige i form af mere intensive hedebølger, storme og oversvømmelser. Det er imidlertid en illusion, siger energiøkonomen Dieter Helm. Målene for reduktion af drivhusgas-udledningerne er defineret nationalt og dækker produktion i de pgl. lande. Det motiverer landene til at overgå fra indenlandsk produktion til import af energikrævende produkter, og det sker ofte fra lande som Kina og Indien, hvor fabrikkerne primært får strøm fra kulfyrede kraftværker. Derved kan reduktionen i et lands udledninger alligevel medføre stigende udledninger globalt. 

Chancellor fortsætter med at beskrive hvordan klima-aftalerne, f.eks. i Paris, har mål for reduktionerne globalt, men hvert enkelt land skal fastsætte sine egne mål, og konsekvensen er bl.a. at Kina får lov til stadigvæk at forøge sine udledninger.

Kina bruger p.t. mere end halvdelen af den globale kulforsyning, og påbegyndte sidste år bygningen af nye kulfyrede kraftværker med en produktion, der er det dobbelte af Englands samlede el-kapacitet. Indien, der ligesom Kina får det meste af sit energibehov dækket af kul, er også i gang med at bygge mange nye kulkraftværker. Imens har Trump i sidste måned underskrevet et dekret, der for anden gang trækker USA – Verdens næststørste udleder af drivhusgasser – ud af Paris-aftalen. Præsidenten ønsker at forøge den indenlandske produktion af olie og gas. Han satser på, at billigere energi – inkl. visse typer vedvarende – vil medføre en genopståen af lokal amerikansk industriproduktion. Det planlægges også at forøge eksporten af naturgas, hvoraf det meste vil ende i Europa.

Energieksperten Vaclav Smil har sammenlignet udgifterne til den påtænkte energiomstilling med omkostningerne for en nation, der er i total krig uafbrudt i årtier. Perioden med renter på nul procent gav et indtryk af, at der var ubegrænsede mængder af kapital til rådighed og til næsten ingen penge. Den illusion brast, da renten begyndte at stige. Hele økonomien i el fra sol og vind blev kuldkastet pga. deres store investeringsomkostninger i starten og relativt små driftsudgifter efterfølgende. Wood Mackenzie har beregnet, at bare en rentestigning på 2% forøger omkostningerne til vedvarende energi med 20%.

Chancellor beskriver hvordan finansverdenen har taget bestik af situationen, aktiekurserne på grønne virksomheder er faldet drastisk mens olieselskaberne har set deres kurser stige til det dobbelte, jfr. fig. 2. Ørsted nævnes som eksempel på en virksomhed, der har droppet sine mål for vedvarende energi og beskåret investeringerne kraftigt.

For ikke længe siden var investorerne bekymrede over, at de traditionelle energiselskaber ville stå tilbage med ”strandede” værdier – olie- og gasfelter, der var blevet forladt, fordi efterspørgslen efter brændstofferne var tørret ud. Men tidligere på måneden annoncerede Shell, at deres investering i en havvindmøllepark ud for New Jerseys kyst ville blive nedskrevet med en milliard dollars. BP har forladt sine mål om forøget produktion af vedvarende energi og nedbringelse af olie- og gasproduktionen… ”I hele branchen har de store energiselskaber nu erkendt fejltagelsen i at fokusere på grøn energi, og de kigger nu på en genopbygning af deres traditionelle forretning.”

Chancellor beskriver derefter, hvordan bankerne og de store investorer er ved at trække sig ud af de sammenslutninger, f.eks. ”Net Zero Banking Alliance”, der ellers skulle bane vejen mod netto-nul, ved at nægte finansiering til nye olie- og gasprojekter. De tider er forbi.

Som Vaclav Smil har påpeget mange gange, så er energiomstillinger noget, der tager meget lang tid. Der har været vellykkede omstillinger tidligere, fra træ til kul, kul til olie og olie til naturgas. Hver af dem blev gennemført ved markedskræfterne fremfor tvang fra regeringerne. Verden har stadigvæk brug for et alternativ til kul, olie og gas. Men fiaskoen med netto nul viser, at det bedste regeringerne kan gøre, er at opmuntre jagten på nye levedygtige energikilder. Menneskelig opfindsomhed var ansvarlig for udviklingen af de fossile brændstoffer, hvilket gav os store forbedringer i den materielle velstand, men samtidigt blev planeten bragt i fare. Det er op til menneskelig opfindsomhed at løse det problem.

Så vidt Chancellor. Vi kan så erklære os lidt uenige i hans sidste afsnit. Dels var der ikke tale om nogen overgang fra f.eks. træ til kul, det globale forbrug af biomasse har ikke været faldende på noget tidspunkt de seneste 200 år. Kullene kom til oveni, lige som olie og gas også efterfølgende kom ind som tillæg til det samlede energiforbrug. Og brugen af alle brændstofferne har været støt stigende, lige siden de kom på markedet.

Vi har selvfølgeligt heller ikke nogen klimakrise, planeten er ikke i fare på nogen måde. Den største risiko mod vores velstand og velfærd er en mislykket grøn omstilling og her er Chancellors meget nøgterne og klarsynede vurdering et forfriskende indslag i debatten.