Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Den amerikanske energiminister er klimarealist

Jeg har tidligere omtalt den amerikanske energiminister, Chris Wright, og haft store forhåbninger til, at han ville ændre den amerikanske – og forhåbentlig også være med til at ændre den internationale – klimapolitik i en mere realistisk retning. Nu har Chris Wright holdt en stor og vigtig tale, omtalt i WUWT,   hvor han med al tydelighed forklarer, at han har et pragmatisk og realistisk forhold til klimapolitik.

Wright gjorde det klart, at global opvarmning bør ses som en bivirkning af moderne udvikling snarere end som en katastrofal krise. Han kritiserede de tidligere administrationers overdrevne klimapolitikker for at have bremset nødvendig vækst i fossile energikilder og dermed gjort mere skade end gavn.

Se dette citat:

For nyligt er jeg blevet kaldt klimabenægter eller klimaskeptiker. Det er simpelthen forkert. Jeg er en klimarealist. Jeg har studeret og skrevet om klimaforandringerne i over tyve år. Trumps regering vil håndtere klimaforandringerne som det, de er: Et globalt fysisk fænomen, der er en bivirkning ved opbygningen af den moderne Verden. Vi har ganske rigtigt forøget atmosfærens CO2-koncentration med 50% i forbindelse med, at menneskenes gennemsnitslevealder er mere end fordoblet, at de fleste af Verdens borgere er blevet løftet ud af dyb fattigdom, at vi har fået moderne medicin, kommunikation, flyvemaskiner, tog og biler. Alt i livet indebærer fordele og ulemper. Alt.

Med en klar forståelse for olie, gas og kuls fortsatte betydning for verdens energiforsyning annoncerede Wright en betydelig udvidelse af USA’s eksportkapacitet af flydende naturgas (LNG), især rettet mod Asien og Europa. Han argumenterede overbevisende for, at det ikke er realistisk at dække Verdens energibehov udelukkende med vedvarende energikilder som sol og vind, der både er ineffektive og møder betydelig lokal modstand.

Wright præsenterede sig selv som klimarealist – vi må få ham med i Foreningen Klimarealisme. Han anerkender, at fossil energi stadig er afgørende for bekæmpelse af energifattigdom, sikring af økonomisk vækst og energisikkerhed på globalt plan.

DALLE 3 Den amerikanske energimister, Chris Wright, er klimarealist

Man kunne ønske sig, at en lignende realisme kunne finde vej til dansk energipolitik, hvor vi desværre stadig har en ubefæstet vindmølle-lobbyist siddende som energiminister. Måske kan Wrights tale inspirere til, at også danske politikere begynder at tænke mere pragmatisk og mindre ideologisk om vores fælles energifremtid.

Jeg kan tydeligt mærke, når jeg er ude og holde foredrag, at der er stor opbakning omkring det klimarealistiske synspunkt i Danmark. De fornuftige partier mest til højre for midten, der nu begynder at komme med enkeltstående klimarealistiske betragtninger, bør se at komme helt ud af skabet i en fart. Der ligger umiddelbart mindst 20 % af vælgerne og venter på et eller flere af sådanne partier, og de skulle jo nødigt ende som sidste dages hellige, der først bliver klimarealister, når alle andre er blevet det.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. JENS JAKOB KJÆR

    Der er helt klart et skred på vej. Det har holdt hårdt. Tak til alle som har kæmpet med. Men jeg er bange for at klima-vanviddet bliver fejet ind under gulvtæppet ligesom corona-vanviddet og de skyldige går fri. Folk tør ikke sige noget.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*