Kulstof-omkostninger

Ross McKitrick er økonomiprofessoren, der bl.a. er kendt for sit samarbejde med Steve McIntyre, fra den gang hockeystaven for fortidens temperaturer blev lanceret. De to herrer fik grundigt trukket tæppet væk under hockeystaven, der jo ikke er et resultat af videnskab, men derimod politisk agitation.

Hvor McIntyre stædigt er fortsat med sin kamp mod skoven af hockeystave, har McKitrick siden kastet sig over andre emner inden for klimavidenskaben. Normalt er der ikke sten på sten tilbage, når han er færdig. Nu har han kigget på begrebet Social Cost of Carbon, SCC, ”Kulstofs Samfunds-Omkostninger”. Det er et yderst teoretisk tal, der skulle vise, hvor meget vores fremtidige udledninger af CO₂ vil koste hele verdenssamfundet. Tallet opgøres i US$/ton CO₂ og skal jo helst være så stort som muligt. Så kan man male fanden på væggen mht. ”klimakrisen” og fremkomme med vægtige argumenter for en hurtig grøn omstilling. Et lille SCC-tal vil derimod resultere i, at vi hellere skal prøve at leve med klimaforandringerne fremfor at bygge en masse vindmøller og solceller – og det duer jo ikke.

I 2014 blev der udgivet en videnskabelig artikel med nye vurderinger af fremtidens forventede høstudbytter. Den artikel kom til at indgå som et væsentligt element da der, mens Joe Biden var præsident, blev arbejdet med sagen. Som resultat af anstrengelserne nåede den amerikanske Miljøstyrelse (EPA) frem til, at SCC-tallet skulle sættes fem gange op. Tallet er nu 220 dollars pr. ton CO₂, hvoraf knap halvdelen netop kommer fra det forventede fald i høstudbytter.

McKitrick tog nu fat i artiklen fra 2014 og gik den nærmere efter i sømmene. Resultatet har han offentliggjort i en artikel i Nature. Artiklen fra 2014 var en såkaldt ”meta-analyse”, dvs. baseret på en stribe andre forskeres artikler. I alt havde man 1722 sæt data, men halvdelen af dem manglede nogle oplysninger (typisk ændringen i CO₂), så arbejdet var baseret på kun 862 datasæt. McKitrick gik tilbage til kilderne og fandt supplerende oplysninger, så han i alt havde 1222 komplette sæt data.

McKitrick tog udgangspunkt i, at større CO₂-indhold i atmosfæren bevisligt fremmer plantevæksten. Når man derfor skal bedømme konsekvenserne af menneskeskabt global opvarmning kan man ikke bare se på temperaturen isoleret. Man må – for den CO₂-fremkaldte temperaturstigning – se på kombinationen af i hvert fald tre faktorer: Temperatur, nedbør + CO₂.

Det viser sig nu, at de ekstra datasæt gør en meget stor forskel, som vist på fig. 1. Her ser man udbytterne af fire af de store afgrøder som funktion af en menneskeskabt opvarmning op til 5 grader celsius. Det betyder, at CO₂-indholdet bliver mere end fordoblet, da McKitrick regner med en klimafølsomhed (ECS) på 3 graders temperaturstigning ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold. Det er jo i tråd med IPCC’s seneste rapport.

Fig. 1 viser, at hvor artiklen fra 2014 (C14) forudså drastiske fald i høstudbytterne, så vil det udvidede antal datasæt resultere i, at f.eks. ris-udbyttet er støt stigende op til de 5 grader C, majs og hvede stiger op til 1-2 grader og falder derefter tilbage til udgangspunktet, mens sojabønner er stort set uforandrede. Men ingen af afgrøderne har et faldende udbytte, og dermed er der ikke noget hold i det bidrag til SCC på 103 $/ton CO₂, man ellers havde fundet.

SCC er dybest set en kunstig konstruktion, hvor man kan vælge og vrage blandt faktorerne, justere på beregningerne og blive ved, indtil man har et tal, der på tilfredsstillende vis tjener sagen. Det har ikke noget med videnskab at gøre, det er ren politik, affødt af troen på CO₂’s katastrofale indflydelse på Jordens fremtid.