Klimarealisme i medierne, Original Temperatures

Februar måneds temperatur

Udviklingen i den globale temperatur måned for måned er i øjeblikket svær at spå om. Vi havde en El Niño, der gav en rekordhøj gang varme, og i nogle måneder befandt Kloden sig over den “farlige” grænse på 1,5 grader højere end i “førindustriel tid”. Vi har talrige gange påvist, hvordan disse tal ikke har ret meget med virkeligheden at gøre. Vi har således ikke noget detaljeret kendskab til temperaturen i 1850, der var ingen satellitter den gang, og store dele af Jorden havde slet ikke nogen vejrstationer.

Så reelt ved vi ikke, hvor meget varmere, det er nu sammenlignet med 1850, men det er blevet varmere, og det er jo heldigt, da man i 1850 netop var på vej ud af Den Lille Istid, og vejret generelt var koldt. At der så skulle være en “farlig” grænse ved 1,5 grader, er en ren politisk beslutning. I de nervepirrende måneder over de 1,5 grader skete der jo ikke rigtigt noget, selvom det til stadighed blev udbasuneret, at denne eller hin orkan, tørke eller oversvømmelse skyldtes – eller i hvert fald var blevet meget meget værre af – “klimaforandringerne”.

El Niño-tilstanden forsvandt, og derefter kunne man forvente, at temperaturen ville falde et godt stykke. Det skete imidlertid ikke i de første mange måneder, og først omkring årsskiftet begyndte temperaturen at gå nedad. Januar blev således noget koldere end december, og man kunne måske forvente, at udviklingen ville fortsætte. Det gjorde den dog ikke, februar endte ifølge UAH’s satellitmålinger på samme niveau som januar, denne gang +0.50 grader celsius højere end gennemsnittet for 1991-2020.

Normalt forventer mange, at efter en El Niño kommer der modstykket La Niña, der oftest er ledsaget af en målbar sænkning af den globale temperatur. I denne omgang lader La Niña dog vente på sig, vi befinder os stadigvæk i det neutrale område mellem de to tilstande.

Når UAH’s månedlige temperatur viser udsving, er det ikke noget, man nødvendigvis genfinder i lokale områder af Verden. I USA udsender NOAA en månedlig temperatur for hele fastlandet og udviklingen i den ligner ikke UAH’s kurve så meget:

Den viser ikke de samme toppe i forbindelse med El Niño’er, og bemærkelsesværdigt nok var temperaturen for januar 2025 meget lavere end for december, over 3 grader celsius. Amerikanerne havde også en kold vinter i januar.

Hermed ikke være sagt, at tallene ikke passer sammen i et større billede, men de er med til at illustrere, at det er svært at måle og definere “temperaturer” globalt eller over større områder.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. allan astrup jensen

    Varmen og kulden fordeler sig ikke jævnt over kloden. Om vinteren kan man ofte konstatere, at når det er koldere end normalt i Grønland og Nordamerika, så er det varmere end normalt i Danmark og Nordeuropa. I denne vinter har der været mere sne og kulde end normalt over there, så det er ikke overraskende, hvis det har været varmere her hos os.

Skriv et svar til allan astrup jensen Aflys

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*