Der er jo en hel industri af forskning i fremtidens energiforsyning baseret på solceller og vindmøller med det formål at anvise vejen til det forjættede ”netto nul”, som skal redde os alle sammen. I praksis benytter forskerne sig af computermodeller, hvor man putter diverse selvvalgte forudsætninger ind og derefter regner på, hvorvidt forsyningen vil være i stand til at følge forbruget, uden for mange blackouts eller alt for høje strømpriser.
Over de seneste år er forskningen blevet mere avanceret, idet man i højere og højere grad tager hensyn til problemerne med de voldsomme udsving i produktionen fra sol og vind time for time. Det får det hele til at se mere videnskabeligt ud. Men der udestår stadigvæk et væsentligt element. Hvordan skal man udvælge de vejrdata – omsat til produktion – som time for time over et helt år skal udgøre grundlaget for beregningerne?
Det bedste er selvfølgeligt at se på de faktiske produktionsdata, som f.eks. kan trækkes ud fra Energinets statistik. Men man står så med det problem, at data for et enkelt år måske ikke er repræsentative for, hvad vores system kunne blive udsat for i fremtiden. Det vides, at der er betydelige variationer i den gennemsnitlige mængde af vind og solskin fra år til år.
Her kommer en ny artikel, udgivet af nogle forskere fra bl.a. Aarhus Universitet, E. K. Gøtske et al., ind i billedet. De har taget tyren ved hornene og regner nu på i alt 62 forskellige ”vejr-år”, baseret på data fra 1960-2021.
Arbejdet omtales i en pressemeddelelse, hvor oplægget til nogle gode overskrifter i de dovne medier ligger lige klar:
Kan forsyningssikkerhed og klimapolitik gå hånd i hånd?
Ja. Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at det for en 10% merpris faktisk er muligt at sikre en stabil og driftssikker energiforsyning i et fremtidigt vedvarende europæisk energisystem, som samtidig giver en netto-nul CO2-udledning.
Forskerne citeres for følgende vedr. deres konklusioner:
Vi står over for en meget stor udbygning af vedvarende energi i hele Europa, men der er stor usikkerhed om, hvorvidt vi kan sikre et robust energisystem med så høj en andel vedvarende energi eller ej. Det, viser vores modeller, kan godt lade sig gøre, også selvom elektrificering af diverse sektorer kræver en energiproduktion, der er en faktor 3-4 større end i dag.
Det påpeges dog, at der bliver brug for en del kraftværker, fyret f.eks. med naturgas, for at hjælpe systemet igennem perioder med Dunkelflaute. Men det kan kombineres med CO2-opsamling og deponi, og så er vi stadigvæk på ”netto nul”.
E. K. Gøtske et al. går grundigt til værks. De kigger på hele Europa, og ud over beregninger af produktionen fra sol og vind, har de også bedømt mængden af vandkraft, der vil være til rådighed, den afhænger jo af årets nedbør. Hertil kommer f.eks. behovet for opvarmning i de små hjem, der igen afhænger af kulden om vinteren.
Grundlæggende tager forskerne hvert af de 62 år og udregner, hvor meget sol, vind, lager, kraftværker osv., der skal til for at få forsyningen til at dække behovet i stort set alle årets timer. Når det kniber, bliver der tilføjet op til 42 GW kraftværker – med CO2-opsamling – der kun skal køre ganske lidt, helt ned til 20 timer pr år. Et eksempel på en årlig kurve for vinden er vist på fig. 1, her er med rødt markeret de tidsrum (om vinteren), hvor det kniber. Kurven er vist som udnyttelse af den installerede kapacitet, men det er samme billede, som man finder, hvis man optegner den faktiske produktion. Voldsomme svingninger fra dag til dag og en stor variation over året.
Herefter er alle de 62 modeller blevet tjekket med de øvrige 61 års vejrlig, og derved kan man finde ud af, hvilken kombination, der giver det mest pålidelige resultat. Næste skridt er så at udregne den samlede investering i hver af de 62 løsninger, eller scenarier, den er vist på fig. 2. Man ser at beløbet svinger mellem godt 700 milliarder og omkring 900 milliarder euro. I praksis måtte man vel så vælge den dyreste, men så er vi også sikret i al fremtid.
Computeren er som nævnt blevet fodret med en masse forudsætninger, f.eks. nævnes det i artiklen, at man regner med 200 millioner tons CO2-opsamling årligt. Scenariernes CO2-udledninger er naturligvis beregnet og de 200 mio. tons er forudsætningen for at nå ”netto-nul”. Driftsomkostningerne melder historien ikke noget om.
Med artiklen følger en masse supplerende kurver og et stort regneark, men mange tal mangler, f.eks. de priser på udstyret, man har regnet med.
Således nævnes det, at der skal bruges batterier med en effekt på 250 GW. Det fremgår imidlertid ikke, hvad kapaciteten skal være i GWh. Men investeringen andrager iflg. regnearket op til ca. 20 mia. EUR. Hvis prisen er de forventelige ca. 400 EUR/kWh (3000 kr./kWh), så betyder det, at batterierne i alt vil have en kapacitet på kun 50 GWh. Det tal er naturligvis alt for lavt, og heraf kan man konkludere, at E. K. Gøtske et al. sædvanen tro regner med meget optimistiske priser på batterierne, maks. måske 300 kr./kWh.
Fig. 3 viser den planlagte kapacitet af de forskellige kilder. Her ser man, at der i alt regnes med hele 4000 GW solceller, 2000 GW landvind og ca. 200 GW havvind. Den voldsomme satsning på solceller betyder, at man skal have et meget fleksibelt forbrug, der kan optage de daglige toppe og ligge stille om natten. Da vi har set, at batterierne er ganske små, må det primært være elektrolyse af brint, der skal aftage strømmen.
Men ifølge fig. 4 er der kun tale om en kapacitet på ca. 900 GW til elektrolysen. Hvis Solen skinner godt og der er noget vind ved siden af, vil der derfor i perioder være et kolossalt overskud af strøm, på langt over 3000 GW. Hvordan skal det aftages? Hele Europas elforbrug i dag svinger på en sommerdag typisk mellem 250 og 350 GW. Selv med en kraftig elektrificering af samfundet, kommer man aldrig i nærheden af de 3000 GW. Men herom er artiklen tavs.
Som så mange gange før står vi igen med resultatet af et kæmpestort stykke arbejde, der er blevet udført med henblik på at bekræfte troen på den grønne omstillings realisme. Computeren er taknemmelig, og man kan blive ved, indtil resultaterne viser det ønskede. Men værdien er derefter yderst begrænset, og arbejdet kan og må aldrig danne grundlag for energiplanlægningen i Europa.
Danish
Tak for endnu en god artikel. Konklusionen kan endnu en gang kun være, at det vil være til samfundets bedste at bruge den olie og gas, som vi har rigeligt af i undergrunden. Rigelig med billig og stabil energi er fundamentet for ethvert samfund. Dyr og ustabil energi er ødelæggende for et samfund. Det er så grundlæggende en “naturlov”, at man må undres over, at så mange påståede kloge mennesker kan være tilhængere af “den grønne omstilling” – med mindre de tilhører den voksende gruppe, som bliver betalt for at messe det igen og igen. Hvis man vil Danmarks bedste, må olie efterforskning og produktion igen tillades i Danmark og loven imod A-kraft hurtigst muligt ændres. Desværre har befolkningen givet en flok mennesker uden nogen som helst forstand på naturvidenskab, matematik, fysik og kemi, magt til at træffe ødelæggende og landskadelige beslutninger. At disse personer, f.eks. den nuværende regering, tillader sig at forhindre at landets ressourcer i Nordsøen bruges til befolkningens bedste, er efter min mening utrolig frækt. Det er ikke Mette Frederiksens private ejendom. Det er landets befolkning, som rettelig ejer – eller i hvert fald burde eje – ressourcerne. Som Norge klogt har skrevet i sin >50 år gamle petroleumslov “Ressourcerne tilhører det norske folk” (det var faktisk en iraner, der foreslog det), burde Danmark have tilsvarende lovfæstet. Det ville forhindre det gigantiske mandatsvig, som regering og politikere gør sig skyldig i. Danmark betaler verdens højeste energipriser, hvilket fører landet i uføre. Da al produktion genererer CO2, vil landet med den nuværende politik gå totalt i stå. Det er kun et spørgsmål om tid, inden alle produktive mennesker er udvandret.
Gad vidst, hvor mange ekstra terawatt “grøn” energi der skal etableres for at drive fremtidens klimamodelberegninger?
Husk: Beregningerne kan kun udføres, når solen skinner.
Der er en ting jeg ikke forstår, hvordan kan man mindske CO2-udledningen, når man bliver ved med at fælde træer til flis og piller? Ligeledes, hvordan kan der blive plads til natur, når man plastrer kæmpe arealer til med vindmøller og solceller?!
Danmark er i klemme mellem øst og vest, som en lus mellem to negle. Det vil medføre en alvorlig krise der får klimakrisen til at fremstå, som de gode gamle dage. Og så vil olie & gas igen blive relevant.
Teoretisk kan man vel godt lave et intereuropæisk energi setup med et velforgrenet grid og tilstrækkelig installeret reservekapacitet i form af gasfyrede kraftværker.
Det kræver så et enigt Europa om hvordan sådan noget skal laves samt finansieringen heraf. Specielt i forhold til finansieringen skal der vel være en enighed om hvordan budgetoverskridelser skal håndteres når ingeniørfirmaernes overslag alligevel ikke holder, hvilket der erfaringsvis er stor sandsynlighed for.
Mindre budgetoverskridelser kan vel nok håndteres. Voldsomme overskridelser tænker jeg vil udløse dramatiske forløb, hvorfor EU’s medlemslande formentligt vil etablere nødbremser for at forhindre at projekter løber økonomisk helt af sporet.
Risikoen for katastrofale økonomiske forløb er absolut tilstede, hvilket vi regelmæssigt oplyses om i dagspressen i forbindelse med nedlukning af grønne projekter, hvis økonomi har været baseret på urealistiske forudsætninger og er kuldsejlet.
Alt i alt er det svært at forestille sig at Europas regeringer kan blive enige om et så seriøst projekt.
Under alle omstændige bliver det ikke lige foreløbigt at regeringerne sætter fokus på noget sådant. Det er pt. andre behov, der lægger beslag på opmærksomheden.