Sammenkædningen

Sammenkædningen har fyldt en del her på siden i den senere tid. Sammenkædningen eller Weather Attribution er klima-alarmismens største propagandasucces p.t., hvor det er lykkedes at få det til at se ud som om, at hvert eneste tilfælde af ekstremvejr er blevet værre pga. ”klimaforandringerne”.

Nu har Patrick Brown skrevet en artikel om fænomenet. Han beskriver den enorme litteratur, der er udgivet om emnet, der er tale om mange hundrede artikler i løbet af få år. Budskabet og formålet med hele denne aktivitet er ikke til at tage fejl af. Således har alarmist-hjemmesiden CarbonBrief udsendt en oversigt over feltet, den indledes med følgende:

I takt med at temperaturerne stiger, bliver ekstreme vejrbegivenheder mere intense og mere hyppige over hele Verden.

Oversigten er baseret på mere end 600 artikler, der i alt omtaler ca. 750 vejrbegivenheder. Heraf mener man, at 75% blev værre pga. ”klimaforandringerne”, mens kun 9% blev mildere. Situationen er opsummeret på fig. 1, hvor hver kategori er anført, og med rødt er markeret de tilfælde, hvor det blev mere slemt, mens blåt er det modsatte. De gule prikker markerer tilfælde, hvor den globale opvarmning ikke havde nogen indflydelse, og de grå markerer situationer, hvor der ikke er data nok til rådighed. Man ser den overvældende overvægt af røde prikker, den eneste undtagelse er ”sne og is”, hvor de mange blå prikker sikkert er en følge af, at det er blevet varmere, så der er mindre sne og is. Det er jo heller ikke positivt.

Patrick Brown udtrykker sin tvivl om, hvorvidt denne sammenkædning kan have sin rigtighed, og henviser bl.a. til IPCC’s rapport fra 2021 med den berømte tabel 12.12 på s. 1856. Her konkluderede man, at der for langt de fleste ekstreme vejrbegivenheders vedkommende ikke kunne spores nogen tendens i retning af det værre og heller ikke forventedes nogen i resten af århundredet. Der er i takt med temperaturstigningen blevet flere varme dage, men de modvirkes af et fald i antallet af kuldeepisoder, og resultatet har netto været en nedgang i antallet af mistede menneskeliv.

Men hvordan kan sammenkædnings-industrien nå frem til stik modsatte resultater?

En af forklaringerne er skævheden i udvælgelse af tilfælde og data. Patrick Brown giver et ekstremt eksempel i fig. 2, hvor man har udsendt et spørgeskema til måske flere tusind mennesker, og modtaget 500 svar, der stort set alle bekræfter, at de elsker spørgeskemaer. Derved kan man konkludere at 99% af alle mennesker elsker spørgeskemaer. Den konklusion er naturligvis helt gal.

Mht. ekstremvejret oplister Brown fem skævheder, der opstår undervejs i forløbet fra ekstremvejrsbegivenhed til bred medieomtale, se fig. 3.

Den første skævhed er meget interessant. Hele sammenkædningen beskæftiger sig kun med vejrbegivenheder, der har fundet sted. Det lyder jo indlysende, men hvad med alle de begivenheder, der ikke indtraf? Brown illustrerer dette punkt med fig. 4, der viser de forventede ændringer i forekomsten af ekstrem tørke over en 50-årig periode. Man ser, hvordan nogle områder forventes at blive hårdere ramt, mens andre imidlertid kan forvente mindre tørke. Set over hele Jorden ser det ud til, at der er balance i tingene, så globalt bliver tørke hverken værre eller bedre.

Men sammenkædnings-folkene vil kun se på de tilfælde af ekstrem tørke, der faktisk var der, og derved bliver tørken tillagt en meget større betydning, end den har i virkeligheden. I eksemplet her taler man om en stigning i alvorligheden af tørke på 18%, hvor en vurdering af hele kloden ville vise et fald på ca. 1%.

Det næste punkt er skævhed i udvælgelsen. Sammenkædningen udvælger de mest voldsomme og negative begivenheder, og beskæftiger sig således meget mere med hedebølger, end forekomsten af ekstrem kulde, som der ellers ikke har manglet eksempler på. Ligeledes fokuserer man på de kraftige orkaner i det tropiske og subtropiske bælte, men undlader behændigt at kigge på orkaner længere nord- eller sydpå. Disse viser ellers generelt en faldende tendens i styrke og hyppighed. Men det er jo ”gode” nyheder, og dem vil sammenkædningen ikke beskæftige sig med.

Så er der skævheden i offentliggørelsen, hvor artikler med alarmistiske budskaber i tråd med klimatroen har en meget større chance for at blive antaget af tidsskrifterne. Brown har selv tidligere berettet hvordan både Nature og Science nægter at optage artikler, der ikke klart støtter tesen om menneskeskabte klimaforandringer. Men hertil kommer den almindelige nyhedsværdi, det er altid sværere at få optaget artikler, hvor budskabet er, at man ikke har fundet nogen effekt, fremfor dem, hvor man har.

Og endeligt er der skævheden i medierne, der helst vil trykke sensationer, korrekte eller ej. Her er der et helt samfund af journalister og indkaldte eksperter (altid de samme), der kan bekræfte hinanden i, at vi har en klimakrise, og her bliver alle indslag med det modsatte synspunkt effektivt sorteret fra.

Brown gennemgår situationen med orkanerne, hvor sammenkædningsfolk i en videnskabelig artikel har hævdet, at den globale opvarmning har medført, at alle orkaner i 2024 blev en kategori kraftigere, end de ville have været uden global opvarmning. Imidlertid er det ikke en effekt, man kan se på statistikkerne over lang tid.

Artiklen tager i stedet udgangspunkt i ”fortællingen”, hvor man går ud fra den ”indlysende” sandhed, at varmere havvand giver mere energi til orkanerne. Man glemmer behændigt, at det varmere vejr også ændrer på mønstret af vinde, og det trækker i den anden retning og lægger en dæmper på orkanerne. Netto er det således ikke indlysende, at udviklingen vil gå i retning af det værre. Formålet med artiklen lægges der imidlertid ikke skjul på:

At få forbundet prikkerne er afgørende for klima-kommunikationen. Orkaner, især de, der går i land, kan fokusere offentlighedens opmærksomhed. Forøget opmærksomhed under og umiddelbart efter en orkan skaber muligheder for offentlige og private samtaler om klimaet og forholdsregler mod katastrofer. Klimaforandrings-sammenkædning spiller en vigtig rolle i disse samtaler. Studier har vist, at personlige erfaringer med ekstremvejr og budskaber om sammenkædning begge har en stærk mulighed for at påvirke offentlighedens indtryk af klima-risikoen og beslutningstagningen. Ved at fremlægge videnskabeligt velunderbyggede forklaringer og omhyggeligt og med fuldt overlæg at beskrive de metoder, der er anvendt, kan man effektivt få udbredt budskabet om klimaet og sammenkædningen.

Det er bemærkelsesværdigt, at den slags propaganda-snak finder vej ind i, hvad der ellers skal forestille at være en seriøs, fagfællebedømt videnskabelig artikel. Men det er så åbenlyst troen og de politiske hensyn, der driver værket, og ikke en ægte videnskabelig nysgerrighed. Ingen bliver klogere af det her.

Men ifølge Brown blev artiklen her en kæmpe mediesucces, og blev i løbet af kort tid inkluderet i hele 7 Wikipedia-artikler, hvilket sikrer dens budskaber et langt liv, bl.a. gennem ChatGPT og tilsvarende bevidstløse udbredningsmekanismer for information.

Brown slutter med nogle generelle overvejelser om sammenkædningen og påpeger endnu en gang at nogle af ophavsfolkene, bl.a. Friederike Otto, fra start af erklærede, at formålet var at skaffe ammunition til sagsanlæg mod regeringer og energiselskaber, der skal anklages for at have ”ødelagt” klimaet og Jordens fremtid.

Det er politik alt sammen – og ikke videnskab (der gentog jeg vist mig selv…)