Ved et par lejligheder har undertegnede hørt omtale af forskning, der tyder på, at CO₂-indholdet i selv den nærmeste fortid skulle have svinget meget mere, end klimaforskningens støt stigende kurve viser fra 1850 til nu. Således skulle CO₂-indholdet omkring 1940 være oppe omkring 400 ppm, dvs. tæt på, hvad det er nu, og det længe før at de menneskeskabte udledninger havde fået den store betydning.
Perspektiverne er jo svimlende, fordi det ville betyde, at vores udledninger slet ikke har haft den store indflydelse på atmosfærens CO₂-indhold her de seneste 100 år. Andre faktorer gør sig gældende, og mest nærliggende er det at pege på havtemperaturen. Varmere vand afgiver noget af sin CO₂, og derved er vi fremme ved teorierne om, at det er temperaturen, der styrer CO₂-indholdet og ikke omvendt. Vores kendskab til havtemperaturerne tilbage i 1940 er ikke særligt godt og derfor var der måske en periode med varmere vand?
For en person, der ikke tror på den menneskeskabte katastrofale opvarmning, er den slags naturligvis sød musik i ørerne. Men har det noget på sig?
Ved et tilfælde var der en klimainteresseret, der henviste undertegnede til en af de skelsættende artikler, E-G Beck 2007 hvor teorierne blev født. Det er bestemt en interessant artikel. Normalt, når vi taler om atmosfærens CO₂-indhold, kigger vi altid på den såkaldte Keeling-kurve, hvor der er tal fra 1958 og fremefter. Målingerne foretages på en bjergtop i Hawaii. Kurven viser en støt og lettere accelererende stigning hele vejen igennem frem til i dag, se fig. 1.
E-G Beck peger nu på, at der før 1958 faktisk blev udført et kolossalt antal CO₂-målinger af atmosfæren. Siden starten af 1800-tallet havde man udviklet forskellige kemiske analysemetoder, der var ganske præcise, og i hvert fald gode nok til at kunne måle forskelle på 10-20 ppm, se fig. 2.
Der er tale om 10.000-vis af målinger, der blev offentliggjort i en lang række videnskabelige artikler. Et af de største arbejder blev udført at en Wilhelm Kreutz fra Tyskland. Over 18 måneder foretog han ikke mindre end 64.000 målinger. Resultatet af hans arbejde er vist på fig. 3. Her ser man, hvordan CO₂-indholdet næsten konstant lå over 340 ppm og på et tidspunkt i 1940 var oppe over 500! På det tidspunkt siger almen klimavidenskab, at indholdet lå nogenlunde uforandret omkring 310 ppm, tal man har fundet ved analyser af iskerner fra Antarktis.
E-G Beck kan nu konkludere sit arbejde med kurven vist i fig. 4. Her ser vi, hvordan CO₂-indholdet har svinget, med en top helt tilbage omkring 1820 og så igen omkring 1940. Den gang var indholdet på niveau med det, vi har i vore dage. Figuren viser også solpletcyklerne og IPCC’s temperaturgraf, men alt går kun frem til 1970.
Inden vi finder champagnen frem, skal vi lige kaste et blik på den kritik, der kom frem hurtigt efter E-G Becks udgivelse. Det helt afgørende punkt i kritikken er valget af målested. Stort set alle de målinger, E-G Beck refererer, er foretaget ved vejrstationer, dvs. 2 meter over jordoverfladen.
Det vides, at CO₂ er en gas, der er fuldstændigt opblandet i atmosfæren, hvis der er 420 ppm i 200 meters højde, så er det også tilfældet 10 km oppe. Men, der er en undtagelse, og det er helt nede ved jorden. Her er de meteorologiske forhold anderledes. Luften blandes ikke særligt godt med lagene f.eks. et par hundrede meter oppe. Man taler ligefrem om en barriere, der forhindrer luften ved jordoverfladen i at komme længere op. Denne barriere virker stærkest om natten, men op ad dagen bliver den nedbrudt og luften bliver blandet godt op. Men netop om natten ånder planterne CO₂ ud, og gassen afgives også fra jorden (forrådnelse m.v.) samt alle dyrene. Derved sker der en ophobning af CO₂ i de nederste 100 meter hver nat.
Når man derfor, som Wilhelm Kreutz gjorde, tager en masse målinger i 2 meters højde døgnet rundt, får man meget højere gennemsnitsværdier, end atmosfæren rent faktisk indeholder. Man kunne forbedre resultaterne en smule, hvis man kun udvalgte målinger foretaget mellem klokken 2 og 4 om eftermiddagen, men det ville stadigvæk ikke være repræsentativt for atmosfærens indhold. Der er faktisk udført forsøg (som E-G Beck ikke nævner noget om), hvor man har valgt høje tårne og målt CO₂-indholdet i luften i forskellige højder fra bund til top. Her ser man tydeligt effekten, høje værdier tæt ved jorden og lavere værdier længere oppe, indtil de nærmer sig Keeling-kurvens tal.
Kritikernes konklusion er klar; alle målingerne i 2 meters højde er ubrugelige til formålet. At målestationen i Hawaii befinder sig så højt over havet, er netop en garant for mere pålidelige tal, så placeringen er ikke tilfældig.
Ærgerligt nok, men vi må fastholde, at stigningen i den atmosfæriske CO₂-koncentration skyldes de menneskelige udledninger, hvor vi er gået fra de 280 ppm for 200 år siden til de nuværende godt 420 ppm. At det så ikke gør nogen skade, er en anden historie.
Danish
I Søren Hansen artikeltekst påstås følgende:
„Det vides, at CO₂ er en gas, der er fuldstændigt opblandet i atmosfæren, hvis der er 420 ppm i 200 meters højde, så er det også tilfældet 10 km oppe.‟
Hvordan kan koncentrationen af CO2 være den samme i 200 m og 10 km højde. Luften bliver jo tyndere med stigende højde. Der bliver mindre koncentration af oxygen, nitrogen og derfor også CO2. Endda er CO2 tungere end de to andre dominerende gasser, så der vil ikke være en fuldstændig opblanding, som jo heller ikke normalt sker nær jordoverfladen (eller i brønde og tanke) eller i indeklimaet.
Det faktum, at der er et trykfald og en fortynding af luftens indhold af gasser med stigende afstand fra jordoverfladen, er også nævnt i artiklen af Nikolov, N.; Zeller, K.F. (Geomatics 2024, 4,
311–341). Omtalt tidligere her på siden og kritiseret for at underspille betydningen af CO2’s drivhuseffekt.
Allan,
Mon ikke du forveksler indhold med koncentration? Indholdet af CO₂, målt i gram/kubikmeter, falder naturligvis, når man bevæger sig op i atmosfæren, men mængden af CO₂ relativt til de øvrige gasser – målt i ppm – kan da sagtens være uforandret – og det er jo også tilfældet. Generelt anser man CO₂ for at være fuldt opblandet hele vejen op i gennem atmosfæren – når bortses fra de nederste ca. 100 m – og derfor vil koncentrationen i ppm være den samme, de ca. 420.
Det var godt nok sært. Det ser ud som om Morten Rieber ikke har forstået, at journalisterne siger præcis det samme, som Søren Hansen gør i sin glimrende artikel. Skal man tage Greta Jo Larsen alvorligt, så påstår hun jo, at journalisterne har fået mundkurv på, så de ikke må fortælle om det, som Klimarealisme mener, nemlig at en meget stor del af de 50 pct. stigning, der er sket i atmosfærens CO2-indhold siden industrialiseringens start, er sket som følge af menneskeskabte CO2-udslip – fortrinsvis ved afbrænding af fossilt brændsel.
Måske savner enkelte af Klimarealismes læsere nogle deciderede „klimabenægter-artikler‟ som fx at drivhuseffekten slet ikke kan eksistere i den form som IPCC påstår.. Eller endnu værre at den menneskeskabte udledning er så lille, at den ganske enkelt er så ubetydelig, at den aldrig vil kunne få betydning for jordens klima. De kan desværre læse den slags ting i en bog fra 2021 skrevet af en af Klimarealismes grundlæggere – nemlig i Johanens Krügers bog om „32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på‟.
Den slags synspunkter vil dagens Klimarealister i følge Søren Hansen ganske enkelt ikke længere bruge tid på, og kommentarer med den slags og lignende indhold vil ikke blive bragt i Klimarealismes hjemmeside. Det er en yderst fornuftig beslutning, fordi den slags deciderede „klimabenægterpåstande‟ er noget vrøvl eller endnu være – det rene bondefangeri.
Greta. Der findes en række kurser, seminarer og så videre, internt for journalister. Jeg har ladet mig forstå, at det for en journalist fungerer som en slagt videreuddannelse, således at den enkelte journalist kan specialisere sig indenfor klima og miljø, og sikkert også inden for andre ting. I praksis betyder det, at dem som ikke er specialiseret, ikke har noget at skulle have sagt inden for feltet, men bare må klappe hælene sammen. Det er ikke så svært at forestille sig, hvordan en dominerende holdning til klima fastholdes i sådan et system, hvor nye og eventuelt anderledes tænkende uddannede journalister kommer til at stå alene overfor en vældig magtfaktor, som meget hurtigt kan få afgørende indflydelse på deres karrierer og fremtidige jobmuligheder. Nyd lugten eller forlad bageriet. Før eller siden må der komme historier ud, fra folk som efter at have nået pensionsalderen, har modet og føler trang til at stå frem med dem. Det ser jeg personligt meget frem til.
Nå, det er sådan de gør det.
Jeg var begyndt at tro, at de bare alle har fået et diktat (har du set den mail, der er opsnappet af Peter Krogsten fra The Guardian i 2019? Han mailede med dem, for at verificere, at det var sandt. Der fremgik det, at hvis man skrev om klimaet skulle man bruge de og de gloser (skræmmende udtryk) i stedet for de og de (almindelige vejr sprogbrug). Infomedia afslører, at mediernes brug af skræmmegloser eksploderede i 2019, så jeg tror, at alle medier har fået sådan et diktat: Men fra hvem?
Men det er smart af medierne, at udnævne nogen til eksperter, indoktrinere dem på videreuddannelse og de andre må så ikke finde anderledes historier, hvis man er ude på at diktere én bestemt holdning. Det kan være, vi to skal tage rundt til medierne og spørge, om det er sådan det forholder sig (-: ha-ha-ha ku‛ det ikk‛ være sjovt? Denne gang skal vi ha‛ filmet, hvad der sker (-:
Der er vist ikke uenighed om at den såkaldte Pettenkofer-målemetode er den mest nøjagtige til at måle indholdet af CO2 i luft.
Så derfor er det jo lidt pudsigt at Keeling-laboratoriet ikke ind imellem bruger dette mest sikre apparatur til kontrolmåling, hvilket de måske også gør??
Det burde være en let sag at tage samtidig måling ved jord og på Hawaii-bjerget.
Men Keeling-kurven giver stof nok til overvejelser om der er en tæt kobling „lockstep‟ mellem fossiludledningerne og den aktuelle stigning (år for år).
Roy Spencer tager emnet op i sin bog „the great global warming BLUNDER‟ hvor han forstørrer de enkelte „savtakker‟ op og konstaterer at der meget stor forskel på stigningen i CO2-tilvæksten for de enkelte år. Derfor er der noget væsentligt andet på spil end fossile udledninger, der må regnes ret konstante fra år til år. Det er ret tydeligt at „varme år‟ viser en tilsvarende meget større stigning end år med lavere temp. I det store hele opsuges der så meget CO2, at kun halvdelen af fossil udledning viser sig i atm.
Du er vist ret alene om at tro på, at den såkaldte Pettenkofer målemetode er den mest nøjagtige til at måle atmosfærens CO2-indhold. Det er en ældre, kemisk metode, hvor man analyserer CO₂-indholdet i luft ved at absorbere gassen i en basisk opløsning og derefter måler ændringer i surhedsgraden. Den kræver omfattende laboratoriearbejde og er ikke egnet til kontinuerlig, præcis overvågning.
Er du sikker på, at du ikke forveksler den med den metode, hvor man bruger en integreret NDIR-målesensor (Non-Dispersive Infrared sensor) til at måle CO2-indholdet med? Jeg spørger, jeg har set nogle simple måleapparater, hvor man også bruger navnet Pettenkofer. Det er fordi det var ham, der satte sundhedsmæssige standarder for luftkvalitet – og herunder luftens CO2-indhold i rum.
Mauna Loa-observatoriet bruger avancerede versioner af NDIR-teknologi til at opnå de meget nøjagtige CO₂-målinger, som Keeling-kurven bygger på. De instrumenter, de bruger, er langt mere sofistikerede end de små integrerede NDIR-sensorer, der bruges i for eksempel kommercielle CO₂-målere til indendørs brug.
Selvfølgelig er der forskel på atmosfærens CO2-tilvækst for de enkelte år. Det skyldes årlige variationer i den naturskabte CO2-cirkulation, der er over 20 gange så stor som det menneskabte CO2-udslip. Det er heller ingen nyhed, at kun omkring halvdelen af det menneskeskabte CO2-udslip forbliver i atmosfæren. Det er standardviden for amatører på klimaområdet, og selvfølgelig har man altid taget hensyn til dette, når man beregner det menneskeskabte CO2-udslips betydning for atmosfærens CO2-indhold.
Jeg slår jævnligt op på Klimarealismes hjemmeside for at læse lidt om, hvad der rør sig på den ”ikke- alarmistiske klimafront”. Det har jeg meget glæde af, og det gælder særligt for Søren Hansens artikler, der altid er tænksomme, velunderbyggede, og hvis man måske ikke synes det sidste, så i almindelighed med let tilgængelige henvisninger på, hvad han bygger sine oplysninger på. Sådan skal det gøres.
Derfor synes jeg ikke, at han fortjener de kommentarer, der følger efter hans artikler. Det vil jeg gerne forklare, og hermed også forklare, hvorfor jeg ikke selv skriver kommentarer, men bare læser Klimarealismes artiklerne.
For det første er der kommentarer, der er så ringe, at jeg nødigt vil have mit navn placeret tæt på dem. Måske er det lidt uretfærdigt, at det her går ud over Greta Jo Larsen. Det vil jeg bede om, at hun tilgiver mig, Men nu er det altså sådan, at Søren Hansens artikel giver udtryk for lige præcis det, man kan læse i samtlige aviser. Nemlig at stigningen i det atmosfæriske CO2 indhold i langt det største omfang stammer fra det menneskeskabte CO2. Greta Jo Larsen roser, hvis jeg ikke misforstår hende, netop Søren Hansen for hans glimrende artikel, der siger det samme som alle verdens journalister siger, men hun påstår samtidig, at journalisterne har fået besked på, at de ikke må fortælle, hvad Søren Hanen netop giver udtryk for. Samtidig spørger hun, med hvad jeg mener nærmest er et paranoia-udtryk: Gad vide, hvem der styrer journalisterne?
Måske husker jeg galt, men jeg synes ikke det er første gang, jeg ser den slags mærkværdigheder fra Greta Jo Larsens hånd. Må jeg ikke i al fredsommelighed bede hende om, at hun får en anden person til at læse sine kommentarer igennem, før hun ”fyrer løs” i Klimarealismes kommentarfelt.
Thomas Martin Nielsen og Jan Østergaard undrer sig over, at man har placeret ”guldstandarden” for den globale CO2-måling på Mauna Loa. Det kan jeg godt tænke mig mange gode grunde til, men jeg brugte lige 10 minutter på at spørge ChatGPT. Det blev et forholdsvis langt svar, men essensen var, at målestationen er velplaceret og at resultaterne i øvrigt er i overensstemmelse med de andre målestationer verden over.
Jeg synes i al ydmyghed, at det vil ville være en fordel for kommentarsektionen, hvis de to personer selv havde brugt 10 minutter på at finde ud af at spørge ChatGPT eller Google sig frem til, hvorfor målestationen er godt placeret på Muna Loa. Ikke fordi jeg ikke selv gider, men fordi de fleste andre læsere ikke i dagene efter følger op på dagens kommentarer, men måske bare tager for” gode varer”, hvad der er skrevet i ”dagens” kommentarfelt. Og Thomas Martin Nielsens og Jan Østergaardets kommentarer er efter min mening ikke „gode varer‟.
Det svækker ideen med overhovedet at have et kommentarfelt, fordi den nødvendig korrektion til deres kommentar ikke bliver læst af ret mange. Det fratager mig også lysten til at skrive i kommentarfeltet, fordi jeg sjældent ser artiklerne samme dag, som de bliver sat på hjemmesiden.
Og endelig: Hans Schrøder mener, at Søren Hansens fremstilling lider under, at den ikke tager hensyn til, at tidsskriftet Science of Climate Change (SCC) har publiceret talrige fagfællebedømte artikler om Becks målinger og lange debatter herom. Det kunne Søren Hansen selvfølgelig godt have gjort, men det tidsskrift – eller mere præcist – den hjemmeside Hans Schrøder referer til – mener jeg er et meget ensidig foretagende. Beklageligvis vil det tage alt for meget plads at forklare hvorfor, og mit indlæg er i forvejen alt for langt. Håber, at redaktionen tilgiver mig.
Fremstillingen lider af en stor fejl. Tidsskriftet Science of Climate Change (SCC) har publiceret talrige fagfællebedømte artikler om Becks målinger og lange debatter herom.
[Forkortet af red.]
Mauna Loa er en vulkan, som siden 1843 hare været i udbrud ikke færre end 33 gange, senest i 2022.
Hvordan kan man placere en CO2-målestation på en vulkan?!
Jeg har også altid undret mig over placeringen. Siden de opsatte observatoriet i 1958 (man mente dengang, at her var der ingenting som kunne forstyrre målingerne) har der været ro i vulkanen, men den har været i udbrud i 1984 og igen i 2022 og der vil vel yderligere være en konstant udsivning af diverse gasser med et sådan hul ned til jordens indre!!!
Fremragende og dejlig pædagogisk læsning til skolers ældste klasser, gymnasier og videregående uddannelser og politikere og alle andre (-:
Journalister har jo fået at vide, at de ikke må fortælle sådan noget, som det her. Gad vide, hvem der styrer journalisterne?