Atmosfærens CO₂-indhold

Ved et par lejligheder har undertegnede hørt omtale af forskning, der tyder på, at CO₂-indholdet i selv den nærmeste fortid skulle have svinget meget mere, end klimaforskningens støt stigende kurve viser fra 1850 til nu. Således skulle CO₂-indholdet omkring 1940 være oppe omkring 400 ppm, dvs. tæt på, hvad det er nu, og det længe før at de menneskeskabte udledninger havde fået den store betydning.

Perspektiverne er jo svimlende, fordi det ville betyde, at vores udledninger slet ikke har haft den store indflydelse på atmosfærens CO₂-indhold her de seneste 100 år. Andre faktorer gør sig gældende, og mest nærliggende er det at pege på havtemperaturen. Varmere vand afgiver noget af sin CO₂, og derved er vi fremme ved teorierne om, at det er temperaturen, der styrer CO₂-indholdet og ikke omvendt. Vores kendskab til havtemperaturerne tilbage i 1940 er ikke særligt godt og derfor var der måske en periode med varmere vand?

For en person, der ikke tror på den menneskeskabte katastrofale opvarmning, er den slags naturligvis sød musik i ørerne. Men har det noget på sig?

Ved et tilfælde var der en klimainteresseret, der henviste undertegnede til en af de skelsættende artikler, E-G Beck 2007 hvor teorierne blev født. Det er bestemt en interessant artikel. Normalt, når vi taler om atmosfærens CO₂-indhold, kigger vi altid på den såkaldte Keeling-kurve, hvor der er tal fra 1958 og fremefter. Målingerne foretages på en bjergtop i Hawaii. Kurven viser en støt og lettere accelererende stigning hele vejen igennem frem til i dag, se fig. 1.

E-G Beck peger nu på, at der før 1958 faktisk blev udført et kolossalt antal CO₂-målinger af atmosfæren. Siden starten af 1800-tallet havde man udviklet forskellige kemiske analysemetoder, der var ganske præcise, og i hvert fald gode nok til at kunne måle forskelle på 10-20 ppm, se fig. 2.

Der er tale om 10.000-vis af målinger, der blev offentliggjort i en lang række videnskabelige artikler. Et af de største arbejder blev udført at en Wilhelm Kreutz fra Tyskland. Over 18 måneder foretog han ikke mindre end 64.000 målinger. Resultatet af hans arbejde er vist på fig. 3. Her ser man, hvordan CO₂-indholdet næsten konstant lå over 340 ppm og på et tidspunkt i 1940 var oppe over 500! På det tidspunkt siger almen klimavidenskab, at indholdet lå nogenlunde uforandret omkring 310 ppm, tal man har fundet ved analyser af iskerner fra Antarktis.

E-G Beck kan nu konkludere sit arbejde med kurven vist i fig. 4. Her ser vi, hvordan CO₂-indholdet har svinget, med en top helt tilbage omkring 1820 og så igen omkring 1940. Den gang var indholdet på niveau med det, vi har i vore dage. Figuren viser også solpletcyklerne og IPCC’s temperaturgraf, men alt går kun frem til 1970.

Inden vi finder champagnen frem, skal vi lige kaste et blik på den kritik, der kom frem hurtigt efter E-G Becks udgivelse. Det helt afgørende punkt i kritikken er valget af målested. Stort set alle de målinger, E-G Beck refererer, er foretaget ved vejrstationer, dvs. 2 meter over jordoverfladen.

Det vides, at CO₂ er en gas, der er fuldstændigt opblandet i atmosfæren, hvis der er 420 ppm i 200 meters højde, så er det også tilfældet 10 km oppe. Men, der er en undtagelse, og det er helt nede ved jorden. Her er de meteorologiske forhold anderledes. Luften blandes ikke særligt godt med lagene f.eks. et par hundrede meter oppe. Man taler ligefrem om en barriere, der forhindrer luften ved jordoverfladen i at komme længere op. Denne barriere virker stærkest om natten, men op ad dagen bliver den nedbrudt og luften bliver blandet godt op. Men netop om natten ånder planterne CO₂ ud, og gassen afgives også fra jorden (forrådnelse m.v.) samt alle dyrene. Derved sker der en ophobning af CO₂ i de nederste 100 meter hver nat.

Når man derfor, som Wilhelm Kreutz gjorde, tager en masse målinger i 2 meters højde døgnet rundt, får man meget højere gennemsnitsværdier, end atmosfæren rent faktisk indeholder. Man kunne forbedre resultaterne en smule, hvis man kun udvalgte målinger foretaget mellem klokken 2 og 4 om eftermiddagen, men det ville stadigvæk ikke være repræsentativt for atmosfærens indhold. Der er faktisk udført forsøg (som E-G Beck ikke nævner noget om), hvor man har valgt høje tårne og målt CO₂-indholdet i luften i forskellige højder fra bund til top. Her ser man tydeligt effekten, høje værdier tæt ved jorden og lavere værdier længere oppe, indtil de nærmer sig Keeling-kurvens tal.

Kritikernes konklusion er klar; alle målingerne i 2 meters højde er ubrugelige til formålet. At målestationen i Hawaii befinder sig så højt over havet, er netop en garant for mere pålidelige tal, så placeringen er ikke tilfældig.

Ærgerligt nok, men vi må fastholde, at stigningen i den atmosfæriske CO₂-koncentration skyldes de menneskelige udledninger, hvor vi er gået fra de 280 ppm for 200 år siden til de nuværende godt 420 ppm. At det så ikke gør nogen skade, er en anden historie.