Klimascenarier

Klimavidenskaben er dybt afhængig af computermodeller, faktisk så dybt, at man kan stille spørgsmål ved, om den overhovedet har nogen forbindelse til den virkelige Verden. Der er mange modeller i værkstøjskasserne, men en af de centrale er Integrated Assessment Models, IAM (”sammensatte bedømmelses-modeller”), der er grundlaget for alle de store fremskrivninger af den globale temperatur, afhængigt af de valg, menneskeheden måtte træffe undervejs.

Det er uhyre komplicerede modeller, som vist på fig. 1 (lad være med at prøve på at studere den nærmere). Her er udgangspunktet en lang række antagelser og gæt, dels om sammenhængen mellem f.eks. udviklingen i landbruget og drivhusgas-udledningerne, dels vedrørende hvad vi forventes at gøre i fremtiden. Køre i flere biler eller færre, flyve mere eller mindre, osv. osv. Alt det kan koges sammen i computeren, der derpå kan give et bud på fremtidens indhold af CO₂ i atmosfæren og dermed den globale temperatur.

Modellerne er primært fremstillet med henblik på klimasagen, men de bruges også til f.eks. at bedømme situationer med økonomi eller forurening mere lokalt.

Modellerne spiller en væsentlig rolle, f.eks. når videnskaben skal bedømme, om vi stadigvæk kan nå at begrænse CO₂-udledningerne så meget, at Paris-målets drøm om maks. 1,5 graders temperaturstigning kan opfyldes eller ej. IAM-modellerne siger ikke noget direkte om selve temperaturstigningen, her skal vi over i de ”rigtige” klimamodeller. Men de giver tallene for det fremtidige indhold af drivhusgasser i atmosfæren.

IAM er en kæmpe industri, med over hundrede konkurrerende forskergrupper, der har udviklet hver sin version. Roger Pielke Jr. har nu skrevet om emnet, og på basis af nogle videnskabelige artikler kan han berette, at der er en voldsom skævhed i fordelingen mellem verdensdelene af modeller. Som vist på fig. 2 tegner Europa sig for langt det største antal, nemlig 82, hvor Japan har 18 og USA 17. Hele resten af Verden står kun bag 10 modeller.

Det har som konsekvens, at europæisk tankegang får en dominerende rolle f.eks. i IPCC’s store rapporter, hvor scenarier fra Europa tegner sig for 60-70% af alle, der nævnes i Femte og Sjette Vurderingsrapporter (AR5 og AR6).

Og det er ikke ligegyldigt, hvor man henter sine scenarier. Således er man i Europa meget mere optimistisk, når det gælder den globale udbygning med sol og vind, og tilsvarende mere pessimistisk angående kernekraften, som vist på fig. 3. Her er vist, hvordan andelen af sol og vind i den globale energiforsyning i 2050 forventedes at være i rapporterne AR5, SR1.5 og AR6 fra hhv. 2014, 2018 og 2021. I Europa er andelen stigende med tiden, mens IAM’er fra resten af Verden ser mindre positivt på sagen. Det omvendte gør sig gældende for kernekraftens vedkommende. Europa bliver støt mere pessimistisk, mens resten af verden skifter mening i 2018 og herefter spår en større rolle for atomerne.

Det er tydeligt, at klimatroen har godt fat i europæerne, og det smitter af på deres optimisme mht. mulighederne for udbygning med sol og vind. Det får betydning, når det f.eks. skal vurderes, om vi stadigvæk kan tro på, at vi kan opfylde Paris-målene. Her vil europæerne med deres modeller kunne regne sig frem til, at det kan vi – om end knebent, mens resten af Verden har indset, at det tog er kørt for længst.

Forskellen mellem de europæiske resultater og resten af Verdens, viser med al tydelighed, at modellerne mere afspejler forskernes værdier og præferencer, end de er udtryk for en sandfærdig simulering af virkeligheden. Sådan vil det altid være med den slags computermodeller, uanset hvor komplicerede de måtte være.

Derfor har vi her igen et fint eksempel på, at klimaforskningen nødvendigvis må frigøre sig fra modellernes tyranni, hvis den ønsker at genvinde sin troværdighed. Ingen bliver klogere af øvelser med IAM- og tilsvarende modelgymnastik.