Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Sommerbrise

Vi har her i de seneste måneder for alvor stiftet bekendtskab med begrebet Dunkelflaute, hvor der hverken er sol eller vind, elforsyningen går mere eller mindre i panik og elpriserne stiger til astronomiske højder. Tyskland er jo foregangsland mht. fejlslagen grøn omstilling og udtrykket Dunkelflaute kommer selvfølgeligt også derfra.

Nu gør Fritz Vahrenholt opmærksom på endnu et problem, der i stigende grad hjemsøger de arme tyskere, han kalder det en Hellbrise, som dækker over en skyfri sommerdag med blå himmel og kun en let vind. Den tilstand kan sagtens ramme hele Tyskland samtidigt, og så mærker nationen følgerne af, at man på nuværende tidspunkt har fået installeret ikke mindre end 96 gigawatt (GW) solceller, hvilket skal sammenlignes med et forbrug i weekenden i sommermånederne på omkring 40 GW.

Vahrenholt refererer en artikel i PV Magazine, hvor forfatteren beskriver et tænkt eksempel i den nærmeste fremtid:

Påskesøndag i 2025 falder efterspørgslen efter strøm til under 40 GW først på eftermiddagen, mens solceller på private boligers tage leverer 34,2 GW. For at holde frekvensen på elforsyningen skal ca. 8 GW brændselsfyrede kraftværker holdes kørende. Hertil kommer yderligere 11,7 GW vedvarende energi, der ikke kan frakobles nettet. I alt produceres der således 53,9 GW. Det er alt for meget, selvom det lykkes at eksportere 8 GW vil der stadigvæk være et overskud på 5,9 GW – hvilket svarer til produktionen på fem kernekraftværker. Den overproduktion vil drive frekvensen på elektriciteten op på et niveau, hvor udstyret bringes i fare.

Løsningen kan i praksis ende med at blive tvangsafbrydelser af strømmen i store områder, de såkaldte ”brown-outs”. Alternativet ville være afbrændte installationer i elforsyningen og hos dens kunder.

Solcellerne udgør et særligt problem, fordi de ikke kan afbrydes fra centralt hold, når der er for meget strøm i systemet. Hertil kommer, at husejerne er garanteret en fast betaling på 12,09 eurocent pr. kWh leveret, det svarer til ca. 90 øre/kWh. Der er således tale om en kæmpe udgift, uanset om strømmen kan bruges eller ej.

Vahrenholt nævner, at man i Tyskland allerede har et veludviklet system til tvangsmæssig udkobling af energianlæg, når der er overskud af elektricitet i nettet. Det kan man finde daglige rapporter om på hjemmesiden Netzampel hvorfra et særligt grelt eksempel fra april i 2024 er vist som fig. 1.

Fig. 1: Områder i Sydtyskland med nedlukket sol og vind (orange til mørkerøde områder – jo mørkere farve desto mere er lukket ned – op til 100%).

Men efter ihærdige politiske kampagner er kapaciteten af solceller i Tyskland vokset meget kraftigt i de seneste 3-4 år, og ud af de ovennævnte 96 GW, som man nåede i 2024, er ikke mindre end to tredjedele på private boligers hustage, og de kan ikke frakobles fra centralt hold.

Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår katastrofen indtræder, og Tyskland må afbryde store dele af sin elforsyning for at nettet ikke skal blive overbelastet. Man må huske på, at netop solenergien er særligt uegnet som ”vedvarende” energikilde, da den i meget høj grad vil komme samtidigt over hele Europa, dels naturligvis mht. nat og dag, men også i forbindelse med timer med megen sol, som samtidigt kan ramme store dele af kontinentet. Tyskland kan derfor ikke satse på at eksportere sine overskud af solcellestrøm, da nabolandene vil være i samme situation, med et alt for stort bidrag fra solanlæggene.

Vahrenholt gør opmærksom på, at faktisk er solcellestrøm fra private hustage en af de dyreste energikilder i Tyskland. Strømprisen er den dobbelte af hvad de store anlæg ude på markerne kan levere til, og det afspejles også i, at regeringens garanterede priser for markanlæg kun er godt 40 øre pr. kWh, hvor husejerne som anført ovenfor modtager 90 øre.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*