Kulstof-bomber

Kulstof-bomber lyder som et nyt ondsindet våben taget i brug af præsident Putin mod de sagesløse ukrainere. Det er det imidlertid ikke. Der er tale om temaet for en seriøs klimavidenskabelig artikel offentliggjort i et tidsskrift kaldet Energy Policy og udgivet af mastodont-forlaget Elsevier. Det skulle på én eller anden måde borge for den videnskabelige redelighed, men det må læseren selv bedømme ud fra det følgende.  

Forfatterne her er voldsomt bekymrede over, at vi tilsyneladende får svært ved at holde CO₂-udledningerne under det ”budget”, der skal sikre, at den globale opvarmning ikke kommer til at overstige Paris-målet på 1,5 grader. Der må således tages mere drastiske midler i brug, og hvad ville være mere nærliggende end simpelthen at lukke ned for produktionen af kul, olie og gas? Hvis brændstofferne ikke bliver udvundet og leveret til markedet, kan de ikke give anledning til CO₂-udledninger. Hvor svært kan det være?

Forfatterne har nu fået den idé, at de vil fokusere på de store projekter til udvinding af fossile brændstoffer. Det er dem, som, benævnes kulstof-bomber, og de er defineret ved, at de over deres levetid kan give anledning til udslip af mere end en milliard tons CO₂. Artiklen påpeger, at klimaet kan have stort gavn af at man ”desarmerer” disse bomber.

Arbejdet har så bestået i at analysere alverdens forekomster af kul, olie eller gas, uanset om de er i drift, eller om der kun er planer om at udnytte dem.

Ideen med at stoppe udnyttelsen af disse forekomster finder forfatterne meget nærliggende. Dels peger man på begrebet ”strandede værdier”, som dækker over f.eks. et oliefelt, hvor der er investeret kolossale summer til opbygning af udvindingen, og derefter viser det sig, at der slet ikke bliver brug for olien pga. den grønne omstilling. Så vil olieselskabet stå med en lang næse. Det påpeges også, at kul er ved at miste sin konkurrencedygtighed i forhold til ”vedvarende energi” kombineret med lagring. Så snart er der ikke brug for mere kul.

Artiklen indeholder et langt afsnit om alle de aktivist-organisationer, der allerede, med mere eller mindre lovlige metoder, er i gang med at forsøge på at stoppe udvindingen af fossile brændstoffer. Der nævnes også regeringer med store planer i den retning, men det må pine en Dan Jørgensen, at hans BOGA, Beyond Oil & Gas Alliance (”Sammenslutningen på den Anden Side af Olie og Gas”) ikke er nævnt.

Det store arbejde her har resulteret i, at man har fundet ikke færre end 425 kulstof-bomber. Heraf er der 195 olie- og gasprojekter, hvoraf 76 ikke havde startet produktionen i 2020. Man fandt endvidere 230 kulminer, der hver især kunne give anledning til udslip af en milliard tons CO₂. Heraf var 93 ikke i drift endnu

Ser man på den nuværende produktion, stod kulstof-bombe-projekter for 45% af olie- og gasproduktionen, samt 25% af kuludvindingen.

Hvis man gennemførte alle bombe-projekterne ville de udgøre det dobbelte af det tilladte rest-”budget”, hvis målet med 1,5 grader skulle overholdes.

Hvis man derimod stoppede alle de nye og endnu ikke igangsatte projekter, kunne man nogenlunde holde udledningerne inden for det tilladelige. Så det vil naturligvis være vejen at gå, hvis man ønsker at ”redde” kloden.  

Fordelingen af kulstof-bomber er vist på fig. 1. Her ser man, at der åbenlyst er problemer med de store planer. To tredjedele af bomberne befinder sig enten i Kina, Rusland, Mellemøsten eller Nordafrika. Her har der indtil nu ikke været den store politiske vilje til at begrænse brugen af fossile brændstoffer. Specielt Kina, med 130 kulprojekter, heraf 48 nye, bør man kigge nærmere på, mener forfatterne. Her haster det, hvis Paris-målene skal opfyldes.

I den forbindelse nævnes det, at en væsentlig del af kampen mod udvindingen af de fossile brændstoffer udføres af private aktivist-organisationer, f.eks. Just Stop Oil. De har med vekslende held blokeret olierørledninger, havneterminaler og kulminer ved civil ulydighed. Her peger artiklen på, at der er brug for tilsvarende aktiviteter i f.eks. Kina, Rusland og Mellemøsten for at få sat gang i udviklingen. Hertil kan man vel kun ønske held og lykke til de aktivister, der forsøger på det.

Mht. realismen i en hurtig afvikling af fossile brændstoffer henviser artiklen til, at LCOE, de ”udjævnede omkostninger for elektriciteten”, allerede er lavere for sol og vind end kul, så sidstnævnte vil blive udkonkurreret i løbet af kort tid. Ellers henviser forfatterne til IEA’s fremskrivninger og planer for at nå netto-nul. IEA mener slet ikke, at det er nødvendigt at åbne for nye forekomster af kul, olie eller gas. IEA’s rapporter har vi set på tidligere, og de er mere politisk ønsketænkning end noget med bund i virkeligheden.

Og virkeligheden er jo, at en forceret reduktion i udvinding af de fossile brændstoffer vil ende katastrofalt. Store dele af samfundene og aktiviteterne i Verden er dybt afhængige af energien fra kul, olie og gas. Samtidigt er brændstofferne også råvarer for en endeløs række af produkter, som civilisationen heller ikke kan eksistere uden.

En forceret nedlukning af energikilderne vil udløse eksplosive prisstigninger, og de vil primært gå ud over de fattige i Verden. Velhavende forskere, der opfinder begreber som ”kulstof-bomber” skal nok klare sig.

Herfra skal der kun komme én anbefaling. Lad os sætte fuld gang i at finde flere ”kulstof-bomber” og få gang i udnyttelsen af dem. Kun derved kan vi bevare vores velstand og velfærd og få trukket udviklingslandene op på et acceptabelt niveau i levestandard.