For meget vedvarende

Det er jo velkendt, at strømmen fra vedvarende energiprojekter svinger voldsomt, fra nul og op til mængder, der nærmer sig den installerede kapacitet. Ved lav vind og ingen sol får vi de såkaldte Dunkelflaute, og det har der været en del fokus på, fordi i et kraftigt udbygget system med sol og vind – og beskeden backup – risikerer elkunderne at skulle sidde i mørket, fordi der simpelthen ikke er strøm nok.

Men i den anden ende af skalaen er der også store problemer. Den nylige fiasko med udbuddet af havvind i Nordsøen kan meget vel hænge sammen med investorernes bekymringer for situationen, hvor møllerne producerer mere, end der er brug for.

Det europæiske samarbejde mellem de store eldistributører har en stribe virkemidler, man griber til, når overproduktionen truer. I første omgang bruger man priserne til regulering. Lave priser, nul eller eventuelt ligefrem negative priser kan få nogle elproducenter til at skrue ned for deres produktion eller stoppe den helt. Det tager toppen af produktionen, men det er ikke altid nok til at løse problemet. Næste skridt er derfor en tvangsstandsning af produktionsanlæggene, solcelleparker eller vindmøller.

Tvangsstandsning er naturligvis en dyr historie for de producenter, der leverer strøm til markedspris og ikke har nogen mekanisme i kontrakterne, der sikrer dem erstatning for den tabte fortjeneste. Det er så bedre for dem, hvis de leverer strøm til en fast pris, garanteret af staten. Bliver priserne negative, eller produktionen skal standses, skal regeringen betale for strømmen til den aftalte pris. Det kan hurtigt udvikle sig til en særdeles dyr historie, i 2023 udbetalte den britiske regering således knap 800 millioner pund til skotske vindmølleparker, der ikke kunne komme af med strømmen. I år (2024) er betalingen allerede nået over en milliard pund.

Årsagen skulle primært være manglende kabelforbindelser mellem Nord- og Sydengland. Hvis bare man havde haft disse, kunne den overskydende strøm være blevet sendt sydpå. Det er sikkert også rigtigt, men det vil jo kun være en midlertidig løsning. I takt med, at der udbygges med endnu mere solcelle- eller vindmølle-kapacitet, vil man på dage med stor produktion have alt for meget strøm i forhold til forbruget. Og så bliver nedlukninger igen aktuelle.

Det er, hvad man oplever i Australien, hvor problemet primært er privatpersoners solceller på deres tage. Der er mange steder efterhånden så mange, at elselskaberne nu ønsker at kunne afbryde dem ved fjernstyring, ellers risikerer man, at elnettet bliver oversvømmet med strøm, hvilket naturligvis vil være katastrofalt. Produktion og forbrug skal som bekendt altid følges meget nøjagtigt ad. Problemet i Australien er primært om foråret, hvor der er meget solskin, men endnu ikke det store behov for f.eks. aircondition. Elselskaberne kan naturligvis i første omgang vælge at skrue mest muligt ned for de termiske kraftværker, der kører ved, at noget bliver brændt af, kul, olie, gas eller biomasse. Men værkerne skal køre på et minimum, fordi det er generatorernes rotation, der giver frekvensen på elnettet den nødvendige stabilitet.

Nu plæderes der for, at samtlige små solcelleanlæg skal have påmonteret udstyr, så de kan afbrydes fra centralt hold, uden at ejerne skal spørges først. Det er tvingende nødvendigt, hvis nettet skal overleve.

Tyskland har jo en kæmpe overkapacitet af solceller og vindmøller. Alene solcellerne kan levere halvanden gang så meget strøm, som landet skal bruge. Det giver problemer på solrige sommerdage, især i weekenderne. Tyskerne har derfor været tvunget til at organisere tvangslukninger i stor skala, dem kan man følge med i på hjemmesiden Netzampel. De tyske producenter får i vid udstrækning erstatning for den tabte produktion, og det er efterhånden blevet en meget dyr historie for den tyske regering.

De selskaber, der forventedes at byde på de tre vindmølleparker i Nordsøen har sikkert bl.a. bekymret sig over denne situation. Med de 3 GW vindmøllestrøm vil den ”vedvarende energi” i Danmark overskride forbruget mere end 3 gange, og det vil uvægerligt medføre perioder, hvor der produceres alt for meget strøm. Så skal priserne i bund, og der skal evt. tvangslukkes nogle producenter. Da der i udbuddet ikke var tale om nogen garanterede mindstepriser og formentligt heller ikke erstatning ved tvangslukning (det er dog en smule uklart her), så kunne investorerne stå overfor tabte indtægter i stort omfang, og det medvirker selvfølgeligt til at gøre projekterne meget mindre tiltrækkende.

Visionen for Danmark er selvfølgeligt – ifølge Energistyrelsen, at en gigantisk produktion af brint skal opsuge al strømmen. Men, som vi har set flere gange, så er det brinteventyr højst usikkert, fordi der næppe vil være kunder i større omfang, der er villige til at betale det, som produktionen af brinten koster. Står den grønne omstilling ved en skillevej? Meget tyder på det.