Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Klimadebat

Blandt undertegnedes mange selvpåførte opgaver er at følge lidt med i, hvad der foregår ude i æteren vedrørende klimaet. Et af stederne, hvor der en gang var en livlig debat om klimaet med sagkyndige fra flere vinkler, var hjemmesiden Klimadebat.dk. Her deltog også nogle af Klimarealismes koryfæer for år tilbage.

I mellemtiden er hjemmesiden voldsomt forvitret, og fremstår i dag som en ruin af noget, der engang var noget større. Til venstre på forsiden er der en lang række ting, man kan slå op i, deriblandt temperaturer, klummer af fagfolk osv., men intet af det holdes ved lige, den seneste klumme af Sebastian Mernild er således fra 2015.

Nu er der en daglig meningsudveksling med omkring ti mere eller mindre faste deltagere. De ligger i hver sin skyttegrav og skyder på hinanden. Der er ingen ordstyring eller moderation mere, og et par af kombattanterne har som erklæret mål altid at stå sidst i debattråden, hvorfor de samme kommentarer gentages ordret utallige gange. Og for nu at sige det mildt, så er det ikke altid særligt oplysende, hvad der bringes og gentages på denne måde. Med fare for at overtræde copyright-bestemmelserne gengives her sådan en kommentar – uredigeret og i sin helhed, se fig. 1. Man mærker tydeligt videnskabens vingesus.

Fig. 1:  Denne kommentar optræder helt uforandret snesevis af gange på Klimadebat.dk. De fire bonmot’er (på diverse sprog) under stregen går igen på alle skribentens (hundredvis af) indspark, inkl. stavefejlen i det sidste.

Niveauet, især på den alarmistiske side er ikke højt. Den ene aktør optrådte på Klimarealismes Facebookside for nogle år siden og kom i modvind, fordi han så tydeligt ikke havde forstået, eller ikke ville forstå, hvordan man vurderer størrelsen på batterier og andre energilagre. Der var links til artikler om batterier, der var små og helt utilstrækkelige til at kunne gøre nogen nytte. Den situation har ikke ændret sig siden, vedkommende refererer stadigvæk til de samme artikler, og fastholder, at de dokumenterer, at ”den grønne omstilling” bare er hjemme.  

På Klimadebat er der et par personer af klimarealistisk observans, de fører en brav kamp, men man er jo ikke i nærheden af en fornuftig dialog, indtrykket er nærmest, at ingen rigtigt gider kæmpe for sagen mere, man vil bare stå sidst i tråden.

Alt det her kunne jo være inderligt ligegyldigt, men alligevel er det værd at nævne endnu en bidragyder, der optræder anonymt. Vedkommende ser masser af YouTube-film om nye og spændende energiløsninger, og flere gange ser det ud til, at nu er evighedsmaskinen en realitet. Og ellers hører vi f.eks. om biler, der kan køre hundredvis af kilometer på en kop vand.

Man kan sige, at den anonyme person har en positiv indstilling til tingene, der er reelt ikke nogen klima- eller energikrise, da alle de nye opfindelser kan løse vores problemer på en formiddag. De øvrige debattørers rolle i den sammenhæng er interessant, fordi ingen reelt gider forklare den anonyme, hvorfor vedkommende er gal på den. De har for travlt med at svine hinanden til og skrive ”Mæh Mæh…”.

Derved mister siden enhver værdi. Med interesse studerede undertegnede den anonymes seneste opslag, hvor konklusionen var, at man ved at kombinere et elektrolyseapparat med en brændselscelle kan bruge en vis mængde strøm til at fremstille brint, som derefter kan bruges til at fremstille en meget større mængde strøm, hvorved man kan få endnu mere brint ud af det osv.

Det lyder måske lidt for godt til at være sandt, og det krævede da ikke mange minutters granskning af henvisningerne for at finde ud af, hvor den anonyme var gået galt i byen. Kilderne nævnte vægten og rumfanget af brinten lidt i flæng, og når man vil omsætte et rumfang, dvs. et antal liter af brint til kg, skal man huske at kigge på ved hvilket tryk, brinten opbevares. Korrigerede man for det, faldt brintudbyttet fra 150% til ca. 50%, hvad leverandøren i øvrigt også selv skrev.

Men det var der ingen, der tog sig tid til at forklare den anonyme. ”Mæh Mæh…” var jo vigtigere.

Efter hvad veteranerne her i Klimarealisme siger, var Klimadebat en gang et godt forum. Det er det ikke mere, og det er jo en skam. ”Mæh Mæh…”  

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Hans Henrik Hansen

    “Nu er der en daglig meningsudveksling med omkring ti mere eller mindre faste deltagere. De ligger i hver sin skyttegrav og skyder på hinanden. Der er ingen ordstyring eller moderation mere…”

    – faktisk har ‘moderation’ altid været ret sporadisk, men der var i de første mange år ej heller større behov derfor. Selv har jeg i tidens løb skrevet en del indlæg og kommentarer, men som tingene siden har udviklet sig, er det desværre ikke længere værd at ofre kræfter og tid på.
    Men mon ikke denne ‘udvikling’ er symptomatisk for store dele af ‘blogosfæren’? For 10 – 15 år siden havde dagblade mv. udmærkede debatfora, hvor læserne – ret frit – kunne give deres besyv med, men i dag er de fleste nedlagt eller skrumpet ind til en skygge af sig selv.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*