Om IPCC’s stigende politiske aktivisme

Det er i princippet  en fornuftig tanke at etablere en institution, der samler al tilgængelig viden om klimaforandringer og deres årsager med henblik på at sammenfatte den bedst muligt. Det er netop, hvad IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) forsøger at gøre. Desværre er der områder, hvor IPCC ikke lever op til forventningerne. En væsentlig kritik er, at IPCC undgår at diskutere alternative synspunkter, især dem, der ikke stemmer overens med deres fastlagte narrativ.

Et eksempel er udeladelsen af forskere som Henrik Svensmark, der har forsket i Solens betydning for nutidens klimaændringer. Svensmarks sol-klima-teori, som antyder en sammenhæng mellem kosmiske stråler og skydannelse, er kontroversiel og har mødt modstand i det etablerede forskningsmiljø. IPCC har i høj grad ignoreret denne teori, hvilket rejser spørgsmål om panelets villighed til at overveje alternative forklaringer på klimaforandringer.

Klimarealister refererer ofte til IPCC’s data. For eksempel viser IPCC’s rapporter, at der ikke er sket nogen væsentlig stigning i forekomsten af ekstremt vejr i nyere tid. Dette står i kontrast til den offentlige opfattelse, hvor klimaforandringer ofte forbindes med hyppigere og mere intense vejrhændelser. Denne uoverensstemmelse kan føre til misforståelser om klimaforandringernes virkelige konsekvenser.

Desuden er der områder, hvor IPCC’s vurderinger er blevet kritiseret for at være mangelfulde eller forudindtagede. Bogen “IPCC’s fastfrosne klimasyn” beskriver, hvordan panelet nogle gange overser eller undervurderer visse data og synspunkter. For dem, der ønsker en dybere forståelse af denne kritik, kan bogen være en oplysende julegave. Den kan bestilles her: Kolbeins bøger – Dahl-Madsen

Her er et ChatGPT resume af blogindlægget:

Roger Pielke Jr. belyser en afgørende problematik omkring IPCC’s rolle i sin artikel. Organisationen er under pres for at opretholde sin neutrale, vurderende funktion, mens den samtidig fristes til at glide over i klimaaktivisme – en balancegang, der potentielt kan underminere dens troværdighed.

Ved et møde i Kuala Lumpur samledes over 230 eksperter for at planlægge den syvende vurderingsrapport (AR7). Pielke understreger, at IPCC’s styrke ligger i dens mandat: at levere objektive og transparente vurderinger af videnskabelige fakta om klimaændringer, deres konsekvenser og mulige løsninger. Men denne styrke trues, hvis organisationen begynder at agere som en aktør frem for en vurderende instans.

Artiklen fremhæver, hvordan IPCC’s formand, Jim Skea, ved COP-29 i Baku kom med udtalelser, der kunne tolkes som aktivistiske. Han fremhævede for eksempel vind- og solenergi som afgørende løsninger, hvilket Pielke kritiserer for at gå ud over IPCC’s mandat. Organisationens opgave er ikke at fremme specifikke teknologier eller politikker, men at give beslutningstagere et bredt overblik over mulighederne, herunder atomkraft og andre energiteknologier.

IPCC’s pressemeddelelser har ifølge Pielke ligeledes vist tegn på at drive i en mere aktivistisk retning, hvilket truer med at forvandle organisationen til en politisk aktør. Han påpeger, at sådan en udvikling risikerer at mindske tilliden fra både beslutningstagere og offentligheden.

For at genoprette balancen opfordrer Pielke IPCC til at genfokusere på sit oprindelige mandat. Organisationen skal være en „neutral opmand”, der præsenterer en mangfoldighed af synspunkter og sikrer en bred repræsentation af viden. Kun ved at holde fast i sin neutrale og videnskabelige rolle kan IPCC fortsat spille en central rolle i klimadebatten. Pielke afslutter med at advare mod fristelsen til at lade organisationen blive kapret af politiske eller aktivistiske interesser, da dette kan underminere dens væsentligste styrke: troværdighed og videnskabelig integritet.