Afgrunden til realiteterne

FN’s Miljøprogram, UNEP, har barslet med den årlige rapport, UNEP Emission Gap Report, om udsigterne til, at vi kan leve op til Paris-målene, hvor den globale opvarmning skal holdes under 2 grader celsius eller endnu bedre 1,5 grader. Rapporten er tydeligvis et oplæg til det netop påbegyndte COP29-møde.

Nu er det jo en illusion, at vi kan styre klimaet og temperaturen på nogen måde, så derfor har man omsat målet til et kulstof-”budget”, der angiver, hvor meget mere CO₂ vi kan udlede, før temperaturgrænserne overskrides. Det drejer sig ifølge rapporten om 900 gigatons ved 2 graders-målet og kun 200 gigatons, hvis vi skal begrænse os til de 1,5 grader, de 200 Gt svarer til 3-4 års udledninger på nuværende niveau. Overholdelsen af den slags budgetter synes relativt urealistisk, men rapporten går til sagen med krum hals.

Værket er på 100 sider, og her følger lidt spredte højdepunkter. Indledningen er dramatisk:

Klima-klemmen er her. I takt med de mere intensive globale naturbrande, hedebølger, storme og tørker er landene ved at forberede nye nationalt definerede bidrag (NDB), som de skal fremlægge tidligt næste år, før COP30-mødet i Brasilien. Landene må sætte fart på nu, de må vise massivt stigende ambitioner i de nye hensigtserklæringer og derefter i hast leve op til løfterne i form af politik og gennemførte tiltag. Hvis de ikke gør det, vil Paris-aftalen om at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 grader være død inden for få år, og 2-graders målet vil være indlagt på intensivafdelingen.

Og lige nu ser det ikke så godt ud. De globale udledninger nåede i 2023 57,1 gigatons CO₂-ækvivalenter (CO₂e), dvs. kombinationen af CO₂, metan, lattergas m.fl. og ændringerne i landbrug, skovbrug osv., se fig. 1.

Fra nu af skal der årligt høvles 7,5% af udledningerne frem til 2035, hvis vi skal nå de 1,5 grader, se fig. 2. De tilsagn (NDB-er), der er på bordet p.t., er overhovedet ikke i nærheden af dette niveau, får vi at vide, så vi styrer mod en opvarmning på 2,6 grader celsius i dette århundrede.

Men det positive budskab (for UNEP i hvert fald) er, at rapporten dokumenterer, at det stadig er teknisk muligt at holde sig på sporet mod de 1,5 grader. Det skal primært ske ved en kraftig forøgelse af kapaciteten af solceller og vindmøller, den vil kunne levere 27% af reduktionen i udledninger i 2030 og 38% i 2035. Myten om de to kilders stadigt forbedrede effektivitet og faldende omkostninger bliver naturligvis trukket op af hatten endnu en gang. Ikke et ord om de stærkt stigende priser på f.eks. havvind.

Nu er det imidlertid således, at vi ikke bare skal kigge på tekniske løsninger:

At fokusere alene på, om det er muligt, gør at vi overser en afgørende pointe: Overgangen til en ”netto-nul”-økonomi skal gennemføres, og jo før det globale omskift begynder, desto bedre. Hver brøkdel af en grad, vi undgår, tæller i form af sparede menneskeliv, økonomier beskyttet, skader undgået, biodiversitet bevaret osv.

Historien om klimaforandringerne og ekstremvejret er her ædt med hud og hår.

Rapporten går nu i detaljer med alle de steder, hvor vi i løbet af de næste 6 år skal gennemføre drastiske ændringer, det gælder inden for energiforsyningen, transport, industrien, bygninger, landbruget osv. Et lille eksempel fra transportområdet er vist i tabel 1, hvor der f.eks. globalt skal udbygges med ”højkvalitets”-cykelstier, fra 4,4 meter pr. 1000 indbyggere til 2 kilometer allerede i 2030. Salget af elbiler skal stige fra 12-16% til 66-95% fra nu af til 2030 (og 98-100% i 2035), og deres andel af alle biler på vejene skal stige fra de nuværende 2,2% til 20-40% i 2030.

Læserne af siden her ved, at undertegnede har en levende interesse i den fremtidige elforsyning. Hvad siger rapporten om et system baseret på variabel strøm fra sol og vind?

Det påpeges, at i 2022 stod de fossile brændstoffer for 61 af elektriciteten i Verden, et fald på 4% i forhold til for fem år siden. Men brugen af gas i elforsyningen er stadigvæk voksende, Alt i alt voksede udledningerne fra elproduktionen med 1,6% i 2023 og derfor går udviklingen stadigvæk i den gale retning. Men man håber, at udviklingen snart vil vende, således at vi når toppen af udledninger fra elforsyningen inden for få år. For at få gennemført den grønne omstilling inden for elproduktionen nævner rapporten følgende:

[Vi skal gennemføre] en overgang fra de fossile brændstoffer i elforsyningen; vi skal opskalere nul-emissions elproduktion, modernisere elnettene ved at udbygge energilagringen og styre efterspørgslen efter strøm, og sikre adgang til elektricitet og en retfærdig og ligestillet overgang for alle.

Det er de sædvanlige cirkusheste, der trækkes af stalden her, flere solceller og vindmøller, mange flere kabler til fremme af geografisk samarbejde, lagring af strømmen (batterier) og så de ny tilkommende fraser om retfærdighed og lighed – det er jo blevet helt uomgængeligt hvis man ønsker at være passende ”woke”.

Ingen af disse ting vil naturligvis sikre en fornuftig elforsyning, sol og vind er alt for varierende, det geografiske samarbejde har sine (store) begrænsninger og det tager erfaringsmæssigt mange år at få etableret de nye højspændingsforbindelser. Batterier er alt for dyre til at kunne indsættes i en skala, der batter noget. Hertil kommer ”styringen” af forbruget, der vil indebære drastiske og ubehagelige tiltag over for befolkningen, når vi løber ind i længere perioder uden sol og vind, de såkaldte Dunkelflauten. Og her skal det hele ovenikøbet være på plads allerede om fem år….

Rapporten erkender da også, at fremskridtene er langt mindre, end hvad 1,5-graders målet vil kræve. Det nævnes, at det er anslået, at hastigheden på overgangen fra kul og gas som energikilder skal hhv. syv- og tidobles, allerede i dette årti. Men der er håb:

Erfaringer fra individuelle lande viser at hurtig overgang er mulig. Danmark, Litauen og Uruguay, f.eks., har set en hurtigere stigning i sol og vinds andel af elforsyningen, end hvad der globalt skal til for at møde 1,5 graders målet i 2030.

Her overser man behændigt, at Danmark ville være i en helt håbløs situation med alle vores solceller og vindmøller, hvis det ikke var for den omfattende støtte fra norsk vandkraft og svensk vand- og kernekraft. Danmark er i den henseende ikke noget, der kan bruges som argument for, at en hurtig overgang til sol og vind i elforsyningen er mulig.

Vi skal også have fat i industriens forbrug, og her peges der på, at forbruget generelt skal sættes ned, der skal være mere genbrug af materialer, man skal gå over til lav-CO₂-cement (hvad det så måtte være), industrien skal omlægge sin opvarmning til elektricitet, og der skal indføres ny teknologi, bl.a. baseret på ”grøn” brint. Og endeligt skal der indfanges og lagres CO₂.

Men der er problemer:

For andre brancher, som f.eks. CO₂-intensiteten af den globale cement- og stålproduktion, bliver udviklingen værre og værre hvert år, og her skal kursen lægges helt om.

Og hvad kommer det hele så til at koste? Det er vist på fig. 3, hvor vi ser, hvordan der iflg. UNEP skal bruges ca. 9 billioner (tusind milliarder) US$ årligt fra 2035, det svarer til knap 10% af hele Verdens bruttonationalprodukt. I 2021-22 blev der ”kun” formøblet godt 1 billion årligt, og ser man f.eks. på udviklingen i brugen af fossile brændstoffer, så har de penge ikke bidraget til nogen som helst reduktion. 

Man kan undre sig over, at UNEP ikke simpelthen kaster håndklædet i ringen og erkender, at løbet med Paris-målene er kørt. Hvem er det, der skal tro, at man inden for 5-6 år kan omlægge elforsyningen, løse problemerne med det geografiske samarbejde (og trække alle højspændingskablerne), skaffe billige batterier, anlægge 16 millioner km cykelstier og trække ændrede adfærdsmønstre ned over hele Klodens befolkning?

Det kommer jo ikke til at ske, men er UNEP efterhånden syltet så meget ind i klimasagen, at man ikke mere kan skelne mellem realiteterne og drømmerierne?