Der var engang i den lille landsby Mols, hvor molboerne besluttede at tage et kæmpe skridt ind i fremtiden. “Vi er trætte af disse gammeldags olielamper!” erklærede de og skævede til de pålidelige lyskilder, der havde tjent dem i generationer. “Vi vil have vindlygter og solfakler! Det er det mest moderne!”
Så de samlede alle deres sparepenge og investerede i de nyeste vind- og solbaserede lys, som de stolt installerede overalt i landsbyen. De stod med armene over kors og beundrede deres fremskridt. “Se, hvor avancerede vi er blevet!”
Men da natten faldt på, og vinden besluttede at tage en pause, blev landsbyen indhyllet i et mørke dybere end en muldvarps hule. “Dette er fantastisk!” udbrød en molbo, mens han famlede efter sin dør. “Tænk på al den energi, vi sparer!”
“Og hvor bæredygtige vi er!” tilføjede en anden, mens han snublede over en høne, der var lige så desorienteret som ham selv. “Ingen olie betyder ingen forurening!”
En ung molbo foreslog forsigtigt: “Måske kunne vi beholde nogle af de gamle olielamper til nødstilfælde?”
“Blasfemi!” råbte de andre i kor. “Vi kan ikke gå tilbage til fortiden! Vi er moderne mennesker nu!”
Så når solen gemte sig bag skyerne, og vinden ikke gad blæse, fejrede molboerne deres teknologiske triumf ved at sidde i bælgravende mørke. De bumpede ind i hinanden og faldt over deres egne fødder, men intet kunne dæmpe deres stolthed. “Dette er prisen for fremskridtet!” sagde de med blå mærker og buler.
Og sådan fortsatte de, stolte over deres blinkende vindlygter og uforudsigelige solfakler, overbeviste om, at de levede i fremtidens lys—selvom de knap nok kunne se en hånd for sig. Hvis ikke det er moderne, ja, så ved de ikke, hvad der er!
Danish
16 Stunden Nacht bei Temperaturen um den Nullpunkt lässt es sich nicht wirklich gut draußen sitzen und etwas genießen.
Og så lidt fra virkelighedens verden.
I 1996 var jeg på en opgave i Nicaragua i en sydlig provinsby “Rivas”. På det tidspunkt var der ikke så mange biler når vi kom væk fra hovedstaden Managua. Ej heller gadebelysning på sidevejene. Jeg husker lokalbefolkningen som søde og venlige mennesker og om aftenen sad de udenfor og hyggede sig med hinanden. Når der ikke var måne var det bælgmørkt. Jeg husker en aften jeg stod udenfor mit hus og lyttede til alle stemmerne. Det var totalt mørkt og jeg kunne ikke se nogen mennesker, men det virkede meget harmonisk og rart at høre naboerne hygge sig i mørket.
Men behøver vi, at opføre en masse vindmølle- og solcelleparker for at få mulighed for at sidde udenfor og nyde en mørk nat?