Det er en udbredt falsk forestilling, at fortidens ”ædle vilde” levede i harmoni med naturen. Det var overhovedet ikke tilfældet. Deres eneste interesse var at overleve og opfyldele basale behov. Og derfor jagtede de løs og samlede alt, hvad de kunne få fat i rundt omkring sig. I denne glimrende artikel fra Videnskab.dk forklares, hvordan fortidens stenaldermennesker udryddede de store dyrearter.
ChatGPT4o resume af artiklen
Stenaldermennesker stod bag udryddelsen af store dyrearter, også kendt som megafaunaen. I årtusinder levede dyr som glyptodonten, kæmpedovendyret, mammutten og mastodonten side om side med stenaldermennesker, men de blev jaget for kød, fedt og pels, hvilket i sidste ende førte til deres udryddelse. Klimaforandringer spillede en mindre rolle, mens menneskelig aktivitet havde stor indflydelse.
Forskerne Jens-Christian Svenning, Miki Ben-Dor og Ran Barkai konkluderer, at næsten tre fjerdedele af Jordens overflade var præget af menneskelig aktivitet allerede for 12.000 år siden. Mennesker brændte områder af, jagede intensivt, og de begyndte langsomt at dyrke jorden og holde husdyr. Især megafaunaen, store dyr som vejede over 500 kilo, blev særligt påvirket.
Miki Ben-Dor og Ran Barkai argumenterer for, at de store dyrs udryddelse ikke kunne tilskrives klimaet alene, da megafaunaen havde overlevet adskillige istider gennem millioner af år. Derimod var det menneskets effektive jagtteknikker, som inkluderede brugen af jagthunde, der gjorde forskellen. Når stenaldermennesker jagede, gik de efter de største og mest fedtholdige dyr, hvilket førte til en alvorlig reduktion i reproducerende individer. Denne fokuserede jagt på store dyr gjorde det svært for megafaunaen at overleve.
Desuden peger artiklen på, at moderne menneskers forfædre havde rigelig adgang til mad i stenalderen, og det var først, da de store dyr blev udryddet, at de måtte finde alternative fødekilder, såsom mindre dyr og senere landbrug. Forskere som Petter Bøckman påpeger, at de store dyrs udryddelse primært skete, da mennesker begyndte at sprede sig til nye områder, hvor megafaunaen aldrig havde mødt dem før. Økosystemer, der havde overlevet neandertalere og tidligere istider, kunne ikke overleve mødet med moderne mennesker, som havde en langt større indflydelse på naturen.
Samtidig problematiserer artiklen myten om, at stenalderfolk og urbefolkninger levede i harmoni med naturen. I virkeligheden forårsagede menneskelig aktivitet økologiske katastrofer længe før moderne industrialisering. Mens klimaforandringer tidligere har haft betydning for dyrelivet, har de aldrig medført en så omfattende udryddelse af store dyr som menneskets indgriben.
Er vi sikre på årsagen til megafaunaens udryddelse?
Der er stadig nogen diskussion om emnet, men i dette opslag på FB slår Rasmus Ejrnæs søm i.
Og forklarer også i en kommentar, hvorfor det er vigtigt at vide:
Flere spørger i tråden, hvorfor det er vigtigt at kende årsagen til de store dyrs uddøen.
Svaret er krystalklart:
Biodiversitetskrisen handler ikke om, at der sker forandringer, for det har der gjort siden livet opstod på planeten, og det vil der gøre i al fremtid. Biodiversitetskrisen handler om, at menneskearten i kraft af vores dominans og udnyttelse af naturresurserne har fortrængt andre arter.
Løsningen af biodiversitetskrisen handler om at dele pladsen ved at reservere områder af Jorden, hvor de andre arter får førsteret og mulighed for at udfolde sig frit. For at kunne gøre dette, må vi nødvendigvis vide, hvad det vil sige IKKE at være domineret af mennesker.
Og nu ved vi altså, at det bl.a. vil sige, at der er en naturlig tæthed af store og meget store planteædere i økosystemerne. Den nuværende tilstand er stærkt unaturlig, fordi den er forårsaget af mennesker.
Og hvis man har beskæftiget sig lidt med økologiske processer i naturlige økosystemer, ved man også at de store planteæders græsning og tramp, spredning af frø, lort og ådsler er helt uundværlige, hvis biodiversiteten skal have en chance.
Der er nogle i tråden, som indvender, at Rahbek og Willerslev ikke er enige i at de store dyrs uddøen skyldes mennesket, men så vidt jeg kan læse af deres forskning, er det eneste, de egentlig viser, at der er tilfælde, hvor dyrene forsvinder i perioder med et for dem ugunstigt klima. Men det er sådan set sagen uvedkommende, hvis dyrene havde overlevet de klimatiske flaskehalse uden mennesker. Noget tilsvarende gælder for vores dagsommerfugle, som også forsvinder, når der kommer en række tørre eller kolde år, og alligevel er det ikke ugunstige vejrforhold eller klimaforandringer, som forklarer dagsommerfuglenes forsvinden i Danmark, men manglen på plads og levesteder. Det virker som om mine forskerkolleger på KU fisker i rørte vande og i den forbindelse er kommet ud på virkelig dybt vand.
Det er ikke alt der står til diskussion
Rasmus Ejrnæs’ kontante udsagn giver mig anledning til disse refleksioner.
Videnskaben er sjældent helt sikker, og det er netop det, der gør den stærk: Dens evne til konstant at revurdere og teste eksisterende teorier. Men der kommer et punkt, hvor det ikke længere giver mening at sætte spørgsmålstegn ved en bredt accepteret konklusion – simpelthen fordi det selv efter mange års hårdt arbejde ikke har været muligt at modbevise den, og fortsatte diskussioner derfor ikke bidrager med ny indsigt.
Det gælder for eksempel diskussionen om megafaunaens uddøen. Hvor konklusionen må være, at hvis vi skal have store uberørte naturarealer i DK, må disse nødvendigvis indeholde planteædende megafauna, gerne med tilhørende store rovdyr.
Det samme gælder for klimaforandringer. Videnskaben er tydelig: Den globale opvarmning skyldes i det mindste delvis menneskenes udledning af CO₂. Det er frugtesløst at spilde tid på at diskutere dette. Vi ved nok til at træffe informerede beslutninger – om både at handle og at lade være med at handle, hvis handlingen gør mere skade end gavn, som det er tilfældet med dyre og ustabile energikilder som vind og sol. Eller endnu værre, at vi brænder skov af og bruger plads på at dyrke energiafgrøder for at ”gavne naturen og biodiversitet”.
På samme måde er det stensikkert, at kvælstofudledning fra landbrug er en vigtig presfaktor for det marine miljø. Vi har haft årtier af forskning, som bekræfter dette, og endnu en debat om årsagen vil ikke ændre på situationen. I stedet skal vi fokusere på, hvordan vi bedst håndterer problemet, uden at gøre det værre ved at mobbe landbruget ud af Danmark.
Mit synspunkt er klart: Vi må erkende, hvornår vi ved nok til at træffe de rette beslutninger, og hvornår fortsatte diskussioner blot bliver et dække for at undgå de nødvendige valg. Lad os komme videre og bruge vores viden til at skabe positive forandringer.
Moderniteten har reddet natur og biodiversitet
Heldigvis har vi mennesker udviklet os betydeligt siden vores tid som primitive jægere og samlere. En af de vigtigste grunde til, at naturen ikke er blevet fuldstændig ødelagt, er, at vi udviklede landbruget. Denne udvikling gjorde os mindre afhængige af at jage for at få det kød, vi ønskede at spise. På landjorden sikrede landbruget en mere stabil fødevareforsyning, men på havet er en stor del af vores fisk stadigvæk fanget gennem fiskeri, hvilket vi heldigvis er på vej væk fra med udviklingen af akvakultur.
Med tiden har vi forbedret landbrugsteknologien år for år, hvilket har ført til en øget effektivitet i udnyttelsen af jorden. Vi har nået Peak-Farmland og skal bruge stadig mindre plads til at brødføde Jordens folk. Det gør det muligt at udpege dele af tidligere landbrugsjord til naturbeskyttelse og genetablering af naturlige økosystemer.
En anden vigtig faktor i vores udvikling har været udnyttelsen af fossile brændstoffer som kul, olie og gas, som blev aflejret i tidligere geologiske perioder. Fossil energi har givet os en stabil, sikker og billig energiforsyning, hvilket har været afgørende for menneskets fremgang. Uden denne energikilde ville der næppe være tilbageværende skove på Jorden, da træ tidligere var vores primære energikilde, og heller ingen hvaler, da hvalfangst var nødvendig for at skaffe olie. Først da vi lærte at udnytte mineralsk olie, kunne vi skåne hvalerne.
I dag har vi opnået et så stort overskud af ressourcer og tid, at vi kan bekymre os om andre ting end bare vores overlevelse. Dette overskud giver os mulighed for at værne om naturen og sikre store områder med vild natur, inklusive den truede megafauna, der er vigtig for balancen i økosystemerne.
