Biobrændstof går ikke så godt

I alle de store planer for at nå det forjættede ”netto-nul” i CO₂-udledninger spiller plantebaseret brændstof en betydelig rolle. Der er en erkendelse af, at lastbiler, skibe og især fly aldrig bliver elektriske i noget betydningsfuldt omfang, de skal stadigvæk drives af flydende brændstoffer, benzin, diesel osv.

Planter består langt hen ad vejen af kemiske forbindelser, der er beslægtede med brændstof, og på moderne fabrikker kan man relativt let omdanne planterne til f.eks. benzin. Hvis man i et ”netto-nul”-samfund vil fremstille sine brændstoffer ud fra brint produceret ved hjælp af elektrolyse, skal man stadigvæk bruge kulstof – og det kan man få fra planterne eller via den meget dyre proces med opsamling af CO₂ direkte fra atmosfæren. Vi står så med det såkaldte Power to X-brændstof, men i praksis ser det ud til at være en meget dyr metode og noget meget kostbart brændstof, der kommer ud af det – det er slet ikke konkurrencedygtigt med benzin, diesel, bunkerolie eller flybrændstof, som vi bruger det i dag.

Biobrændstof har længe set ud til at være et bedre og billigere alternativ. Det kan fremstilles af madaffald, f.eks. brugt fritureolie, eller også ud fra dedikerede afgrøder som majs, raps eller sukkerrør. En række virksomheder har fået enorme summer i statsstøtte til at etablere sig og produktionen rundt omkring var så småt ved at komme i gang. Men en foreløbig status viser, at det går meget dårligt i praksis. Herom skriver Wall Street Journal:

Et selskab, der var støttet af United Airlines, og som havde fået skaffet flere hundrede millioner dollars til fremstilling af jetbrændstof ud fra madaffald, er tilsyneladende lukket ned. Et andet selskab støttet af Airbus, JetBlue og GE Aerospace og som arbejdede med at bruge brint til at drive fly, gik fallit. Chevron, BP og Shell er samtidigt i gang med at reducere omfanget af projekter til fremstilling af biobrændstof ud fra stegefedt, olie, smøremidler og plantemateriale.

Aktiekurserne i flere af de nye selskaber er faldet med 80-90%, siden de glade dage for to år siden, hvor USA fik vedtaget klimalovene. Stigende omkostninger har givet forsinkelser i projekterne og gjort det sværere for selskaberne at skaffe mere kapital.

Kunderne til alle de nye brændstoffer er nødt til at kigge efter andre løsninger. Mærsk har således omtalt planer om bestilling af 60 nye skibe, der skal sejle på flydende naturgas eller bunkerolie. Air New Zealand har officielt droppet sit klimamål for 2030 – fordi der simpelt hen ikke er noget CO₂-”neutralt” brændstof at købe.

Problemet er selvfølgeligt også prisen, hvor en nystartet virksomhed, der producerer flybrændstof ud fra ætanol må erkende, at deres produkt koster det dobbelte af markedsprisen.

Og så er der energiforbruget ved fremstillingen af biobrændstofferne. Der skal bruges meget strøm, og investeringerne i forbindelse med f.eks. opgradering af elnettet, højere renter og generelle prisstigninger har drevet elpriserne op, og det smitter af på biobrændstof-selskabernes økonomi.

Store brintfabrik-projekter er også udskudt på ubestemt tid, det nævnes, at en af årsagerne er usikkerheden om de skattefradrag, virksomhederne vil kunne få. Igen rækkes poterne ud efter statsstøtte.

Charles Rotter fra WUWT gør opmærksom på nogle yderligere problemer med biobrændstofferne. Fremstillingen indebærer et stort energiforbrug, der i dag primært kommer fra olie eller gas, til drift af maskiner osv. Hvis biobrændstoffet skal fremstilles ud fra dedikerede afgrøder på markerne, er der et stort energiforbrug i landbruget, bl.a. til gødning og i den efterfølgende industrielle proces. Det har vi tidligere set faktisk er på kanten af at give nogen CO₂-reduktioner overhovedet.

Rotter konkluderer, at hele branchen er dybt afhængig af statsstøtte på den ene eller den anden måde. Det er jo også hvad vi har set gennem alle årene med den hjemlige produktion af biogas.

Rotter skriver:

Resultatet har været, at biobrændstof-industrien har efterladt sig et spor af fallitter, nedbrydning af miljøet og uopfyldte løfter. Det er en stærk påmindelse om, at jagten på grønne energiløsninger skal være baseret på virkeligheden og ikke ønsketænkning.

Da Klimarådet for nyligt udsendte sine planer for 2050 med 100 eller 110% reduktion i CO₂-udledningerne, var et meget væsentligt element netop biobrændstoffer. Klimarådet havde taget sig den frihed at undlade at regne på økonomien i alle visionerne, og det er nok meget godt – for Klimarådet. Økonomien i det eventyr bliver helt sikkert lige så dårlig, eller endnu værre end de erfaringer, man har gjort sig indtil nu. Vi bør derfor nok gennemføre nøgterne økonomiske vurderinger før, vi hopper på Klimarådets store planer.