Kystsikring i København

København er en lavtliggende by ved kysten og er derfor naturligt truet af oversvømmelser. Det vil især forekomme ved stormfloder, hvor kraftig østen- eller søndenvind vil presse vand op i Øresund og få niveauet til at stige med op til flere meter. Det har man vidst i årtusinder, og i 1872 var der en særligt bemærkelsesværdig stormflod, der forårsagede store oversvømmelser i Køge og længere nordpå.

Specielt på Amager findes der allerede i dag diger mod højvande og stormfloder, men spørgsmålet, der nu presser sig på, er naturligvis, om de er tilstrækkelige i vore dage, hvor vi jo hjemsøges af klimaforandringer, heriblandt stigende havniveau.

Frygten lurer, og i anledning af udsendelse af endnu en rapport fra Sund og Bælt om emnet, har det ikke skortet på sensationelle overskrifter i medierne. Således DR.dk:

10 meter høje mure og porte skal måske beskytte hovedstaden mod stormflod
I dag er der nok mange københavnere, der er glade for ikke at skulle bevæge sig langt for at se hav. Kun en 7 kilometers cykeltur er der mellem Rådhuspladsen og Amager Strandpark, hvor mange bader og går ture. Men ifølge rapporten er den populære strand et af de steder, der skal sikres mod stormflod i fremtiden. For rapporten peger på, at der ved Amager Strandpark er brug for mure eller diger på op til 7,4 meters højde.

Det hele handler om en større undersøgelse, administreret af Sund og Bælt, med henblik på en vurdering af det fremtidige behov for stormflods-sikring i København, Tårnby, Dragør og Hvidovre Kommuner. Den første store delrapport udkom i februar 2024, den handlede om de forventede havstigninger og dermed maksimale vandniveauer, der skal tages højde for, hvis man vil undgå oversvømmelser. For nogle dage siden udkom så som nævnt anden del, med konkrete bud på løsninger, inkl. de budgetterede anlægsudgifter.

Selvfølgeligt hægtes sagen primært op på klimahistorien. Her fra DMI, der er medforfatter til den første rapport:

”Klimaforandringer og stigende havniveau vil gøre fremtidens stormfloder markant større. Mens den værst tænkelige stormflod i dag kræver et sammenfald af flere ekstreme og uheldige vejrforhold, vil fremtidens klima give øget risiko for oversvømmelser i København. Der er betydelig usikkerhed om havniveaustigningerne på lang sigt, men jo mere verden reducerer udledningen af drivhusgasser, jo lavere risiko vil der være,” siger Adrian Lema, chef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.

Her fik vi lige trosbekendelsen om drivhusgasserne med i købet.

Grundlaget for hele arbejdet er fornuftigt nok. Man tager udgangspunkt i den store stormflod i 1872 og prøver at simulere, hvordan en tilsvarende ville ramme Københavnsområdet i dag. Det ser ikke så godt ud, og der bør helt sikkert gøres noget.

Men så kommer klimaforandringerne ind i billedet, de forventes jo at medføre en havstigning, der skal lægges til stormens maksimale niveau.

Her har IPCC jo sine velkendte scenarier, hvoraf det værste hedder SSP5-8.5 og det næstværste SSP3-7.0. Fig. 1 viser de forventede globale havstigninger frem til år 2150 ved de forskellige scenarier.

Rapporten svælger meget i de slemme scenarier, og man mærker en voldsom ulyst ved at afskrive dem. Bl.a. nævnes det, at IPCC opererer med ”lav-risiko, stor skade” scenarier, hvor ideen er, at man bør tage hensyn til de værst tænkelige muligheder, uanset hvor usandsynlige, de måtte være.

IPCC sætter dermed for første gang konkrete tal på den havniveaustigning, der potentielt kan komme fra processer, som ikke er inkluderet i modelfremskrivningerne, fx kollaps af ishylder omkring Antarktis. Selvom den internationale klimaforskning har konstateret potentielle risici for processer, der leder til omfattende og accelererende tab af is fra de store iskapper på Grønland og særligt Antarktis, er den videnskabelige forståelse af disse processer fortsat begrænset. Det er derfor ikke muligt at beskrive dem eksplicit i nutidens klimamodeller. IPCC har brugt et såkaldt ”expert judgement” til at estimere størrelsen af de mulige bidrag til stigninger i havniveauet fra disse processer og tager dermed højde for dem som et yderligere usikkerhedselement i tillæg til fremskrivningerne fra klimamodellerne.

”Expert judgement” er tidligere af en vittig hund karakteriseret som rent gætværk. Men i rapporten her er man klar til at forsvare selv SS5-8.5:

Et andet studie (Hausfather & Peters, 2020) viser, at selv med en meget uambitiøs politik for at mindske emissionen af drivhusgasser på globalt plan, repræsenterer RCP8.5 et urealistisk højt emissionsniveau af drivhusgasser, hvorimod dette scenarie i meget litteratur op til fx IPCC’s sjette hovedrapport (2021) blev beskrevet som et øvre maksimum ved en tilgang uden mitigering af emissioner. … Det skal dog understreges, at meget høje udledningsscenarier som RCP8.5 og det tilsvarende SSP5-8.5 er designet af tværfaglige eksperter som realistiske fremtidsudviklinger, og der findes rigelige mængder af fossile brændsler til principielt at kunne nå disse høje udledningsniveauer.

Det er jo så ikke helt korrekt. SSP5-8.5 eller forgængeren RCP8.5 blev ikke skabt som et realistisk scenarie, men derimod blot for at få et ekstremt yderpunkt i rækken. Rapporten vælger så trods alt også at gå videre med SSP3-7.0. Fig. 2 viser hvorledes københavnsområdet er delt op i 3 zoner, der kan forvente lidt forskellige maksimale vandniveauer:

I tabel 1 er samlet de forventede maksimale havniveauer i hhv. 1990, 2023, 2075 og 2125. Her kan man se, at vandet skulle være steget med ca. 10 cm siden 1990, det vil stige med 0,5 meter frem til 2075 og med 1,1 meter frem til 2125.

I rapporten kan man læse, at havstigningerne i Danmark har været 2 mm/år de seneste 100 år, man kommer slet ikke ind på, at havstigningerne ved København faktisk har været lavere, ca. 0,6 mm/år pga. landhævningen.

De fremtidige stigninger er selvfølgeligt resultaterne af modelberegninger, og allerede her begynder det at gå lidt galt:

[Målte] vandstande i 2023 indeholder således allerede et bidrag for de relative havniveaustigninger på omtrent 6 cm, der er indtruffet siden 1990/1995. Tilsvarende vil en stormflod (defineret i forhold til middelhavniveau) være 6 cm højere, end hvis den var indtruffet i 1990. Her ligger en fremskrivning af vandstanden ifølge SSP3-7.0 … til 2023 på 12,4 cm, der anvendes i det følgende, således lidt over den aktuelle havstigning.

Så målingerne viser kun det halve af, hvad modellerne har regnet sig frem til, så vi vedtager at bruge modellerne…

En stormflod er jo ikke kun et resultat af havniveauet, men også den forventede styrke af den vind, der i praksis stuver vandet op mod kysten. Her vil klimaforandringerne ifølge modellerne dog ikke give den store ændring:

Kravene til kystsikring kan derudover blive påvirket af fremtidige klimaforandringer gennem ændrede vindmønstre og særligt ekstremvinde. Der er dog ikke robust videnskabelig evidens for hyppigere eller kraftigere storme omkring Danmark, særligt fordi usikkerheden blandt det omfattende ensemble af klimamodeller er stor. Der er samlet set en svagt stigende tendens i ekstremvindene over Østersøen, der dog ikke er tilnærmelsesvis statistisk signifikant. Derfor forventes ekstremvindene at være omtrent som i dag, hvor det dog samtidig skal nævnes, at der findes enkelte modeller som enten forudsiger mindre stigninger eller mindre fald i ekstremvindene fremover.

Givet manglen på en robust tendens i fremtidens vindændringer, er vurderingen af fremtidens stormfloder et samlet resultat af den gennemsnitlige havniveaustigning (fratrukket landhævning) og de ekstreme stormflodshøjder.

Man mærker næsten mellem linjerne, hvordan forfatterne gerne ville have haft noget mere vind, men det er der ikke videnskabeligt belæg for. Vi er derfor tilbage ved havstigningen og for Københavns vedkommende har den været beskeden, som nævnt. Fig. 3 viser havniveauet år for år i København fra 1890 til 2017. Det ligner en gennemsnitlig stigning på ca. 7,5 cm på de 127 år, hvilket svarer til førnævnte 0,6 mm/år. Der er ikke nogen tydelige tegn på en acceleration, og det er måske lidt vanskeligt at forestille sig, hvordan havniveauet pludseligt – i løbet af få år – skulle kunne komme op på at stige med 10 mm/år, som forudset i tabel 1.

Den nys udkomne rapport handler som sagt om løsninger på selve projektet, og her når man frem til anslåede omkostninger på godt 13 mia. kr. for ca. 60 km sikring, se tabel 2. Det er udgifter, der skal afholdes over en årrække og er vel ikke noget afskrækkende beløb, når man sammenligner med, hvad vi ellers øser ud på grøn omstilling og f.eks. CO₂-fangst.

Det er jo værd at bemærke, at klimaforandringerne reelt kun giver et mindre bidrag til det forventede havniveau ved en stormflod, og det er endda baseret på overdrevne model-resultater. I forvejen står København i praksis med det problem, at en ny udgave af 1872-stormen formentligt ville resultere i omfattende oversvømmelser og skader på byen – selv med det nuværende havniveau. Derfor vil den sikring, der anbefales i rapporterne her, mere være udtryk for rettidig omhu, end den har noget med klimasagen at gøre. Selv hvis vi gennemførte ”netto-nul” i morgen, ville der stadigvæk være behov for de samme forholdsregler.

Så kommunerne kan glemme alt om klimaforandringerne og i stedet bare klø på med den fornuftige stormflodssikring.