Forskning i kulde

Klimaforskningen bevæger sig efterhånden ofte på et uhyggeligt lavt videnskabeligt niveau. Her er et godt eksempel i form af en artikel, offentliggjort i Nature Climate and Atmospheric Science, som aldrig skulle have klaret turen forbi fagfællebedømmelsen. Budskabet er det rigtige, Jorden trues af klimaforandringer, men fremgangsmåden og resultaterne er langt under lavmålet.

Forfatterne her tager fat i det paradoks, at vi samtidigt med en generel opvarmning af Arktis, hvert år oplever perioder rundt omkring med ekstrem kulde i større områder på den nordlige halvkugle. Den globale opvarmning kunne netop forventes at mindske antallet af disse kuldeperioder og forkorte dem. Men det modsatte har været tilfældet siden 1920.

Artiklen definerer et begreb: Warm Arctic-Cold Continent (WACC)-begivenheder (“Varm Arktis – Koldt Kontinent”), der er sammenfald mellem høje temperaturer i Arktis og så én af de kuldeperioder over et større eller mindre område længere sydpå. Et eksempel er vel den ekstreme kuldebølge, der ramte Texas for nogle år siden og kvalte statens vakkelvorne elforsyning.

For at tackle opgaven griber forskerne naturligvis til computermodeller, og de ønsker at se, hvordan udviklingen for WACC vil blive i de kommende årtier, frem til år 2100. For at sætte skub på den globale opvarmning vælger de RCP8.5-scenariet for menneskehedens fremtidige udledninger. Det er jo ikke så troværdigt, men giver i mange tilfælde nogle rigtigt alarmerende resultater – og det har jo stor betydning i den branche.

Fig. 1 viser resultatet af modelkørslerne globalt. Man ser, hvordan antallet af dage med WACC-begivenheder har været støt stigende fra 1920 og frem mod 2020. Men så – lige så snart vi bevæger os ind i computermodellens verden – begynder antallet at falde brat, og allerede i 2050 vil det være slut med WACC’er. Ikke flere tilfælde af hård vinter rundt omkring den nordlige halvkugle!

Ved nærmere analyser mener forskerne at kunne bestemme starten på faldet til omkring 2010, som vist med den grønne linje på fig. 1. De faktiske målinger viser noget andet frem til 2020, men her får computeren det afgørende ord.

Forskerne skriver:

De forbløffende resultater af denne forskning har kastet lys på en vigtig udvikling i WACC-fænomenet: En betydelig stigning fra 1990-erne til nu, hvilket er i overensstemmelse med en masse nylig forskning, men historien tager en dramatisk drejning, da forudsigelserne viser, at et brat fald i WACC-mønstret kan forventes omkring 2030-erne.

Forskerne forsøgte sig også med et mildere udlednings-scenarie, RCP4.5, men resultatet var bare, at det bratte fald blev udskudt med nogle år. De slutter naturligvis med at gøre opmærksom på, at emnet kalder på yderligere forskning.

Hvad skal man sige til det her? Fig. 1 viser alt, hvad der er galt med projektet. Naturen vil uhyre sjældent opføre sig som vist her, med så brat en overgang i globale fænomener. Der burde have ringet nogle alarmklokker hos forskerne – eller fagfællebedømmerne – idet det bratte skifte netop falder sammen med, at computeren overtager scenen fra de faktiske målinger. Ens første tanke vil altid være – eller burde være – at der nok er noget galt med computermodellen.

Men det var åbenbart ikke tilfældet hos Nature eller de øvrige aktører, og resultatet er et arbejde, der er så sølle, at det trodser enhver beskrivelse. Hvis der ikke var en tyrkertro på en klimakrise, ville det aldrig se dagens lys.