For nogen tid siden udtrykte vores statsminister bekymring for, om den enlige moder med børn ville have råd til og mulighed for i fremtidens grønne samfund at servere spaghetti med kødsovs! Bag Mette Frederiksens bekymring ligger, at den grønne omvæltning af vores samfund ikke må vende den tunge ende nedad. Samme hensyn ønsker vores klimaminister også at tage.
I sommeren 2023 opfordrede FN’s generalsekretær til, at der blev erklæret nødstilstand fordi Jorden brændte og kogte eller snart ville gøre det, da vi nærmede os et tipping point for klimaet, alt sammen pga. CO2-udledningen.
Det er med god grund, at statsministeren og andre frygter, at vi risikerer at sætte vores tilværelse med velstand og velfærd over styr, som vi kender det i dag. Der lægges ikke skjul på, at vores samfund skal være et nulvækstsamfund og at den grønne omvæltning vil gøre ondt.
Den grønne ideologi har udviklet sig til at blive en statsideologi, der påstås at bygge på en videnskabelig sandhed. Tvivlere betegnes som klimabenægtere, hvilket er lige så slemt som at være racist. I universitet- og forskerverdenen udskammes tvivlende og har svært ved at få publiceret deres arbejder. I medierne og i skolerne må tvivlere rette ind, eftersom den grønne ideologi er blevet til en grøn statsideologi. Et dogme, der understøttes af et glansbillede af Danmark som grønt foregangsland, der stiller sig selv stedse mere ambitiøse mål, som alverden vil efterabe efter at have købt dansk grøn teknologi.
Adspurgt for 2 år siden vedrørende dette etablerede dogme, svarede danske Videnskabernes Selskab: ”På et overordnet plan deler Selskabet opfattelsen af, at etableret viden på et senere tidspunkt vil kunne blive udfordret, hvis tilstrækkelig megen ny forskning peger i en anden retning…..”
Men en mulig udfordring af klimadogmatikken kræver, at vi får en åben og fordomsfri forskning og debat i universitets- og forskermiljøer, der også kommer til udtryk i den politiske og offentlige debat i den Vestlige Verden.
I slutningen af juli 2023 skete det opsigtsvækkende, at den nyudnævnte formand for IPCC, Jim Skea i et interview med tyske medier udtalte, at selv om man ikke nåede begrænsningen af CO2-udslippet, og at temperaturen derfor ville stige udover målet på 1,5oC, er der ingen grund til panik. 31. juli gjorde jeg i en mail til P1 opmærksom på dette med angivelser af links til omtalen i tyske og andre landes medier.
Om Skea kan vi læse følgende: ‘Jim’ Skea, er en britisk akademiker. Han er nu formand for det mellemstatslige panel om klimaændringer, IPCC, for dets syvende vurderingscyklus og professor i bæredygtig energi ved Imperial College London. Før han blev valgt som formand, var Skea medformand for arbejdsgruppe III i IPCC.
Han deltog i foråret i et klimamøde, arrangeret af dagbladet Information. I præsentationen af Jim Skea hedder det bl.a. i Information: Ifølge Jim Skea er tiden nu til, at IPCC vender blikket bort fra dommedagsscenarierne og i stedet ser mod løsningerne… Verden står i et dilemma mellem behovet for mere energi til at skabe vækst for at hæve levestandarden for mennesker i mange lande og behovet for at nedsætte det globale energiforbrug.
Men jeg sporede ingen reaktion fra DR, så vidt det kunne konstateres. Ikke i P1 Morgen, radioaviser eller Orientering. Derimod gik al rapportering af klima på, at vi nærmede os en klimakatastrofe.
Jeg er selv journalist og har i mit tidligere virke været debatredaktør og lederskribent i en årrække på Frederiksborg Amts Avis. Den gang og i de fleste andre medier vurderede man nyheder efter deres værdi i netop det, om det indeholdt nyt. Ikke efter om det passede ind i, hvad vi troede og mente.
Som medlem af Klimarealisme.dk er jeg bekendt med, at der jævnligt er blevet sendt pressemeddelelser til DR vedrørende klimaspørgsmålet. Disse har indeholdt oplysninger fra videnskabsfolk/ universiteter/ organisationer, der måske kunne sætte lidt tvivl eller anspore en journalist – til at være en journalist. Men ingen reaktion fra DR.
DR optræder som en statsradiofoni, hvilket den også er, der ikke blot nøjes med udførligt at dække klimaspørgsmålet, men som også aktivt ensidigt fremmer den grønne omvæltning af vores samfund.
Men DR er også en medievirksomhed med næsten 1000 ansatte journalister, der driver journalistik. Det skal ske under hensyntagen til at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund. DR skal sikre befolkningens adgang til væsentlig og uafhængig samfundsinformation, debat og kultur. DR skal gennem udbud og tjenester stimulere til deltagelse i den offentlige debat og den demokratiske proces. Som det hedder i DR’s public service kontrakt.
I august 2023 gik DR nærmest grassat i dækningen af klimaet. Ryd fladen for klimaet, kunne man høre i radioen en enkelt gang. Men sådan blev det. Derfor besluttede jeg at klage til Lytternes og Seernes Redaktør, (LSR) i DR 15. august 2023. Her følger teksten i sin helhed:
Klagen
”Klage over den kontinuerlige ensidige journalistiske dækning af klimaspørgsmålet i DR:
DR ser bort fra og overtræder Public service lovens § 10 for redaktionsledelsens vedkommende vedrørende:
- ”der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed”.
- ”ved programlægning skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden”.
For journalisterne i de forskellige berørte fagredaktioner vedrørende:
3. ”ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed”
Overordnet for DR vedrørende:
4. ”programvirksomheden skal sikre befolkningens adgang til væsentlig samfundsinformation og debat”.
Klagepunkt 4) falder måske udenfor LSR’s virke og skal måske rettes til DR’s bestyrelse?
Uge 32 i august må betegnes som DR’s sorte uge, hvor DR blev en deltager og formidler af ensidig og enøjet ”oplysning” vedrørende klimaspørgsmålet. Startende med to på hinanden følgende Deadline-udsendelser, hvor spørgsmålet var, om Danmark levede op til at være et foregangsland for den grønne omstilling, og om DR gjorde nok for at oplyse om klimakrisens katastrofale konsekvenser. Konklusionen blev, at det gør vi ikke og der skal gøres mere, for det haster jævnfør sommerens vejrmæssige foreteelser, der tilskrives klimaforandringer (øgede CO2-udledninger).
Det foreløbige højdepunkt nåede man i fredagens (11/8) udsendelser i P1 morgen, i dagens radioaviser og i Orientering.
I P1 morgen åbnede man med en oversigt over de mange vejrmæssige ulykker/katastrofer kloden rundt. Dernæst kunne lytterne høre, at Enhedslisten krævede, at man skulle erklære nødstilstand i Danmark. Andre interviewede, at man skulle agere ligesom under Corona-pandemien og politisk handling blev efterspurgt. Professor Sebastian Mernild sagde, at 2030 målet skulle øges til 80% fra de 70, allerede vedtaget af Folketinget. En journalist fra Information udtalte ligeledes, at nu måtte der erklæres nødstilstand.
Klimaministeren blev også – ret kortvarigt – spurgt om, hvorfor der ikke blev sat mere fart på den grønne omstilling på baggrund af alle sommerens klimakatastrofer. Han svarede, at der allerede blev gjort meget og at vi ville nå 70% målet i 2030, men det gjaldt om at bevare den sociale balance i samfundet.
I radioaviserne dagen igennem blev så de forskellige deltagere citeret, som om det var nyheder. Det absolutte højdepunkt i denne ensidige fremstilling af klimaforandringernes konsekvenser og hvad regering og Folketing skulle gøre, blev nået i Orientering samme dag.
Først hørte vi om alle kriserne/ulykkerne/katastroferne rundt om på jorden i denne sommer. Dernæst blev en professor i krisestyring hørt, alt med den forudsætning, at vi skal ”gøre mere” i denne krise. Vi hørte også om Danmark levede op til at være et grønt foregangsland fra en tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke.
Hovedet på sømmet blev slået i af de to studieværter, der erklærede, at de var dybt chokerede ved nyheden om, at Jordens samlede forbrug af olie nu var steget og aldrig havde været højere. Deres choktilstand skulle naturligvis bearbejdes og dertil tjente et indslag med en sognepræst fra Nørrebro, der havde oprettet sorggrupper for klimaangste sognebørn. De to studieværter endte med at konkludere, at der burde ske handling.
Klimaspørgsmålet bliver af regering og Folketing og mange NGO-organisationer betegnet som en grøn omvæltning af det danske velfærdssamfund og til at være den største udfordring, vi står overfor i generationer. Dermed er det også et politisk spørgsmål og der burde være nok at debattere.
Men den debat er i DR totalt fraværende. Oplys mig venligst om, hvornår og hvor ofte benægtere/skeptikere/tvivlere fra læg til lærd er blevet citeret/interviewet/omtalt i DR. Jeg erindrer så godt som aldrig!
Det være sig, som det være vil. Man kan jo lade være med at lytte og se DR. Men at DR som udtrykt i uge 32 har forvandlet sig fra at fortie divergerende stemmer til at føre ensidig kampagnejournalistik rejser principielle spørgsmål, der vedrører vores demokrati og samfundsform.
”Alsidighed og mangfoldighed, saglighed og upartiskhed, væsentlig samfundsinformation og debat” alt det skal DR ifølge § 10 i Public service loven leve op til at efterstræbe.
Det gør DR ikke og derfor denne klage.”
Klagesagens forløb
Efter nogle emails frem og tilbage med LSR-redaktør, Jesper Termansen sagde han, at det ikke hørte under hans domæne at vurdere, om DR havde tilsidesat Public Service lovens §10, men han ville fremsende min klage til de berørte redaktioner og DR’s generaldirektør.
Tiden gik og jeg rykker for svar. Det fik jeg så fra en redaktionel medarbejdere, der bestrider en ledende stilling:
29 . Sep 2023 12:41
”Kære Jens Robdrup
Tak for din mail. Jeg betragter dine synspunkter som en kommentar til den generelle dækning.
Hvis du ønsker at klage, så skal jeg bede dig henvise konkret og specifikt til de programmer, du ønsker at klage over.
Med venlig hilsen
Jens Conrad
Redaktionschef, P1 Morgen & P1 Orientering”
Svaret til Jens Conrad:
3. oktober 23
”Vedrørende dit svar af 29. september: Du betragter mine synspunkter som en kommentar til den generelle dækning og for at fastholde min klage beder du mig om at henvise konkret og specifikt til de programmer, jeg ønsker at klage over.
Jeg fastholder, at DR tilsidesætter/overtræder Public service-lovens §10 for redaktionsledelsernes vedkommende: ”der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed” og for journalisternes vedkommende: ”ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed”.
I min klage af 15. august er der henvist konkret og specifikt til programmer, der klages over. I min efterfølgende korrespondance med Lytternes og Seernes Redaktør uddybede jeg disse, med eksempler på P1 Morgen, radioaviser og Orientering 11. august, – selv om jeg ikke mener, at det er en klagers opgave at fortælle redaktionsledelser og journalister, hvorledes de skal forvalte deres hverv.
LSRs redaktør konkluderede, at det ikke hører ind under hans domæne at behandle min klage og derfor ville videresende den til berørte fagredaktioner og generaldirektøren. Grundet en ”teknisk” fejl skete det først efter 4 uger, da jeg rykkede for svar. Dette er blevet beklaget.
For at være sikker på, at du har et sagligt grundlag for at behandle min klage, vedhæfter jeg min klage af 15. august, samtidig med, at jeg opfordrer til, at du gør dig bekendt med hele korrespondancen desangående. ”
Hvad skete der siden:
5/11 spørger jeg LSR, om Jens Conrad behandler sagen. 13/11 SLR er enig med Jens Conrad og oplyser, at der ikke er flere ankemuligheder. 19/11: Jeg anmoder om aktindsigt i al kommunikation vedrørende min klagesag. Det imødekommes og jeg modtager kopier af egne henvendelser og svarene. 1/12 beder om aktindsigt i al anden kommunikation end egne henvendelser. 1/12 DR Jura afviser ved seniorkonsulent Jens V. Jacobsen og oplyser, at der intet andet findes. Afgørelsen kan ikke ankes. 11/12 svarer jeg DR Jura, at klagesagen ikke opgives. 12/12 Svar fra DR Jura. 21/12 Jeg fremsender per anbefalet brev klagen til generaldirektør/direktionen og udvider klagen til at gælde hele 2023 med kopi til DR Jura.
Klage til generaldirektøren/direktionen for DR
”Jeg klager herved over den kontinuerlige ensidige journalistiske dækning af klimaspørgsmålet i DR’s P1 morgen, radioaviser og Orientering. Konkret og eksempelvis i uge 32, hvilket er en overtrædelse/tilsidesættelse af §10 i Public Service loven.
Jeg har tidligere klaget (15. august) over dette til Lytternes og Seernes Redaktør. Efter nogen korrespondance, blev min klage afvist. Jeg har bedt om aktindsigt i to omgange, idet jeg kun fik aktindsigt i min egen korrespondance med LSR-redaktøren. Øjensynligt er denne klage ikke blevet fremsendt til generaldirektøren, trods tilkendegivelse, at det ville ske. Min klage er blevet afvist og rubriceret som en meningstilkendegivelse til hvilke DR ikke er forpligtiget til at svare på.
Jeg fastholder imidlertid min klage og beder om, at den bliver sagsbehandlet og at jeg får svar dels på denne fremsætning af klagen dels resultatet af en sagsbehandling.
Jeg udvider yderligere min klage til at omfatte hele DR’s programvirksomhed i kalenderåret 2023. På intet tidspunkt eller i noget program har DR efterlevet §10 i klimaspørgsmålet. Det skønt jævnligt gjort opmærksom på, gennem f.eks. pressemeddelelser sendt til DR fra Klimarealisme.dk at der er en anden og tvivlende opfattelse af klimaspørgsmålet. Jeg selv gjorde 31. juli opmærksom på Jim Skea, den nytiltrådte CEO for IPCC’s udtalelser til tyske medier og vidt omtalt i Europa, men ikke i DR.”
Det nye år, 2024
Indledes 5/1 med et tilsagn fra DR Jura, at sagen behandles. 11/1 svar fra ledende redaktionschef i DR Nyheder, Anders Emil Møller (AEM), der afviser klagen og skriver, at
”DR Nyheder dækker klima og vejr ud fra den videnskabelige konsensus ….. udelukkende journalistisk behandling af en af de mest solide videnskabelige dagsordener ….. vor tids største udfordring for hele menneskeheden, da det fundamentalt vil ændre måden vi lever på …. formentlig betyder enden på liv for både natur og mennesker i et ekstremt omfang, der på alle måder retfærdiggør, at emnet fylder i vor journalistik…”
Vedrørende den første klage af 15. august afvises den pga. fristoverskridelse. 19/1 svarer jeg AEM og fastholder klagen. 5/3 rykker jeg DR Jura fra svar, der henholder sig til AEM’s svar. 22/3 rykker jeg DR Jura for svar og henholder mig til tilsagnet af 5/1. Jeg skriver bl.a. til Jens V Jacobsen:
”Jeg tillader mig at erindre om min skrivelse af 5 marts vedrørende min klagesag af 16. august 2023 om DR’s overtrædelse/tilsidesættelsen af Public Service Lovens § 10. I et svar tilkendegav du allerede 5. januar ved en tidligere henvendelse, at den vil blive behandlet og at jeg ville høre nærmere.
Det er imidlertid ikke sket. Derfor efterlyser jeg svar på, hvor sagen står, om generaldirektør/direktion er blevet bekendtgjort med min klage – også fremsendt i anbefalet brev – og om hvornår jeg kan forvente svar.
Såfremt jeg fortsat, inden for en rimelig tid, ikke modtager et svar herpå, kan det blive et spørgsmål, som ombudsmanden vil behandle …..”
Jeg modtager intet svar, andet end at sagen behandles af en anden medarbejder.
16/4 anmoder jeg om aktindsigt i al kommunikation fra 22/12, rykker samtidig for svar. 23/5 klager jeg til Ombudsmanden, da jeg ikke har fået svar på anmodning om aktindsigt og svar om sagen er ved at være færdigbehandlet.
Ombudsmanden tager sagen op
Få dage senere meddeler Ombudsmanden, at sagen tages op. Han henvender sig til DR 3. juni og medsender sagens akter og oplyser DR om at der er blevet klaget over langsommelighed i sagsbehandlingen. Han beder DR om at oplyse om, hvornår sagen kan ventes afsluttet. Yderligere oplyser Ombudsmanden at ”Materialet er endvidere sendt til DR, da jeg mener, at DR bør have mulighed for at tage stilling til det, som du skriver om DRs behandling af din klage af 15. august.”
Nu reagerer DR hurtigt og meddeler mig, at jeg vil få svar indenfor 14 dage.
DRs svar af 14. juni
Det er nu den tredje medarbejder i DR Jura, der beskæftiger sig med klagesagen, selveste chefkonsulenten, Gunver Heimdal-Kej. Hun gennemgår sagsforløbet, dernæst følger en redegørelse for DR’s klagesystem og klagefrister, så en link til DR’s Etik vedrørende behandling af klager med eksempler førend hun når til, hvad sagen drejer sig om:
”Din henvendelse er af såvel redaktionen som af Lytternes og Seernes Redaktør vurderet som en kritisk kommentar til DR’s klimadækning og ikke som en klage, der udløser selvstændig klagebehandling, jfr. det ovenfor citerede fra etikken. DR`s klagefrister er heller ikke relevante og det var derfor ikke relevant at nævne klagefristen i svaret af 11. januar 2024 til dig.
Det er min vurdering, at du har fået fyldestgørende svar fra DR henholdsvis den 29. september 2023, den 13. november 2023 og endelig den 11. januar 2024 på din kommentar på DR’s dækning af klimaspørgsmålet. DR afgør selv, hvem der besvarer henvendelser og det forhold, at du ikke er tilfreds med svaret, indebærer ikke en valgfrihed i forhold til hvem der skal besvare en fornyet henvendelse.”
Dernæst følger oplysning af forskellige love, regler mv. med links og en beklagelse over DR’s sene svar.
Og her står vi så nu…
Generaldirektøren i DR siden 2011 hedder Maria Rørbye Rønn og er uddannet jurist. Kommentarerne her til artiklen underbygger fornemmelsen af “juristeri” frem for redelig og alsidig journalistik.
Jeg har kommenteret (ikke klaget) mange gange til både DR og TV2 om klimadækningen, så det er ikke kun DR, der er en skurk! I øvrigt har jeg en nylig kommentar til DR, jeg endnu ikke har fået svar på! Begge kanaler burde ansætte en journalist med særlig viden om klima. De nuværende har ingen, og det er umuligt at diskutere med uvidende mennesker! Men måske hjælper det heller ikke, for jeg har haft en diskussion med en meteorolog på TV2, som kun accepterer data fra IPCC og DMI. Han driver også ved siden privat foredragsvirksomhed vedr. klima, som ikke ville få kunder, hvis han blot fortalte, at klimaet var, som det altid har været – foranderligt!
Måske vil det være mere udsigtsfuldt at klage til DMI om deres faglige ensidighed? De er jo regeringens rådgiver!
DR redaktøren for lyttere og seere hedder Jesper Termansen – ikke Terkildsen!
Hermed rettet, tak.
Da jeg læste om nørrebro-præsten, var jeg nær faldet ned af stolen af grin. Sjældent ser man noget så naivt.
Hvad DR s dækning af klimaet angår, så har jeg for længst opgivet ævred. Jeg er dybt taknemmelig for at der findes andre kilder.
Skam få at vi er tvunget til at betale til DR.
Kære Jens Robdrup,
Det er en fornøjelse at læse dit indlæg. Jeg ved godt det er svært at acceptere at vi ikke skriver 1924; men 2024 – du kan sammenligne historiens kendsgerninger – dengang var der jounalister, der refererede – nu forsøger de at skabe en mening selv og det er ikke en jounalists opgave.
For at komme til sagens kerne: hvor meget vil du anslå det vil koste at samarbejde med en seriøs advokat og bringe DR for retten? Du må meget gerne skrive til mig på den mail jeg har angivet nedenfor, idet den er privat.
Jeg er 100% bag dig i dine betragtninger og saglige handling; intet af det der bliver publiceret er sagligt – det nærmer sig bare idioti, desværre.
Det giver jo minder helt tilbage til halvfjerdserne, hvor Erhard Jakobsen kæmpede mod DR i flere år – især børneafdelingen, men tilsyneladende uden det helt store held. Mærkeligt – at der ikke findes en anden instans som man kan klage til, da en klage om DR åbenbart kun bedømmes af DR selv.
Når jeg klager til DR, starter jeg altid med “Dette er en formel klage over udsendelsen xx den dd/mm åååå kl tt:mm:ss , og ønskes behandlet efter reglerne om disse”. Så kortslutter man personer som Jens Conrad.
Jeg klagede over den tendentiøse dækning af grænsestriden i Ukraine, og påpegede de store områder i det østlige Ukraine hvor dagligsproget er russisk, og at der reelt har været tale om etnisk udrensning siden 2008 Et synspunkt BBC støttede, og som jeg selv har konstateret gennem mange besøg i landet. DR fortalte så at deres eksperter om Ukraine ikke vidste i hvilke byer og områder af Ukraine der blev talt hvilke sprog, et forhold man ret nemt kan konstatere på stedet. Jeg fremsendte så en uopfordret ansøgning om en stilling som ekspert, men hørte ikke mere, hverken om den eller om klagen.
Man KAN godt få ret og bragt dementier, men der skal kæmpes hårdt, og de er på vagt efter den mindste fodfejl så klagen kan afvises.
Danmark er, ligesom resten af Verden på fuld fart på vej mod diktaturet.
Jeg er ved at kaste op over folk der siger vi har demokrati her.
Jo, vi kan stemme på forskellige politikere som alle vil det samme.
Flere penge til staten og mere magt over folk.
Det ses tydeligt gennem tiden hvor skiftende regeringer ikke har villet løse nogen som helst problemer, men kun har skabt flere og flere, og samtidig brugt flere penge.
Rød eller blå blok.
De er alle røde, og DR og TV2 er deres propagandamaskiner som kun kører i et spor.
Det lyder nok lidt brutalt, men Europa i dag ligner meget Rusland. DR (m.m.) gør som Pravda. De skriver det, som magthaverne ønsker. Vi har censur på forskere, der mener noget andet end det, som magthaverne ønsker, og Rusland skriver nye historiebøger.
DR er en statslig propagandaenhed. De forsøger end ikke at skjule det. Deres trick: “Det er en kommentar til et program, ikke en klage” kan de bruge om alle klager, de ikke vil besvare.
“DR er en statslig propagandaenhed. De forsøger end ikke at skjule det”
– DR finder sikkert inspiration hos BBC:
“Net Zero Watch has just published its annual review of the state of the BBC’s climate reporting. The author, climate and energy writer Paul Homewood, has had plenty of material to choose from, and his paper outlines more than 30 of the most egregious misrepresentations of the facts, with climate change spuriously blamed for everything from hot weather in Spain, sighting of rare bird species in England, to potholes in the roads”
https://www.netzerowatch.com/campaigns/view-email/omwKRYJc24M-Yz1KiU-iMQ-vMPWdiF5uE-cRHiF1MzCO2ChMBqWiSTnHyi17i6Gwp1deUGrxFHvjZzopZlX1U9sRbN_fg-uyIUUrGKayz6PrAjozWIC7Q_TsCd2hY3fHydo31tebAPxn_T-ppFsVFtaCmEQUy-gZBxfEKw==