Det er vel efterhånden generelt accepteret, at CO2 på egen hånd ikke kan medføre en temperaturstigning meget over 1-1,5 grader celsius, uanset hvor meget vi tilsætter til atmosfæren. Der indtræder en ”mætning”, hvor yderligere CO2 giver mindre og mindre opvarmning pr. ppm. Når vi alligevel står over for en ”katastrofal” global opvarmning på 3-7 grader inden år 2100, skyldes det, at atmosfærens indhold af vanddamp antages at ville stige i takt med CO2-en. Vanddamp er jo en kraftig drivhusgas, og faktisk ansvarlig for langt størstedelen af Jordens drivhuseffekt. Forklaringen på udviklingen i vanddampindholdet ligger i den såkaldte Clausius-Clapeyron lovmæssighed, der definerer, at luft ved højere temperaturer kan rumme mere vanddamp.
Man taler her om såkaldt relativ luftfugtighed, der er et udtryk for, hvor tæt man er på den maksimale mængde vanddamp, luften kan rumme. Hvis f.eks. luften ved en given temperatur kan rumme op til 20 g vanddamp pr. kubikmeter, men indholdet kun er 10 g/m3, så siger man, at den relative luftfugtighed er 50%. Hvis vi nu varmer vores luft op, så kan den rumme mere vanddamp, lad os her sige 25 g/m3. Hvis indholdet af vanddamp imidlertid er uforandret, så er den relative luftfugtighed faldet til 10/25 = 40%. Hvis vi omvendt tilsætter mere vanddamp, så indholdet når op på de 25 g/m3, så er den relative luftfugtighed steget til 100%.
Alle computermodellerne, der bruges til at spå om fremtidens temperaturudvikling, har som grundantagelse, at den relative luftfugtighed i atmosfæren vil forblive konstant. Det betyder, at luftens indhold af vanddamp vil forøges i takt med temperaturstigningen, fremkaldt af CO2-en. For hver grad celsius vil det absolutte vandindhold stige med ca. 7%. Vi får således en tilførsel af CO2 ledsaget af en meget større tilførsel af vanddamp, og så har vi klimakatastrofen i form af en løbsk global opvarmning.
Ét er teori, og garneret med så fornemt et begreb som Clausius-Clapeyron skulle den nok kunne overbevise almuen, men i naturvidenskab er det nu rart med nogle målinger i stedet. Det er der et hold forskere, der har kastet sig ud i og beskriver resultaterne i en artikel i det anerkendte tidsskrift PNAS.
Ved hjælp af satellitmålinger har de fået tal på vanddampindholdet i atmosfæren over forskellige egne af Verden. De opdeler Jordens overflade i fugtige, tørre/semitørre (-halvtørre) og ultratørre områder, som vist på fig. 1. For at kontrollere satellitmålingernes pålidelighed har forskerne sammenlignet med fugtighedsmålinger fra jordbaserede stationer. Der er generelt en fin overensstemmelse.
Til gengæld er der ikke nogen fin overensstemmelse med, hvad klimamodellerne beregner. Som nævnt går de ud fra, at den relative luftfugtighed forbliver konstant, og den absolutte fugtighed stiger. Men det er ikke, hvad der er sket globalt over de tørre og semitørre områder, som vist på fig. 2. Forskerne skriver:
Generelt angiver klimamodellerne at den historiske udvikling i fugtigheden i de tørre og semitørre regioner skulle have ligget tæt på Clausius-Clapeyron-tallene i gennemsnit, men det stemmer ikke overens med realiteterne.
Der har grundlæggende ikke været nogen stigning i indholdet af vanddamp over de tørre og semitørre områder i det, vi har målt, mens der har været en stigning, der er tæt på Clausius-Clapeyrons forudsigelser i klimamodellerne.
Når indholdet af vanddamp ikke stiger med en forøget temperatur, så falder naturligvis den relative fugtighed, se fig. 3.
Hvad så med de mere fugtige egne? Her skriver forskerne følgende:
For årets gennemsnit er overensstemmelsen mellem modellerne og observationerne meget tættere på hinanden i fugtige områder, men selv her viser de tørreste måneder i året en lavere stigning i målingerne end i modellerne.
Forskerne overvejer forskellige forklaringer, og bl.a. er det muligt, at der simpelthen ikke er nok ekstra fordampning i områderne til at holde den relative fugtighed oppe. Noget af fugten kan drive ind fra havet, men det kan også vise sig at være mindre effektivt, end modellerne forudsætter. Fænomenet kunne også skyldes ændrede mængder nedbør i de pgl. områder, men det har forskerne undersøgt og finder ikke nogen ændring i mængden af regn.
Forskernes konklusion er ganske dyster. Den faldende relative fugtighed vil give mere tørke og dermed større risiko for naturbrande. Da netop fordampningen af vand har en kølende effekt, vil den relativt mindre fordampning føre til en yderligere opvarmning af kloden og kan give flere hedebølger.
Netop den konklusion var nok adgangsbilletten til PNAS for artiklen. Her ønsker man ikke klimaskeptisk snavs, så vinklingen skal være den rigtige, og teorien om den kommende klimakatastrofe skal ikke drages i tvivl.
Men der er en anden og meget mere interessant følgeslutning her, som Dr. John Robson fra den canadiske hjemmeside Climate Discussion Nexus gør opmærksom på. Hvis klimamodellernes grundlæggende antagelse om stigende vanddampindhold i atmosfæren – i takt med CO2-udviklingen – viser sig at være forkert, så har det alvorlige konsekvenser for forudsigelserne om fremtidens globale temperaturer. Mindre vanddamp vil give en mindre temperaturstigning, og så er der måske slet ikke nogen klimakrise eller behov for en grøn omstilling.
Det bliver spændende at se, om andre forskere vil tage bolden op her.
Danish
Jvf. ovn. kommentar: Min afdøde kemiprofessor K.A. Jensen sagde altid “gas” og oplyste os om, at det var en tilstand ikke en art, så “gasart” var forkert!
At lidt mere CO2 eller andre “drivhusgasser” i atm. skulle kunne ændre dramatisk på vandindholdet i luften er usandsynligt. I så fald skulle vanddampen kunne generere sig selv i en slags “run-away” tilstand, hvis der bare er vand nok at fordampe. Og det er der jo. Men vanddamp er en let gasart og stiger derfor op i højden og fortætter til skyer som afskærmer solen og dermed køler jorden. (Typisk LeChatelier funktion …altså negativ feedback)
På spørgsmålet om større fordampning og dermed mere nedbør vil opvarme el. nedkøle jorden afhænger noget af om skyerne hurtigt kommer til “afregning” eller de bare hænger og skygger i lang tid uden at afgive regn. I Kenya kunne der være overskyet i ugevis uden der falder en dråbe regn. (og dermed opklaring og større opvarmning) På de kanter regner det kun i regntiden, som er en relativ kort del af året.
Dines Jessen Petersen skriver “Hvis fordampningen øges, så løftes der energi fra overfladen (hav eller jord) til atmosfæren, hvor energien afleveres gennem fortætning, der vil øge af udstrålingen fra atmosfæren til rummet, altså en kølende effekt af kloden totalt.”
Hvis dette hadde vært riktig, at et varmere klima har avkjøkende effekt (det er jo det du implisitt sier), så ville også kjøligere klima hatt oppvarmende effekt. Jeg klarer ikke å se logikken i din uttalelse.
Det Villi John Petersen siterer “the system changes to a new equilibrium, and (2) this change partly counteracts the applied change.” betyr at netto effekten av mer fordampning, er økt temperatur. Ikke lavere.
Fordi at fordampning er et resultat av temperatur, kan ikke denne fordampningen trekke mer energi ut av sitt system gjennom fordampning, enn den energien som systemet tilføres for å gi temperaturøkningen i utgangspunktet.
Når atmosfæren varmes opp, vil det gi rom for mer vanndamp høyere opp i troposfæren enn før. Derfor vil avstrålingstemperatur til verdensrommet være den samme som før – altså samme atmosfærisk varmetap. Men nå er det større avstand mellom overflate og avstrålingshøyde. Dette forskyver den vertikale temperaturfradienten oppover. Som resultat av det må overflatetemperaturen øke.
Som Dines Jessen Petersen her skriver, ophæver øget fordampnings opvarmende virkning med skydannelse og køling. Der er altså tale om en negativ feed-back. IPCC`s klimamodeller er imidlertid programmeret med en positiv feed-back, så en relativ lille opvarmning fra en øget CO2-koncentration flerdobles af øget vanddamp (klimaets følsomhed for CO2 eller på engelsk: equilibrium climate sensitivity (ECS). Men det har vist ikke at være korrekt. Det fremgår bl.a. af et skriv fra Richard Lindzen og William Happer, som også peger på, at negativ respons er den almindelige respons i natursystemer i følge LeChatelier’s Principle. Derfor fejler IPPC`s klimamodeller konstant med alt for høje temperaturer i forhold tilvirkeligheden
https://www.sec.gov/comments/s7-10-22/s71022-20132171-302668.pdf
Citat herfra:
“IPCC’s much larger temperature increase from doubling CO2 is due to huge hypothetical positive feedbacks from changes in water vapor and clouds in the atmosphere. We note that large positive feedbacks are unusual in nature. Most feedbacks are negative, and this observation is even dignified with the name LeChatelier’s Principle, which is often stated as: “When any system at equilibrium for a long period of time is subjected to a change in concentration, temperature, volume, or pressure, (1) the system changes to a new equilibrium, and (2) this change partly counteracts the applied change.”
Antagelsen af, at relativ luftfugtighed skulle forblive konstant, synes at være grebet ud af den blå luft. Hvorfor skulle den da det? Hvis det er en grundantagelse i klimamodellerne, så bør alene denne søgte sammenhæng være grund nok til en fuldstændig forkastelse af disse modeller.
Jo mere fugt i luften, desto flere skyer.
Jo flere skyer, jo mere skygge, og dermed koldere luft ved jordoverfladen.
Dermed ingen opvarmning.
Tværtimod.
Det mærkes allerede tydeligt hvis man er ude, og der kommer en sky for solen.
Så er der øjeblikkeligt koldere.
Altså ingen grund til panik.
Tak for det Søren.
Du skriver ganske rigtigt, at luft ved højere temperaturer kan rumme mere vanddamp. Men i 7-10 km højde gør den det ikke. Det har Frank Lansner allerede i juni 2019 skrevet om i
https://klimarealisme.dk/2019/06/02/vand-vand-vand-positive-water-feedbacks/ Den kan anbefales.
Det er vanddamp i 7-10 km højde, som forøger temperaturen. Målinger med balloner har vist, at fra 1945 til 2015 er vandindholdet (målt i g pr kg – ikke relativt) faldet med ca. 12%.
Hvorfor har autoriteterne ikke for længst opdaget det. Ja, vi kan vel kun gentage os selv. De skal jo have noget at forskrække os med. Ellers har de jo ikke noget, de kan frelse os for.
Citat “Den faldende relative fugtighed vil give mere tørke og dermed større risiko for naturbrande. Da netop fordamningen af vand har en kølende effekt, vil den relative mindre fordampning føre til yderligere opvarmning af kloden og kan give flere hedebølger”
Men der er jo ikke tale om en mindre fordampning, der er tale om, at en øgning af temperaturen reducerer den relative fugtighed, ikke den totale mængde fugtighed.
Hvis fordampningen øges, så løftes der energi fra overfladen (hav eller jord) til atmosfæren, hvor energien afleveres gennem fortætning, der vil øge af udstrålingen fra atmosfæren til rummet, altså en kølende effekt af kloden totalt.
Der falder i gennemsnit 811 mm regn årligt. Vandet er tilført atmosfæren gennem fordampning. Til at fordampe 811 mm (= 811 L /m2) kræves der en energitilførsel på konstant 60 Watt pr. m2. Det køler. Øget fordampning = øget køling. Og øget nedbør.