Brintrøret i modvind

Det følgende debatindlæg fik undertegnede optaget i Jyllands-Posten for få dage siden, og det gengives her med venlig tilladelse. Avisens resumé eller “appetitvækker” lyder som følger: “JP er gået i den grønne gynge og hylder projektet Jysk Backbone og skoser beslutningstagerne for langsommelighed. I virkeligheden tyder meget på, at projektet ikke er rentabelt og kan ende med at koste skatteborgerne et betragteligt beløb.”

Beklager, JP – brintrøret er en dødssejler

JP har i en serie artikler afdækket i al fald dele af et meget omfattende projekt, betegnet som Jysk Backbone, altså den “Jyske Rygrad”, der består af et ca. 350 km langt rør, der påbegyndes ved den tyske grænse i Frøslev og derefter bevæger sig til Esbjerg og via Holstebro slutter sin rejse i Lille Thorup 25 km nord for Viborg. 

Pointen med røret, der skønnes at koste 15 mia. kr. i anlægsudgifter, er, at man herved kan finde anvendelse for noget af al den overskudsstrøm, der produceres i store havvindmøller, væsentligst gennem produktion af anden form for energi (PtX) ved såkaldt elektrolyse, eksempelvis som her brint, som herefter kan transporteres til interesserede aftagere herhjemme og i udlandet gennem den planlagte rørføring. 

Forhåbningen er herudover, at brintfabrikken kan generere tusindvis af såkaldt grønne arbejdspladser i det vestjyske.

Avisens vinkling i artikelserien er, at projektet risikerer ikke at blive til noget, i al fald i sin fulde udstrækning, væsentligst – må man forstå – grundet fodslæbende landspolitikere, der øjensynligt ikke har set storheden i projektet. Men hvad er det da for en sten i skoen, der synes at forhindre en øjeblikkelig igangsætning?

Jo, et stort set enigt folketing indgik i april 2024 en politisk aftale om at stille anlægsudgifterne på skønsmæssigt 15 mia. kr. til rådighed for projektet, men kun på få, nærmere angivne betingelser, herunder at brugerne af brinten/røret kontraktmæssigt forpligtiger sig økonomisk og juridisk i minimum 10-15 år til årligt at købe minimum 1,4 GW brintkapacitet fra røret, eller hvad der svarer til 44 pct.

Dette krav betegner Holstebros borgmester H.C. Østerby i en af artiklerne som »bizart« og »nøl«, ligesom han samtidigt anfører, at kravet er en medvirkende årsag til den vigende tilslutning til hans eget parti, Socialdemokratiet. 

Videre fremgår det af et interview med direktøren for lobbyisten Green Power Danmark, at brintrøret er en nødvendig investering, som i hans optik kan sidestilles med byggeriet af Storebæltsbroen, idet sådan statsfinansieret infrastruktur – in casu brintrøret – skaber økonomisk tilsvarende positiv udvikling som ved opførelse af Storebæltsbroen. 

Direktøren drager en anden parallel og anfører, at ligesom det er naturligt, at samfundet etablerer en vej til en nyopført fabrik, således at produkterne kan komme frem til aftagerne, bør samfundet tilsvarende etablere og bekoste den “vej” – brintrøret – som sikrer, at brinten kan transporteres og sælges. 

Han sætter trumf på argumentationen ved at anføre, at man jo heller ikke før etablering af Storebæltsbroen krævede »tilsagn fra en fynsk vognmand om, at han vil forpligte sig til køre over broen 140 gange«.

Som kronen på værket har JP opgraderet temaet til et emne for avisens leder 22/7, hvor lederskribenten istemmer artikelseriens kor om den upassende nølen og fokuserer på de enorme eksportmuligheder og tusindvis af nye vestjyske arbejdspladser, der blot venter på at blive indtaget. 

Såvel Østerby som Green Power Danmark og JP vifter således den politiske aftales betingelse om, at brinten dokumenterbart kan sælges og vil blive solgt, væk som en irriterende flue. JP’s lederskribent finder øjensynligt ikke, at projektets kommercielle bæredygtighed påkalder sig nogen særlig interesse, men erklærer poetisk, at »mod, vilje og tro er påkrævet, hvis man vil bidrage til en grønnere verden«.

Jeg skal på dette sted undlade at knytte nærmere kommentarer til den beskrevne argumentation, men i det følgende blot fremhæve et centralt og – forekommer det mig – afgørende element, som ikke synes at have engageret hverken JP, borgmester Østerby eller Green Power Danmark nævneværdigt.

Den politiske aftale fra april betinger som anført, at 44 pct. af brintkapaciteten på forhånd er solgt til de aktører i markedet, som måtte være interesserede, men bemærkelsesværdigt er det, at aftaleteksten absolut intet anfører om de økonomiske vilkår for sådanne køb. 

Til gengæld fremhæves i aftaleteksten, at der knytter sig betydelig økonomisk usikkerhed i et projekt som det foreslåede, da der betrædes jomfruelige stier, og at staten og brugerne/aktørerne i markedet derfor må slå (tilnærmelsesvis) halv skade om denne usikkerhed.

Som interesseret læser havde man forventet, at graverjournalisterne havde interesseret sig for ikke alene spillereglerne for anlægget af røret, men tillige for lønsomheden i brintrørets drift. 

Havde man gjort det, ville man hurtigt være kommet på sporet af noget vigtigt, for sagen er jo den, at der utvivlsomt er tilstrækkeligt med aftagere af brinten, hvis vel at mærke prisen er den rigtige og dermed konkurrencedygtig i forhold til anden energi. Et par enkle facts kan her bidrage til en sandsynlig forklaring på, at projektet stander i våde.

Brinten produceres ved hjælp af strøm – meget strøm – gennem den såkaldte elektrolyse (som de fleste husker fra skolens fysiktimer, hvor to strømførende metalstænger sættes ned i vand, hvorved der bobler brint hhv. ilt op). Der skal erfaringsmæssigt bruges ca. 50 kWh til at fremstille et kg brint. 

Strøm fra havvindmøller forventes at koste mindst 1 kr. pr. kWh, således at 1 kg brint derfor alene i strøm vil koste 50 kr. i dagens priser, hvor markedsprisen for brint, produceret ved afbrænding af naturgas eller kul, ligger på 10-12 kr. Den anførte pris på 50 kr. forudsætter optimal drift, hvortil kommer, at de generelle produktionsomkostninger udover strømprisen slet ikke er indregnet i prisen. 

Det skal her haves i erindring, at den stærkt ustabile strømleverance fra sol og vind er en komplicerende og prisfordyrende faktor ved brintproduktionen, ligesom den praktiske håndtering af brint er både farlig og vanskelig. 

Salgsprisen på det færdige produkt synes derfor at blive uproportioneret høj og dermed svær/umulig at sælge, eller også vil bundlinjen på brintfabrikkens drift – uden statstilskud – uomgængeligt vil blive markeret med mørkerøde tal.

Noget kunne tyde på, at interessen i det kommercielle marked, i indland såvel som udland, for køb til kostprisen – af de anførte grunde – vil være beskeden og utilstrækkelig, således at en gennemførelse af projektet realistisk set ikke alene vil forudsætte skatteyderfinansiering af anlægsudgifterne, men tillige af den væsentligste del af driften, det være sig i Danmark såvel som de påtænkte aftagerlande. Kun herved vil der kunne skabes en konkurrencedygtig pris og dermed et kommercielt grundlag for en lønsom virksomhed.

Sådanne driftsøkonomiske problemstillinger lades desværre helt uomtalte i artikelserien og i lederen. Det anføres alene, at det statslige Energinet i foråret 2024 har »gennemført en dialog med markedet om, hvor stor interessen for røret er«, men absolut intet om resultatet af denne dialog, blot dette, at man til september skal »fremlægge en ny vurdering af mulighederne for Jysk Backbone«. 

Til den tid får vi se, hvad vurderingen viser, men mit bud er, at eventyret vil forblive et fatamorgana, medmindre Folketinget beslutter sig til, at vi skatteborgere skal betale både i pose og i sæk, gennem finansiering af såvel anlæg som af drift.

Jeg forudser, at projektet Jysk Backbone opgives som værende økonomisk urentabelt. Men misforstå mig ikke, idet jeg gerne under vestjyderne det ønskede “erhvervseventyr”. Dog må det finde sin vej ad andre kanaler end ved samfundsøkonomiske dødssejlere, der forudsætter voldsomme greb i skatteydernes lommer.