New York i ukendt territorium

New York har som bekendt store ambitioner vedr. klimaet, hvor man taler om ”netto-nul” inden 2040. hvor alle statens gasfyrede kraftværker skal være lukket. Produktionen af elektricitet skal overtages af vindmøller, og der har været tale om installering af rigtigt mange gigawatt havvind ude i Atlanterhavet. De aktiviteter er så blevet noget forsinket af økonomiske årsager. Strømmen bliver meget dyrere, end New York havde drømt om.

Det andet store problem er selvfølgeligt ustabiliteten i en elforsyning baseret på vindmøller (og solceller). Der har været megen løs snak gennem årene men meget lidt konkret om, hvordan man vil håndtere forsyningssikkerheden. I planlægningsrapporterne fra de lokale myndigheder er et nyt begreb dukket op: DEFR, det står for dispatchable emission-free resources, ”regulerbare udledningsfrie kilder”. Dvs. noget, der virker som kul- eller gaskraftværker, men bare ikke udleder noget CO₂.

Modelberegninger har vist, at New York kan få brug for op til 30 GW af disse DEFR, og derfor kunne det naturligvis være interessant at få løftet sløret for, hvad de egentligt er. De skal jo allerede stå klar i 2040, når de gasfyrede værker lukker. Faktum er imidlertid, at ingen ved, hvad en DEFR er for noget. Nu har myndighederne i New York igangsat en indsamling af gode ideer. I alt er der indkommet over 22.000 kommentarer og indsendt 1800 dokumenter. Men der er ikke umiddelbart noget, der ser ud til at løse problemet.

To miljøorganisationer, Earthjustice og Sierra Club, er for nyligt kommet med deres fælles bidrag. Det er to af de rigeste organisationer, med masser af støttedollars i ryggen, men selv deres bidrag er nu heller ikke så konstruktivt.

Interessant nok lægger de ud med at udtrykke deres skepsis over for et brintsystem, med rørledninger på kryds og tværs. Eksisterende gasrør kan ikke bruges, pga. lækage af brint og da brint har en drivhuseffekt, der er 7 gange CO₂’s, så er læk af brint helt uacceptabelt. Da brint fylder så meget pr. kg, bliver både rørledninger og lagerfaciliteter uacceptabelt store i forhold til, hvad man har til naturgas. Brint er generelt for dyr i drift, også hvis den skal bruges som backup til en elforsyning, her er energitabene meget store. Ud med brint!

Derefter går indlægget over til spørgsmålet vedr. DEFR, hvor det påpeges, at teknologien stadigvæk er helt ukendt. Der gives udtryk for, at myndighedernes modeller nok er fejlbehæftede og behovet for DEFR således vil være meget mindre. Løsningen bør derfor være en ”kraftig udbygning med sol og vind og lagring”, hertil kommer udveksling af strøm med nabostaterne. Endvidere foreslås en ”tvungen styring af forbruget”. Sidstnævnte betyder sådan set bare, at hvis der ikke er noget strøm, så må folk klare sig uden, så længe det nu varer.

Så er vi tilbage til de sædvanlige magiske håndbevægelser til løsning af sol og vinds upålidelighed. Der skrives varmt om lagring, USA’s regering har jo igangsat et program, der skal udvikle nye og billigere lagringsmetoder allerede inden 2030, så de må være lige om hjørnet. Det er de dog næppe. Det nævnes, at de batterier, der installeres rundt omkring i USA, bliver større og større år for år, men der nævnes ikke noget om priserne på dem. Men batterier vil ifølge indlægget helt sikkert være en af vejene til at få et mindre behov for DEFR. At de batterier bliver ruinøst dyre, nævnes der ikke noget om, man sætter sin lid til ovennævnte program.

Myndighedernes modeller anklages for at overdrive varigheden og alvoren af ”vindpauser” (wind lulls), hvor der tales om, at man skal have et system, der kan klare sig uden vind i hele staten New York i 5-7 dage. Kommentaren fra miljøorganisationerne tror ikke på, at det kan være tilfældet, der vil altid være lidt vind ét eller andet sted. Det udsagn er dog ikke dokumenteret med faktiske data, så det er måske et lidt spinkelt grundlag til planlægningen. Vi ved fra andre kilder, at Dunkelflauten, hvor der hverken er sol eller vind, kan optræde over store områder samtidigt og undertiden i op til flere uger.

Endnu et bemærkelsesværdigt argument er, at de vindpauser, der omtales i myndighedernes oplæg, ikke faldt sammen med perioder med ekstremt forbrug af strøm, f.eks. ved lave eller meget høje temperaturer. Derfor overdriver myndighederne behovet for DEFR. Hm.

New York står i en situation, hvor man er fast besluttet på at nedlægge det meste af elforsyningen inden 2040, men hvor man hverken har teknologi – eller bare en holdbar ide – til hvad, der skal træde i stedet. Det kan vist kun karakteriseres som groft uforsvarligt.

Tak til Francis Menton fra The Manhattan Contrarian.