Den arktiske forstærkning

Det er velkendt, at i forbindelse med den globale opvarmning er det i de arktiske egne, dvs. nord for den 60. breddegrad, at temperaturen er steget mest. Længere nordpå taler man om, at stigningen er 3-4 gange større end den globale. Fænomenet har af klimaforskningen fået navnet Den Arktiske Forstærkning (Arctic Amplification). Det giver jo indtrykket af, at det, der sker, er en helt naturlig følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

Men i virkeligheden er det ikke så indlysende endda. Det er mest om vinteren, at temperaturerne omkring Nordpolen er steget (jfr. fig. 1), og det er på et tidspunkt, hvor Solen slet ikke skinner, og indholdet af drivhusgassen vanddamp er minimalt, fordi den kolde luft ikke rigtigt kan rumme noget. Hvorfor skulle der så blive ekstra varmt på de kanter?

Det viser sig da også, at klimaforskningen har meget alvorlige problemer med at forstå fænomenet. Man er jo låst fast af to årsager, der delvist hænger sammen. Dels skal CO₂ være den altdominerende faktor i klimaet, og dels skal iagttagelserne helst stemme overens med de store klimamodellers resultater. Det kniber det en del med, umiddelbart når modellerne frem til, at de arktiske egne skulle være koldere og troperne varmere end i virkeligheden.

I et sammenfattende studie har et hold forskere kigget på litteraturen om emnet (den er omfangsrig) og opsummeret de forskellige forklaringer, der er på bordet.

En nærliggende tanke er det faldende areal af havisen. Mindre havis kaster mindre sollys tilbage, og derved varmes havet op og derefter luften. Men den forklaring stemmer ikke helt overens med det faktum, at temperaturstigningen er størst om vinteren, hvor der ikke er noget solskin.

En anden teori går direkte på drivhuseffekten. Det øgede CO₂-indhold i luften betyder ikke ret meget ved Ækvator, fordi der her er store mængder af vanddamp tilstede. Over Arktis er der til gengæld meget lidt vanddamp, så her slår forøgelsen af CO₂-mængden meget kraftigere igennem. Men drivhuseffekt kræver jo, at der er noget varme til at starte med, og det er der ikke meget af i den arktiske vinter.

Der spekuleres også på, om det er temperaturforskelle mellem jordoverfladen og oppe i den øvre troposfære, der evt. er anderledes ved polerne end ved Ækvator, og det skulle give et mindre varmetab. Klimamodellerne forudser jo, at atmosfæren i godt 10 km’s højde i troperne er varmere end ved jordoverfladen, og den forskel skulle ikke eksistere nærmere Nordpolen. Imidlertid kan faktiske målinger ved Ækvator heller ikke finde denne varme luft.

Det er også nævnt, at der kan være tale om et forøget skydække og/eller mere vanddamp i luften over Arktis, begge dele kan medvirke til at holde på varmen.

Endeligt nævner klimaforskningen muligheden af lidt varmetransport fra troperne og op mod Arktis, enten via luften eller via havet. Den skulle være drevet af temperaturforskellen mellem syd og nord. Den kunne så føre til opvarmningen af Arktis. Men teorien er vanskelig at simulere med klimamodellerne, ofte giver de det modsatte resultat.

Så konklusionen er mere eller mindre, at klimaforskningen stadigvæk ikke kan forklare Den Arktiske Forstærkning – den globale temperatur stiger og den arktiske stiger mere, og man ved ikke rigtigt hvorfor. Dermed ved man heller ikke, hvor meget den ekstra stigning har med CO₂ at gøre, eller om der i virkeligheden er tale om andre mekanismer, der dominerer.

Men der er andre teorier på bordet, og styrken ved dem er, at de ikke dogmatisk holder fast i CO₂ og drivhuseffekten som det eneste, der styrer klimaet. En teori, som vi har omtalt her på siden et par gange, og som bl.a. er fremført af Javier Vinós er ”Vinter-Portvagt-Hypotesen” (Winter Gate-keeper Hypothesis – WGH). I en ny artikel på WUWT er der en gennemgang af denne teori og sammenhængen med Den Arktiske Forstærkning.

Her finder man en graf, der svarer til fig. 1, men hvoraf man tydeligt kan se, at den arktiske opvarmning faktisk først for alvor begynder omkring år 2000 (fig. 2). På det tidspunkt sker der et skifte i klimaet, der ikke umiddelbart kan hægtes op på udviklingen i atmosfærens CO₂-indhold, der jo har været jævnt stigende mange år forud.

Vi havde for nyligt en gennemgang af Javier Vinós’ syn på klimaet, hvor han lægger meget vægt på varmetransporten fra Ækvator mod polerne. Om vinteren på den nordlige halvkugle går størstedelen af denne transport mod nord, op til det kolde og mørke Arktis, hvor der kun er en meget beskeden drivhuseffekt, da der ikke er vanddamp af nogen betydning til stede. Det giver en voldsom udstråling af varmen til Verdensrummet. Reelt er situationen den, at netop Arktis står for en meget stor del af varmetabet fra Jorden, energien strømmer til sydfra og slipper uhindret væk i det arktiske nattemørke om vinteren.

Fig. 3 viser drivhuseffekten i de forskellige egne af Jorden, som forventet er den størst ved Ækvator og meget lille ved polerne. Man bemærker også den lave drivhuseffekt over Sahara, det skyldes den lave luftfugtighed her.

Globale data viser en stigende drivhuseffekt over de seneste 15 år, men der er ingen stigning konstateret over Arktis. Opvarmningen her skyldes således ikke nogen stigende lokal drivhuseffekt. Vi kan nu konstatere to arktiske paradoxer:

1. Det område af Jorden, der opvarmes hurtigst, er også det område, der medvirker til mest afkøling af planeten.
2. Det område af Jorden, der opvarmes hurtigst, er også det område, hvor drivhuseffekten er (næst-)mindst.

Antarktis har om muligt en endnu lavere drivhuseffekt, men mængden af varme, der tilføres fra troperne, er meget mindre end for Arktis’ vedkommende og temperaturen på Antarktis er ikke steget i de sidste 60 år.

Der er således ingen tvivl om, at temperaturstigningen i Arktis hænger sammen med varmetransporten sydfra. IPCC m.fl. vil gerne gøre CO₂ ansvarlig for alt, hvad der sker, men det er svært at påvise en mekanisme, hvor et stigende CO₂-indhold skulle føre til en kraftigere transport. Temperaturen omkring Ækvator er ikke steget nævneværdigt, så der er ikke tale om nogen stigende temperaturforskel mellem Nordpolen og Ækvator, snarere tværtimod.

Så alt tyder på, at CO₂ slet ikke spiller den hovedrolle for klimaet og den globale temperatur, som IPCC m.fl. gerne vil have. Varmetransporten væk fra Ækvator spiller en langt større rolle, og som vi så for nyligt, er der gode grunde til at tro, at den styres af variationerne i Solens ultraviolette stråling.