I det følgende skal vi referere to artikler, skrevet af Michael Jonas til WUWT. Jonas’ hovedbudskab er, at klimamodeller, som de anvendes i dag, fundamentalt set er uegnede til opgaven, og de mange milliarder af dollars, der er brugt på dem, er på det nærmeste spildt.
Klimamodellerne er jo dybest set en videreudvikling af de meteorologiske modeller, som bruges til de daglige vejrudsigter i lokalområder. Her tager man udgangspunkt i et nøjagtigt billede af temperatur, fugtighed, vindhastighed, tryk osv. celle for celle i området. ”Cellerne” er små definerede ”kasser” i luftrummet over jorden i området. Fra udgangspunktet kan man så begynde at regne trinvist, nogle få minutter ad gangen, og se hvordan forholdene i en celle vil smitte af på nabocellerne, der igen får indflydelse på deres naboer osv. osv. Systemet fungerer rimeligt på kort sigt, måske et par dage eller evt. op til en uge. Men vejret er kaotisk, og der kan let komme forstyrrende ting ind, der ændrer billedet i virkeligheden. Ved visse typer af vejr, som vi f.eks. har haft her i juni måned i Danmark i år, kan man se hvordan DMI’s to-døgns-forudsigelser ændrer sig fra time til time, og ofte ikke stemmer overens med de samtidige radarbilleder af nedbøren, se fig. 1. Det er de små lokale begivenheder, mindre skyer og tilhørende regn, som er svært at ramme præcist.
For at belyse metoden nærmere bruger Jonas et eksempel fra vejtrafikken.
En trafikkontrollør kan godt nogenlunde nøjagtigt sige, hvordan trafikken vil forløbe f.eks. i en rundkørsel i de kommende få minutter, ved at kigge på trafikken på tilkørselsvejene. Men hvis man vil forudse længere tid frem, f.eks. et par timer, er der brug for mere viden: Vil folk tage fra arbejde, eller starter der en fodboldkamp? Så det er ikke nok at vide noget om, hvor mange biler, der er på vejene lige nu.
Hvad så med de kommende dage? Er der planlagt vejarbejder eller påbegynder skolerne ferie? Det er åbenlyst, at en model, der starter med situationen lige nu, arbejder sig frem minut for minut, og regner sig frem til ændringer i trafikken, vil være helt værdiløs. Man så kan man lægge data ind for myldretider, fodboldkampe, vejarbejde og skoleferier og da kan det godt være, at modellen giver nogle brugbare resultater. Men realiteten er, at den trinvise udregning minut for minut er meningsløs, det er meget mere vigtigt at få det store billede på plads. Og hvis man får styr på det, så kan man give rimelige bud på trafikken i næste måned eller til næste år uden at spilde tid på alle minut-for-minut-beregningerne.
Og det er lige præcis det, klimaforskerne ifølge Jonas er nødt til at forstå. De kører deres modeller frem gennem tiden, typisk med 20 minutters intervaller, hvor de kigger på et enkelt tal for klimaet, svarende til f.eks. gennemsnitsfarten af alle biler i en omkreds af en kilometer fra rundkørslen. Derved mener de, at de kan komme med en præcis forudsigelse for hele Jorden i de kommende årtier. Men det er slet ikke nok. Der er alt for mange faktorer, de ikke har med. Hvad vil Solen foretage sig i de kommende år, hvad sker der med ENSO-svingningerne (El Niño / La Niña) eller de andre store havsvingninger? Hvordan vil skydækket udvikle sig?
Hvis de tog alle de ting i betragtning, ville de formentligt være i stand til at give et fornuftigt bud på klimaet i fremtiden – og det uden at beregne den nøjagtige temperatur på en plet i Atlanterhavet på næste tirsdag kl. 12.30.
Jonas konkluderer denne artikel med, at hvis vi skal forudsige Jordens klima i fremtiden, er det meget mere vigtigt virkeligt at få styr på de eksterne faktorer, som udover drivhusgasserne også dækker skydannelse, Solens aktivitet, de store havsvingninger osv.
Michael Jonas har nu skrevet en længere artikel med en mere detaljeret gennemgang af klimamodellerne og deres uegnethed til at løse opgaven. Læseren henvises også til en kortere omtale, hvor hovedpunkterne opridses.
Vores vejr og klima er såkaldt kaotiske systemer, hvor det er umuligt at forudsige udviklingen i detaljer ret mange dage frem i tiden. Når man bruger en model, der regner trinvist, er det af afgørende betydning, at udgangspunktet er så præcist som muligt. Vi skal helst vide nøjagtigt, hvad temperaturen, trykket, vindhastigheden, fugtigheden osv. er i hver eneste af vores celler. For hele jordkloden drejer det sig om millioner af celler. Derefter går computeren i gang og regner på udviklingen i hver celle. Hele den første omgang resultater vil herefter være grundlaget for udregningen i næste trin. Det er nu let at se, at bare den mindste fejl i en af udregningerne for en af cellerne lynhurtigt kan sprede sig og over de følgende trin blive et alvorligt problem.
Som vi har set tidligere, lægger klimaforskerne en række begrænsninger og stopklodser ind i deres modeller, så hvis et resultat falder udenfor, bliver det nænsomt justeret ind på plads igen. Men disse justeringer er et resultat af forskernes valg, og har ikke nødvendigvis nogen baggrund i de faktiske fysiske forhold.
Jonas nævner i sin artikel, at det ikke hjælper meget at bruge flere klimamodeller, og så tage gennemsnittet af deres resultater, det er ellers fremgangsmåden som IPCC brugte i lang tid, men delvist fraveg i den Sjette Vurderingsrapport, hvor situationen var blevet lidt for broget, med ultravarme modelresultater. Men ifølge Jonas kan metoden ikke bruges, fordi man ikke kan forvente, at modellernes resultater ligger tilfældigt omkring det ”rigtige” tal. Formentligt har forskerne bag de forskellige modeller langt hen ad vejen brugt de samme antagelser, og derfor vil de afvige i samme retning, både pga. de ting der er med i modellerne, og de faktorer, som alle har udeladt.
Jonas konkluderer klart, at tiden for de trinvise beregninger i modellerne må være rindet ud. Vi bør i stedet fokusere på at forstå alle de ydre faktorer bedre, og derefter kan man gøre sine forudsigelser uden alle mellemregningerne, der dybest set ikke giver nogen mening.
Danish
“Det var en anden tid”:
DR skrev 5/6 2018 : “Mudder afslører: Fortidens Grønland var overraskende varm” (undersøgelse fra Northwestern University USA, publiceret i PNAS):
”Mudderet er fra Nordvestgrønlands indlandsis og stammer fra henholdsvis 16.000 til 130.000 år siden og 8,000 til 11.000 år siden.
Det er rester af forskellige typer fluer i mudderet, der fortæller forskerne, at det faktisk var varmere i de to perioder, end forskerne troede.
For at fluerne skulle kunne være til stede, må gennemsnitstemperaturen have været over 10 grader, mener forskerne. I dag svinger temperaturen fra cirka 2 til 5 grader.”
Dertil svarede Sebastian Mernild:
”Dengang var det andre forhold, der påvirkede klimaet. Men i dag er det CO2 koncentration i atmosfæren, og derfor kan vi forvente, at forandringerne vil ske hurtigere end tidligere.
Så nu har vi belæg for at køre vores computersimuleringer med scenarier, der er de her fem til otte grader varmere.” (sic!)
Q.E.D., quod erat demonstrandum. Eller W5, som nogle vist skriver nu.
Økonomier er et resultat af menneskelig aktivitet. Der er beskæftiget et ikke ringe antal økonomer til at analysere og forudsige hvilken retning økonomier bevæger hen.
Forudsætningen for at spå om retninger må være større når det drejer sig om økonomi, der er et resultat af menneskelig aktivitet, end for klimaet.
Økonomiske kriser er mest kriser, fordi de ikke er varslet, så imødegås og stoppes de ikke, før de kommer i udbrud.
Selv noget der er menneskeskabt kan tilsyneladende ikke forudsiges. De ganske få der har ramt rigtigt i deres forudsigelse udråbes til “genier”, men næste gang er der andre der rammer, så genialiteten er ikke langvarig.
Jeg tvivler på at man kan forudsige fremtidigt klima.
Tak Søren.
Jeg vil tillade mig en påstand, som jeg ikke er helt sikker på er rigtigt. Jeg vil meget gerne have din kommentar.
Der gælder det samme for alle matematiske modeller. Kloge hoveder måler og studerer fænomenets udvikling. Så danner de sig en teori om, hvordan tingene hænger sammen, og dermed hvilke forhold som påvirker systemet og hvordan. Så ser man på tidligere hændelser, og ser om den udtænkte teori passer med dem. Hvis teorien passer med fortiden, så er det muligt at teorien er rigtig. Hvis den ikke passer med fortiden, så er man sikker på, at teorien er forkert.
Er det ikke her, at det er gået galt med klimamodellerne. Man har glemt (eller undladt) at holde teorierne op mod fortidens hændelser. De officielle modeller bygger på den antagelse, at det stort set kun er drivhusgasserne der styrer klimaet. Er dette rigtigt, så må klimaet have været stabilt i perioder, hvor mængden af drivhusgasser har været stabil. Var det ikke det, så må der have været andre forhold, som har haft væsentlig betydning for klimaet. Det må så indbygges i teorien. Er det ikke her, at det er gået galt?
Når man tester sin klimamodel, lader man den dels køre i meget lang tid uden at CO₂-indholdet ændres. Det skal så resultere i en uforandret temperatur. Derefter kører man modellen i den historiske periode, f.eks. fra 1960-1990 og sikrer sig, at den kan simulere temperaturerne her. Hvis ikke, justerer man på den, indtil det passer nogenlunde. Herefter kan man til sidst køre en test for perioden 1990-2020 og se, om modellen uden hjælp kan ramme rigtigt her. Det gør de fleste så ikke rigtigt, men det ser man stort på.
Men hockeystavene for fortidens klima er netop af afgørende betydning, idet CO₂-indholdet var næsten uforandret i flere 1000 år, og så skal temperaturen helst også være det. Ellers passer teorierne og modellerne ikke. Som vi tidligere har skrevet om, så plager det klimaforskningen meget, at der gennemsnitligt har været et let fald i temperaturen i de seneste ca. 8000 år, hvor CO₂-indholdet derimod er gået lidt opad. Det betragtes som en “gåde”, hvad det dog ikke ville være, hvis man kunne droppe den ensidige fokus på CO₂.