Dr. Roy Spencer har allerede d. 2. i måneden her udsendt den opdaterede temperaturgraf fra UAH, der viser den globale temperatur målt med satellitter. Juni måneds temperatur endte således på +0,80 grader celsius som anomali i forhold til gennemsnittet af juni måneder i perioden 1991-2020.
Det er lidt lavere end de seneste måneder, det er jo også hvad man skulle forvente, nu hvor vi er på vej væk fra El-Niño-tilstanden og bevæger os mod enten neutral fase eller en La Niña. Hvor meget, temperaturen vil falde, bliver interessant, fordi den nedsatte forurening med svovldioxid trækker den anden vej, som Jørgen Keinicke flere gange har beskrevet.
Hvis man ikke har tålmodighed til at vente en måned for at følge med temperaturudviklingen, kan man gøre det dag for dag på Karsten Hausteins side. Her ser man temperaturen opdateret dagligt for hhv. globalt, nordlige og sydlige halvkugle. Der er også en kortsigtet fremskrivning af ca. en uges varighed. Den er dog generelt ikke meget mere pålidelig end DMI’s vejrudsigter.
Man skal være opmærksom på, at referenceperioden her er ti år tidligere end UAH’s, 1981-2010. Kurverne er interessante, der er store udsving over ganske få dage, både på den nordlige og den sydlige halvkugle, og meget ofte svinger de ikke i takt. Det er givetvis varmetransporterne, fra Ækvator mod polerne, der her spiller hovedrollen i udviklingen fra dag til dag. Men tager man et forsigtigt gennemsnit af Hausteins globale temperatur-anomali, svarer den nu ganske godt til UAH’s. De er jo også baseret på de samme satellitmålinger.
Det er blevet populært at hævde at SO2 har en væsentlig indflydelse på jordens faldende albedo, men over 90% af den antropogene svovlforurening sker på den nordlige halvkugle. Hvorfor aftager albedoen så lige så meget på den sydlige halvkugle? SO2 og de dannede kondensationskerner udvaskes nemlig efter få måneder fra atmosfæren.
Hold venligst lidt igen med den hypotese.
Mvh Christian
Man kunne også offentliggøre målinger på timebasis – hvis man ikke havde noget fornuftigt at tage sig til.