Anmeldelse: “Det grønne pengetræ”

Journalist og politiker Magnus Barsøe har skrevet en friskfyragtig bog om mulighederne i forbindelse med den grønne omstilling. Bogens undertitel er ”Sådan scorer vi kassen på klimakrisen”. Det lyder jo godt.

Bogen er på 211 sider. Der er slet ingen grafer eller tabeller, kun ord – men ikke så mange, der står ganske lidt på hver side, så bogen er hurtigt læst. Det meste af indholdet bærer ikke præg af nogen dyberegående analyse, budskabet er i al korthed, at vi står midt i en klimakrise, men den grønne omstilling vil blive en stor succes og redde os alle sammen. Vi skal bare have masser af solceller, vindmøller og elbiler og hertil en sjat batterier, så kører det hele. Barsøe er ikke med på den vogn, hvor vi skal til at leve meget mere nøjsomt, væk med oksekødet og flyrejserne. ”Nulvækst” og ”de-growth” går han ikke ind for. Nej, den grønne omstilling vil og skal sikre vores fortsatte velstand.

I bogens indledning gennemgås klimakrisen kort. Kloden er blevet godt en grad varmere, og det medfører:

hyppigere og voldsommere ekstreme vejrhændelser, som tørke, nedbør og oversvømmelser

 – og det er vores skyld alt sammen. Der vil komme millioner af klimaflygtninge op gennem Afrika mod Europa. Havet vil stige op til en meter inden år 2100. Det vil det, selvom vi hurtigt får nedbragt vores CO₂-udledninger. Det skyldes primært vandets varmeudvidelse. Kloden er nemlig blevet varmere, og det tager lang tid, før havet opnår den samme varme, så stigningen fortsætter i mange år.

Her er vi ude i parodisk sludder, varmen her på Jordens overflade er primært samlet i havet, der kan rumme meget mere end luften, og atmosfæren varmer ikke havoverfladen op overhovedet. Men Barsøe er tilfreds med at aflire standardbeskederne fra klima-alarmismens overdrev.

Ellers er bogens primære budskab den grønne omstilling. Sol, vind og batterier er faldet drastisk i pris og vil fortsætte med at gøre det. Mængden af solceller og vindmøller, der opstilles årligt, stiger eksponentielt og vil i løbet af få år overgå de fossile brændstoffer som kilde til energi. Udviklingen vil medføre godt betalte jobs i hobetal, mange flere, end der mistes i olie- og gasindustrien. Vi kan således se frem til snydebillig energi og økonomisk fremgang. Det er bare at give los, og droppe noget af al det lovgivningsmæssige fnadder, der p.t. forhindrer opstilling af nye vindmølleparker, f.eks. pga. nogle flagermus.

De fossile brændstoffer kan vi bare vedtage at udfase hurtigst muligt. Sol og vind vil være klar til at tage over. Barsøe begræder de tre tilbageværende kulkraftværker i Danmark, hvorfor stopper de ikke bare? Ja, hvorfor mon ikke? Men forsyningssikkerhed spiller ingen rolle i Barsøes univers.

Det er rutinepropagandaen i ren form, Barsøe gengiver i bogen. Han har ikke forsøgt at sætte sig ind i det seneste års prisudvikling f.eks. mht. havvind, hvor de engelske garanterede mindstepriser nu nærmer sig 1 krone pr. kWh. Barsøe taler varmt for flydende havvindmøller, de bliver jo nødvendige, fordi der ikke er plads nok på de lavvandede dele af Nordsøen til alle de planlagte anlæg. Men flydende havvind har i England fået garanterede priser på over 2 kr./kWh. Billig energi?

Barsøe er også meget begejstret for batterier:

… det kan dreje sig om lagring i industriel skala, som vi eksempelvis ser i den amerikanske delstat Californien, hvor man har tidoblet sin batterikapacitet i løbet af tre år. Her bruger man nu lagret strøm fra kæmpebatterier til at sikre lys i kontakten, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

At Californiens batterier ikke kan dække mere end få minutter af statens forbrug er åbenbart forbigået Barsøes opmærksomhed. Og at batterierne trods de ”faldende” priser stadigvæk koster omkring 4000 kr./kWh – og dermed er prohibitivt dyre i stor skala – har han heller ikke lige fanget.

At brintfremstilling også bliver en dyr fornøjelse, melder historien ligeledes ikke noget om.

Barsøe kommer ind på kernekraften, som han ”principielt” ikke er modstander af, men alligevel svælger han i alle vanskelighederne ved den teknologi og ender mere eller mindre med at bortdømme den – dog med en lille kattelem åben, hvis fremtiden skulle byde på noget nyt og revolutionerende.

I bogens konklusion ser det ud til, at Barsøe alligevel ikke helt tror på den grønne omstillings teknologiske og økonomiske overlegenhed. Her plæderer han nemlig for drastisk statsstyring med indgreb af forskellig art, både i form af forbud og af rundhåndede tilskud og støtteordninger (eksempel: Alle skal kunne lease en elbil for 1000 kr./måned…). Så er vi tilbage til situationen nu, hvor den grønne omstilling kun bevæger sig, når den får kunstigt åndedræt af regeringerne.

Alt i alt en bog, der ikke kan anbefales, den er hverken pengene eller læsetiden værd, hvis man ønsker reel indsigt i klimaet eller den grønne omstilling.