Håb i Holland

Holland har endeligt langt om længe fået en ny regering, efter valget for 6 måneder siden, som markerede en større omvæltning i hollandsk politik. Vinderen blev Geert Wilders, der af folk med de rette meninger altid stemples som populist og det, der er værre. Wilders har nu indgået en aftale med tre andre partier, heriblandt partiet BBB, der opstod i kølvandet på de omfattende protester fra de hollandske landmænds side.

Den nye regering lover et skarpt opgør med klima- og miljøpolitikken, der med udgangspunkt i EU’s talløse forordninger var godt i gang med at kvæle det hollandske landbrug og forarme det øvrige samfund.

Vedrørende klimaet har man i første omgang taget fat i EU’s ambitioner om en voldsom forøgelse af antallet af varmepumper til opvarmning af folks private hjem. Tanken er, at de skal erstatte folks naturgasfyr, og da al strømmen formodes at komme fra sol og vind (en noget teoretisk formodning), så vil CO₂-udledningerne blive nedsat og klimaet reddet. Konkret skulle alle husejere allerede fra 2026 ikke mere have lov til at købe nye gasfyr, det skulle være tvungent at installere varmepumper i stedet. Det var et led i EU’s ambition om allerede i 2027 at have fået indsat 10 millioner nye varmepumper.

Erfaringen rundt omkring i Europa er ellers, at man langt fra i alle tilfælde slipper godt fra at udskifte naturgasfyr (eller andre varmekilder) med varmepumper. Det kræver bygninger med god isolation, og det har vist sig, at mange huse både i f.eks. England og Tyskland slet ikke lever op til kravene.

Den nye hollandske regering vil skrotte lovgivningen om varmepumper fra 2026, så det fortsat bliver frivilligt, om man vil vælge et nyt gasfyr, varmepumpen eller noget tredje.

I forbindelse med klimaet vil regeringen også ophøre med at give statsstøtte til elbiler.

Regeringen vil ligeledes tage fat i hele lovgivningskomplekset omkring kvælstof. Her havde den gamle regering opsat skrappe mål for landbrugets fremtidige anvendelse af kunstgødning, og samtidigt skulle antallet af bedrifter med tvang reduceres. Det skulle bl.a. ske ved at staten overtog gårde, der ansås for at udgøre en fare for miljøet i særligt sårbare områder. De pgl. landmænd ville ikke have nogen indflydelse på beslutningerne; de måtte bare modtage den sum penge, som staten havde fastlagt og så dreje nøglen om.

Baggrunden for disse drakoniske tiltag er krav fra EU, hvor man er meget fokuseret på den påståede forurening med kvælstof i vandmiljøet. Holland har i gennem flere år kørt på dispensationer fra EU, men i 2026 skulle det være endegyldigt slut.

Den nye regering vil – ligesom landmændene – gøre oprør mod EU’s tyranni, og vil optage forhandlinger med Bruxelles. Samtidigt bliver lukningen af de udsatte gårde nu til en frivillig sag for ejerne. Endvidere vil Holland afvise EU’s krav om en reduktion af antallet af dyr i landbruget.

Hele klimasagen hviler i meget stort omfang på computermodeller. Grunden til at vi skal gennemføre hele klimapolitikken og nå netto-nul er jo ikke, at der er sket noget med klimaet indtil nu. Hele sammenkædningen med de tilfælde af ekstremvejr, vi har hvert år, er jo for længst afsløret som ren propaganda. Sammenkædningen har været effektiv, men er ikke det mindste baseret på videnskab. Når vi alligevel skal frygte klimaet, skyldes det modelberegningerne af fremtiden. Her vil det gå meget værre, hvis vi ikke gennemfører netto-nul inden 2050. Men klimamodellerne har til overflod vist sig at være mere politisk styret gætværk end egentlig videnskab, og derfor udgør de et mere end tvivlsomt grundlag for vidtrækkende beslutninger med store samfundsmæssige konsekvenser.

Det har også efterhånden vist sig, at det samme er tilfældet med miljøpolitikken. Sammenhængen mellem kvælstofgødskning og iltsvind i de danske farvande findes også ved hjælp af computermodeller. At tallene åbenlyst ikke hænger sammen, generer ikke de forskere, der har gjort en karriere ud af emnet. Der gødes med kvælstof overalt i Danmark, men kun en mindre del af vores fjorde bliver ramt af iltsvind, og det sker pudsigt nok primært i de farvande, der vender ud mod Østersøen. Måler man kvælstofindholdet i de afløb og dræn, der føder åerne med udløb i fjordene, finder man ofte ganske lave kvælstofværdier. At iltsvindet skulle komme herfra virker således mindre sandsynligt. Men forskerne er stålsatte i deres overbevisning om, at landbruget skal reduceres kraftigt, og så gælder alle kneb.

Det viser sig, at det samme er tilfældet i Holland og i resten af EU. Hele kampagnen mod kvælstof i miljøet er baseret på computermodeller, og der er fra flere sider rejst alvorlig tvivl om disse modellers anvendelighed.

På et tidspunkt havde det hollandske kvælstofministerium (sådan ét har de faktisk) bedt en ekspert, Dr. Jaap C. Hanekamp, om at vurdere hele kvælstofsagen og især de anvendte computermodeller. Hans dom var nådesløs. For det første peger han på, at den skrappe kvælstoflovgivning helt sikkert vil medføre store tab i det hollandske samfund, færre arbejdspladser, mindre produktion, eksport og indkomst osv. Til gengæld ved man ikke ret meget om, hvad man i praksis vil få ud af tiltagene.

Her har man i mere end 30 år brugt en såkaldt ”aflejringsmodel” (deposition model), der siger noget om, hvor meget kvælstof (dvs. alle de kemiske forbindelser, kvælstof optræder i), der vil ophobes i forskellige typer af natur, som følge af input fra alle mulige aktiviteter og fra naturen selv. Her kan man så simulere f.eks. en mængde af gødskning af et stykke jord, og derefter få tal for ophobningen af kvælstof. Nu er problemet ifølge Hanekamp, at de modellers pålidelighed aldrig er blevet eftervist. Dvs. der udkom faktisk nogle vurderingsrapporter i starten, og de viste klart, at modellerne slet ikke virker. Det faktum har man imidlertid fejet ind under gulvtæppet og bare fortsat med at bruge modellerne, som om alt var i den skønneste orden. De indgår endda i den hollandske lovgivning, der fordrer, at de skal bruges ved vurderingen af ethvert nyt projekt.

Det andet element i kvælstofpolitikken er ”kritisk belastning” (critical load), som skulle være et tal for præcis hvor meget, man kan belaste et område med, før det går galt. Også her er der en kolossal usikkerhed på tallene, og hvad betyder det egentligt, at noget går ”galt”. Det er der ingen, der ved, men tallene bliver brugt helt firkantet af myndighederne til at opstille restriktioner for bl.a. landmændene.

Så den gamle hollandske regerings drastiske indgreb hvilede på et mildt sagt spinkelt grundlag. Det er så her, at Geert Wilders og hans partnere kommer ind i billedet og forhåbentligt kan få lidt fornuft tilbage på banen.

Den nye regerings kamp mod overgrebene fra teoretikerne i ministerierne og EU er selvfølgeligt ikke populær alle steder. Greenpeace har således karakteriseret den som ”et angreb på naturen”. Det var jo forventeligt.