Solen og klimaforandringerne 2

Her følger et resumé af anden del af Javier Vinós’ serie om sammenhængen mellem Solens aktivitet og klimaet her på Jorden. I første del så vi på perioden siden ophøret af den seneste istid, hvor der undervejs har været tydelige svingninger i den globale temperatur, der så afspejler naturlige indflydelser udefra, primært fra Solen. Drivhusgasserne har ikke spillet nogen rolle i den periode, frem til det, vi kalder ”førindustriel tid”.

Vinós refererer igen IPCC, der klart giver udtryk for, at variationerne i Solens indstråling er så små, at de ikke kan have nogen indflydelse på Jordens temperatur, som vist på fig. 1. I den forbindelse er det alligevel tankevækkende, at den nuværende opvarmning følger efter en periode på ca. 70 år, hvor Solens aktivitet har været noget af det højeste, man har kunnet måle sig frem til for de seneste 2000 år.

Solens direkte indstråling varierer med ca. 0,1%. Det lyder ikke af meget, men udgør dog alligevel en pæn sjat ekstra energi. Fig. 2 viser, hvordan opvarmningen er yderst uensartet fordelt over Jordkloden, når Solen går fra minimum til maksimum. F.eks. Sibirien og en del af Nordamerika ser pænt stigende temperaturer, mens der stort set ikke sker noget omkring Ækvator.

Denne uensartede opvarmning er ikke, hvad klimamodellerne forudser, med deres ensidige fokus på drivhusgasserne som kontrolknap til temperaturen. Det er ligeledes tankevækkende, at de områder, der er blevet opvarmet mest på fig. 1, er de samme områder, som har set de største temperaturstigninger i forbindelse med den globale opvarmning. Er det så Solen eller drivhusgasser, der står bag?

En interessant pointe ved fig. 2 er det faktum, at stratosfæren – i 20 km’s højde – bliver køligere, når det bliver varmere ved jordoverfladen. Det er, hvad klimamodellerne forudser, hvis opvarmningen skyldes en drivhuseffekt, men nu kan man konstatere, at også ved en naturligt fremkaldt opvarmning ser man det samme fænomen. Det betyder, at temperaturændringerne i stratosfæren ikke nødvendigvis har noget at gøre med vores udledninger af CO₂ m.v.

Fig. 3 viser et interessant forskningsresultat fra en tyve år gammel artikel. Her har man over 30 år sammenstillet de tropiske haves varmeindhold (i de øverste meter af vand) med variationen i Solens indstråling. Man ser, at der er en meget fin overensstemmelse mellem de to kurver, men forskellen i indstrålingen, målt i watt pr. kvadratmeter (W/m²) er alt for lille til direkte at kunne fremkalde ændringen i havets varmeindhold. Der må således være en indirekte mekanisme på spil. Dette forskningsresultat er i øvrigt blevet totalt ignoreret i IPCC’s store rapporter.

Vinós kaster sig derefter over sammenhængen mellem El Niño / La Niña og ændringerne i Solens aktivitet. I virkeligheden er der ikke kun de to tilstande, men også en tredje, benævnt Neutral. Vinós kan nu påvise, at der er en god sammenhæng mellem Solens aktivitet og så vekslingen mellem La Niña og Neutral. Det ser ud til, at det er Solen, der styrer, om vi har den ene eller den anden af de to. Billedet er mere uklart, når det gælder El Niño.

Vi omtalte for nyligt den bemærkelsesværdige sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af orkaner på den ene side og Solens aktivitet på den anden. Vinós tager spørgsmålet op og ser her endnu et vidnesbyrd om Solens indflydelse på Jordens klima. En af måderne det sker på, er ved at ændre på den Polære Hvirvelstrøm (Polar Vortex), den vind, der cirkler rundt om Nordpolen og som varierer både i styrke og i hvor langt sydpå den rækker. Det ser ud til at ved stor sol-aktivitet bliver hvirvelstrømmen svagere og vintrene i Nordeuropa bliver milde. Det var tilfældet i perioden 1980-2000. Derefter gik sol-aktiviteten ned, hvirvelstrømmen blev stærkere, og vi fik strenge vintre igen, bl.a. i Sibirien, som vist på fig. 4. Her ser man hvordan området omkring Nordpolen er varmere (ud fra en eller anden reference) mens det nordlige Asien og Amerika er ramt af kulden. Situationen fortsatte her i 2024 – der jo ellers er det ”varmeste år” nogensinde, og bl.a. Mongoliet blev ramt af ekstrem kulde, der slog millioner af husdyr ihjel.

Alt det her er ikke noget, klimamodellerne forudser eller er i stand til at simulere.

Vinós slutter af med at beskrive, hvordan klimaet også har indflydelse på Jordens rotationshastighed, igen noget, der må være en følge af bevægelserne af luftmasserne i atmosfæren og som ikke har noget med drivhusgasser at gøre.

I sin konklusion skriver Vinós:

Der er meget mere end Solen, der spiller en rolle i klimaet, men konklusionen er, at det høje aktivitetsniveau i det 20. århundrede har spillet en væsentlig rolle i den globale opvarmning i de seneste årtier. Og derfor bør man erkende, at forsøgene på at styre vores udledninger, som er blevet hovedmålet for FN og den Vestlige Verden, måske ikke vil have den store indflydelse på fremtidens klima.