Planter og mere CO₂

Det er efterhånden kun de mest hårdnakkede – og uvidende – klima-alarmister, der helt benægter, at det stigende indhold af CO₂ i atmosfæren har haft en gavnlig effekt på plantevæksten her på Jorden. Høstudbytterne er generelt blevet større, og NASA har målt en tilvækst i dækningen med blade i mange egne på kloden. Naturen er blevet mere frodig.

Men der er i klimakredse en udtalt modvilje mod at acceptere, at der kan være noget som helst positivt ved vores udledninger af CO₂. Derfor søges der desperat efter strå, der kan føre til dæmonisering af drivhusgassen, også hvad plantevækst angår. Et strå, der ofte trækkes på, er ideen om, at mere CO₂ giver en hurtigere plantevækst, men den går så hurtigt, at planten ikke kan nå at opbygge netværket af alle de næringsstoffer, som vi skal bruge. Vi får flere tomater, men de indeholder færre mineraler og vitaminer, lyder påstanden.

Det spørgsmål har The CO₂ Coalition nu taget op i en ny rapport. Der indledes med en interessant gennemgang af menneskets kemi, hvor vi får at vide, at efter vægt udgør kulstof – C – ca. 18,5% af vores legeme. Derfor er det helt grundlæggende noget sludder at tale om kulstof som ”forurening” eller et behov for at ”dekarbonisere”, dvs. fjerne kulstof.

Rapporten citerer den tyske forsker Liebig, der helt tilbage i 1800-tallet beskrev, hvordan en plantes vækst altid vil være begrænset af den ressource, der først bliver mangel på. Det kan være sollys, vand, eller de forskellige næringsstoffer fra Jorden, f.eks. kvælstof, fosfor eller kalium. Liebig beskrev det ved hjælp af en tønde, som vist på fig. 1. Tøndens staver har forskellige længder, og det er den korteste, der bestemmer vandniveauet, dvs. plantens vækstmulighed. Hvis planten f.eks. har masser af vand til rådighed, men der mangler kalium i jorden, så er det sidstnævnte, der afgør om planten kan vokse videre eller ej.

Der er forsket meget i det såkaldte mineralindhold i planter (dvs. f.eks. kalium, natrium, jern, zink, magnesium osv.) og meget tyder på, at hvis planterne gror i en atmosfære med forhøjet CO₂-indhold vil koncentrationen af mineralerne falde nogle få procent, men da der bliver flere (eller større) planter, bliver det samlede optag af mineraler større. De to effekter trækker således i hver sin retning. I øvrigt er der i forvejen meget store variationer i mineralindholdet fra egn til egn, det afhænger af dyrkningsjordens kvalitet, der kan svinge enormt fra sted til sted.

En årsag til det mindre optag af mineraler er det interessante faktum, at højere CO₂-indhold i luften begrænser plantens tab af vand ved fordampning. Bladene har huller, ”porer”, hvorigennem CO₂-en opsuges fra luften. Med mere CO₂ i luften, kan porestørrelsen være mindre og alligevel give planten det, den skal bruge. Tabet af vand foregår netop gennem porerne, så mindre porer medfører mindre fordampning. Det betyder imidlertid, at planten får nedsat sit behov for at trække vand op af jorden via rødderne, og derved bliver transporten af mineraler hen mod rødderne tilsvarende mindre.

Som et kuriosum kan nævnes, at en af metoderne, man anvender til at bestemme atmosfærens CO₂-indhold i den fjerne fortid (10-300 mio. år siden), netop er ved at måle porestørrelser på forstenede blade.

Et reelt problem med CO₂-indholdet er dannelsen af A-vitaminer i visse typer ris. Der har længe været problemer med A-vitaminmangel i mange asiatiske lande, fordi hovednæringskilden netop er vitaminfattig ris. Det problem kunne se ud til at blive værre fremover. Løsningen ligger dog lige for, den såkaldte gyldne ris (Golden Rice), der er genmodificeret til at producere masser af A-vitamin. Men den er så løbet ind i modstand fra samme type af aktivister, der også er imod fossile brændstoffer.

En anden fordel ved det forhøjede CO₂-indhold i luften er, at planterne i mange tilfælde får lettere ved at producere de stoffer, som de bruger til at forsvare sig mod insekt- eller svampeangreb.

Forskning har vist, at grøntsager, der er i stand til at optage kvælstof direkte fra luften, klarer sig godt med forøgede mængder CO₂ i luften, deres kvælstoftilførsel vokser i samme takt som deres generelle vækst. Netop kvælstof er jo en afgørende bestanddel i planternes proteiner. Generelt konkluderer rapporten, at mængden af kvælstof til rådighed for planterne i naturen ikke er faldet på trods af stigningen i atmosfærens CO₂-indhold. Der er altså ikke fare på færde her.

Fig. 2 viser en interessant sammenhæng mellem planternes proteinindhold og mængden af regn, der er til deres rådighed. Det er udviklingen ned gennem Afrika, fra Sahara og ned mod Ækvator. Mere regn fremmer planternes mulighed for vækst, der bliver mere biomasse, men planterne kvitterer mærkeligt nok ved at danne færre proteiner.

Rapporten fortsætter derefter med nogle interessante afsnit om atmosfærens CO₂-indhold og plantevæksten i den fjerne fortid, og viser den velkendte figur, her gengivet som fig. 3. Der er absolut ingen sammenhæng i fortiden mellem CO₂-indholdet og den globale temperatur. Der følger en koncentreret gennemgang af forholdet mellem CO₂ og temperatur, både under istiderne og længere tilbage i tiden. Her kan den interesserede læser få et resume af hele sagen og få den nuværende klimapanik sat lidt i perspektiv.

Men konklusionen vedr. mineral- og proteinindholdet i planterne er ja, man ser en mindre nedgang med det forøgede CO₂-indhold, men den opvejes af generelt større høstudbytter og mindre vandforbrug. Menneskeheden og dyrene har altid være gode til at løse problemerne med planteføde af varierende kvalitet, og den evne overstiger langt de små ulemper, der måtte være forbundet med det stigende CO₂-indhold i luften omkring os.