Man træder ind i et minefelt, hver gang man tager historien med ozonhullet op. Det er sådan en smuk historie om, hvordan menneskene først gjorde ondt på naturen, og derefter ved lovgivning og regler gjorde det godt igen. Parallellen til den nuværende klimahistorie er åbenlys, vi har gjort skade med al vores CO2, og nu skal vi gøre det godt igen med tvang, undertrykkelse og grøn omstilling.
Ozonhistorien gik i korthed ud på, at man begyndte at måle tykkelsen af ozonlaget over Antarktis, og fandt at det i løbet af 1970-erne blev tyndere. Man måler ozonlagets tykkelse i de såkaldte Dobson Units (DU) – ”Dobson-enheder”, og det blev defineret, at hvis tykkelsen var mindre end 220 DU, var der tale om et hul. Og netop i 1979 nåede man under de 220. Mistanken var, at faldet skyldtes menneskelige udledninger af freongasser, der brugtes meget til køleanlæg og folks køleskabe. De blev ikke lukket ud med vilje, men sivede ud under produktionen og brugen – og fra skrottet køleudstyr.
Forbuddet mod freongasserne fik efter sigende en effekt på ozonhullet over Antarktis, nedgangen blev standset og det blev gradvist tykkere. Ifølge flere nye rapporter er det godt på vej til at være helet igen.
Men der har været mislyde undervejs. Grænsen på de 220 DU synes at være ret tilfældigt valgt, og det vakte betydelig opsigt, da nogle forskere konstaterede et ozonhul i troperne ud for Afrikas kyst, langt mod nord fra Antarktis. ”Hullet” bestod ikke i målinger, der viste mindre end de 220 DU, men derimod en nedgang på minimum 25% i ozonindholdet svarende til, hvad man ser, når der er et ”hul” over Antarktis.
I en ny artikel har forskeren Mike Jonas kigget nærmere på Antarktis. Han har valgt at se bort fra satellitmålingerne og i stedet brugt de jordbaserede målinger, der rækker tilbage til 1963. Fig. 1 viser de årlige minimumstal for ozonindholdet over Antarktis.
Ifølge Jonas har NASA fremført, at de 220 DU for første gang blev nået i 1979, og derved fik man fastlagt grænsen for hvad, der er et ozonhul. Det stemmer så ikke helt overens med fig. 1, der viser flere foregående år med lavere tal end de 220. Men i løbet af 1980-erne skete der et gradvist fald i ozonindholdet, der så efterfølgende stabiliserede sig på det nye lavere niveau, fra 1990 frem til 2022. 2020 udmærker sig ved at have en af de laveste værdier overhovedet, dvs. her var hullet velvoksent. Det samme har været tilfældet i 2022-2023.
Forløbet af kurven her harmonerer ikke direkte med indholdet af freon i atmosfæren, som vist på fig. 2. Den voldsomme stigning fra 1960 til 1980 i freongasser giver ikke noget synligt tab af ozon, mens det svagere fald fra år 2000 og fremefter heller ikke resulterer i nogen stigning i DU-tallet.
Noget tyder således på, at udviklingen i ozonindholdet styres af andre mekanismer, og der skete et skifte i løbet af 1980-erne, som vist på fig. 3. Før og efter dette skifte var ozonniveauet stabilt, men på hver sit niveau.
Skiftet var ledsaget af en mærkbar temperaturændring, der ytrede sig ved et fald nærmere jordoverfladen og en stigning længere oppe i atmosfæren. Forskellen mellem de to udviklede sig synligt, som vist på fig. 4.
Noget tyder således på, at de ændringer, der er observeret i ozonlaget, hænger sammen med et generelt skifte i klimaet, f.eks. i forbindelse med variationerne i de store havstrømme.
Mike Jonas har en noget alternativ forklaring på, hvorfor ozonsagen overhovedet opstod. Normalt er vi ikke meget for konspirationsteorier her på siden, men i WUWT beskriver Jonas, hvordan kemikaliefirmaet DuPont agerede tilbage i 1970-erne. De havde patent på den mest udbredte version af freon, men patentet udløb i 1979 og derefter ville konkurrenterne få frit slag med produktionen af stoffet.
Ved nu at starte sagen med ozonhullet, og få NASA til at acceptere, at netop de 220 Dobson-enheder for 1979 skulle være definitionen på et ”ozonhul”, kunne Dupont opnå, at politikerne ville forbyde den omtalte freon-version, og så kunne DuPont fortsætte med leverancer af alternative stoffer. Den historie kan vi tro på eller lade være…
Undertegnede skal ikke gøre sig til dommer over, hvorvidt freonstofferne har haft indflydelse på ozonhullernes udbredelse, måske delvist, men at vi skulle kunne ”styre” hullernes udbredelse, er nok naivt. Der er en del, der tyder på, at de altid har optrådt over polerne, med stærke variationer fra år til år.
Det foruroligende her er den i starten nævnte sammenkædning mellem ozonsagen og CO2 & klimaet. Igen skal vi tro, at vi kan ”styre” klimaet, og det er man så parat til at forsøge, helt uden hensyn til omkostningerne eller troværdigheden af det videnskabelige grundlag.
Og i modsætning til ozon-problemet kan det blive rigtigt dyrt i denne omgang.
Danish
Denne artikel er meget usaglig og viser, at forfatteren ikke kender emnet til bunds. Jeg var selv ansvarlig for CFC-området i Miljøstyrelsen fra 1974 til 1979 og deltog i de internationale forhandlinger mv. Der er en vigtig forskel mellem CFC og CO2. Der er ingen naturlige kilder til CFC, haloner osv.! Det var ikke målingerne over Sydpolen, som startede problemstillingen, men en artikel af atmosfærekemikerne Molina & Rowland i Nature i 1974. Et arbejde de senere fik Nobelprisen i Kemi for, – ikke den politiske Nobels fredspris som Gore og IPCC fik. Det er rigtigt, at opdagelsen af ozonhullet i 1979 gav yderligere argumentation for restriktioner og pres på lovgiverne. Det var især anvendelsen i aerosolbeholdere/spraydåser, som CFC blev berømt for! Der var andre producenter af CFC end DuPont, så konspirationsteorierne har ikke noget på sig og burde ikke have været nævnt. Jeg kan også afsløre, at aerosolbranchen og Dansk Industri generelt lagde et stort pres på Miljøstyrelsen for at undgå restriktioner samtidigt med, at bl.a. Tor Nørretranders fra RUC i Pressen kritiserede Miljøstyrelsen for ikke at gøre nok! Miljøstyrelsen var lidt tilbageholdende, fordi alternative drivmidler var brændbare eller sundhedsfarlige, som ikke kunne kontrolleres med den daværende lovgivning. Den aktuelle hændelse i Helsinge med antændelse af tørshampoo fra en spraydåse, der raserede et pigeværelse og skadede fire piger alvorligt illustrerer faren ved de brandfarlige drivmidler.
Søren (og hans kilde) gør også den fundamentale misforståelse at bruge den anslåede emission af CFC til troposfæren som målestok for ozonhullet og dets variationer. Dermed overses, at udledningen fra produkter afhænger af deres levetid og spredningen af CFC udledningen globalt og transporten til stratosfæren tager mange årtier og ikke er i en jævn udvikling, så vi har ikke set den endelige effekt endnu af det, der er udledt indtil Montreal traktaten fik effekt. Desuden er der andre kilder til chlor-atomer i stratosfæren, og koncentrationer af chlor-atomer i stratosfæren varierer med tid og sted – ligesom ”ozonhuller” gør.
Det er sørgeligt, så let det er at narre folk.
Og godt observeret, har selv lagt mærke til og set film hvor der netop bliver gjort opmærksom på, at hullet er der endnu. Men hvis man tvinger folk gennem lov og tvang og dette viser sig forkert, burde man så ikke straffes??
Personligt synes jeg at overgangen til CO2 og HC kølemidler er rigtig god kontra disse unaturlige fremstillede kemikalier som helt sikkert er usunde for naturen. Men jeg tror mere på Dupont-historien, da de vist også netop havde et alternativ herefter som var – som nu svinedyrt og lukkede under bla herhjemme kmo og kølecertifikater.
Også parallellen til klimahysteriet og den forbundne fascisme er også let at få øje på.
Som WEF siger mange gange: shareholder/stakeholder cooperation with government = Mussolinis definition af fascisme.
Vore dages såkaldte forskere tror de kan analysere og forstå alting ned til mindste detalje.
Naturen er så kompliceret at de aldrig kommer til st forstå alt, men når der er masser af penge og karrieremuligheder i det, så tiltrækker det selvfølgelig en masse fantasifulde opportunister som vil gøre alt for rigdom og berømmelse.
Måske burde de finde noget produktivt og gavnligt tage sig til i stedet.