Jorden modtager stort set al sin energi fra Solen i form at stråler, og langt det meste er som synligt lys. En del af solstrålerne når aldrig ned til havets eller landjordens overflade, de rammer skyerne og bliver kastet tilbage til verdensrummet. En mindre del når ned til overfladen, men bliver herfra kastet tilbage. Resten opsuges af jordoverfladen og især af havet, og det er den del, der giver os varmen her på Jorden.
Man har målt sig frem til, at ca. 28% af solstrålerne kastes direkte tilbage, mens resten bliver til varme. Den procentdel, der kastes tilbage, betegnes Jordens albedo – dvs. evne til at sende lys tilbage. En kulsort genstand vil have en albedo på nul, mens et hvidt legeme, eller et spejl, vil have en albedo tæt på 100.
Albedoen har interesse, fordi hvis den ændrer sig, kunne det umiddelbart betyde, at Jorden får tilført mere eller mindre varme. Men hvordan kan man måle den? Det kan gøres med satellitter, der dog ikke giver så nøjagtige resultater.
En mere snedig metode baserer sig, som vi var inde på for nyligt, på det såkaldte jordskin, som man kan se på Månen. Når Månen er tæt på ny, kan man nogle gange her fra Jorden se hele måneskiven, svagt oplyst. Det er lyset, der tilbagekastes fra Jorden, der oplyser Månen, og man kan måle lysstyrken på måneoverfladen ved hjælp af teleskoper eller satellitter. Det viser sig at være en ganske nøjagtig metode, og den kan bruges til at vurdere ændringer i Jordens albedo over tid.
Satellitmålinger af ind- og udstråling af synligt lys fra Jorden viser en vis variation i forskellen mellem de to i løbet af de seneste 20 år, se fig. 1. Både den nordlige og den sydlige halvkugle har igennem perioden fået en større netto-indstråling, stigende med ca. 1,3 watt/m2. Forskellen i ind- og udstråling er faktisk helt oppe på 1,5 W/m2, men samtidigt er Solens udstråling faldet med, hvad der svarer til 0,2 W/m2.
Udviklingen er en del af en lidt længere tendens, helt tilbage fra 1983 har man tal, der viser en jævn stigning, se fig. 2.
Den stigende netto-indstråling må skyldes en nedgang i Jordens albedo, der er mindre synligt lys, der bliver kastet tilbage ud i verdensrummet direkte. Denne konklusion illustreres af beregninger baseret på satellitdata, se fig. 3. Kurverne for udviklingen i albedo for de to halvkugler følger hinanden pænt, men generelt ligger albedoen for den sydlige halvkugle noget lavere. Det må bl.a. skyldes forskellen i forholdet mellem arealerne af hav og land, der er meget mere hav på den sydlige halvkugle. Faktisk burde procenterne af hav-areal give sig udslag i en endnu større forskel i albedo, men tilsyneladende bliver den udjævnet noget af et større skydække i den sydlige del.
Fig. 3 er baseret på satellitmålinger, men konklusionen er bekræftet ved målinger af jordskinnet på Månen. Der er tale om et reelt fald i albedo.
Nedgangen i albedo betyder, at mere sollys trænger ned til overfladen af havet og den faste landjord. Især i havet giver det anledning til en betydelig stigning i den tilførte energi og dermed giver den et kraftigt bidrag til den globale opvarmning. Man kan faktisk beregne, at en stor del af den opvarmning, vi har set siden 1983, kan forklares ved faldet i albedo.
Faldet må primært skyldes, at der er kommet færre skyer. En medvirkende faktor kan også være at Jorden er blevet grønnere, planter har ofte en lavere albedo end den bare jord.
Men faldet har således ikke meget at gøre med drivhusgasserne, og er derfor ikke en konsekvens af vores udledninger. Det er en af de naturlige faktorer, der har indflydelse på klimaet og den globale temperatur, og kan formentligt tilskrives variationerne i solens aktivitet.
Danish
Hej Søren! Endnu et fint indlæg!
Michael O. Jonas har udgivet denn videnskabelige artikel i 2022, hvor han på baggrund af data fra det International Satellite Cloud Climatology Project ISCCP, har fundet, at nedgangen i skydækket kan forklare den observerede sol indstråling i perioden 1983-2017
https://wjarr.com/sites/default/files/WJARR-2022-0478.pdf
mvh
Steen Rasmussen
Kære KR
I skriver: “Jorden modtager stort set al sin energi fra Solen i form at stråler, og langt det meste er som synligt lys.”
Hvilket er lodret forkert. Professor Milligan påviste for lang tid siden: “nogle ejendommelige stråler, hvis absolut regelmæssige og uhyre kraftige gennemslag er konstaterede gennem undersøgelser fra bjergtoppe og havdybder; de viser sig alle steder lige kraftige og lige regelmæssige.”
Som tidligere nævnt giver “Vandrer mod Lyset” udgivet i 1920 forklaring på hvorledes Jorden bliver bombarderet med uudtømmelig energi og global opvarmning ikke er menneskeskabt.
Interessant er det også, at mediet Johanne Agerskov påviste med sit digt i 1911 “Livets Moder” at universet ikke var statisk men skabt med Big Bang(s) før Lemaître i 1927 fremkom med påstanden og Hubble fulgte efter. Det gav Wilson & Penzias Nobelprisen i 1978 ved at påvise “The Big Bang”. Men sådan er det at være forud for sin tid. Nye erkendelser rejser langsomt.
Venlig hilsen Søren Østergaard. Freds- & Konfliktforsker.
Hvorfor kan faldet i albedo ikke skyldes gasser, der tilbageholder synligt lys, ligesom drivhusgasser tilbageholder infrarødt ?
Fordi gasserne i atmosfæren ikke er i stand til rent fysisk at tilbageholde synligt lys. Det går lige igennem.
Jeg vidste ikke at man havde data for jordens albedo før Ceres-satelitten i 2001, men nu kan vi se at der er data for jordens fortsat aftagende albedo tilbage til 1983. I dag er albedoeffekten ca. 3 gange større end effekten af atmosfærens stigende koncentration af carbondioxid, begge målt i W/m2 jordoverflade. I al den tid har IPCC holdt hele verden for nar med deres entydige fiksering på CO2 som den store klimasynder. Tænk at vi skal finde os i det.
PS. Vi burde have en albedoafgift i stedet for en CO2-afgift, den vil uden tvivl være lige så virkningsfuld!
Det store fald i albedoen er interessant. Hvis det primært skyldes mindre skydække, må effekten være størst over oceanerne, hvilket måske kan være en medvirkende årsag til den observerede stigning i havenes overfladetemperaturer. Svensmark har tidligere brugt satellit målinger af skydækket over oceanerne i forbindelse med sin kosmisk stråling – klima teori. Findes der nyere direkte målinger af skydækket, som kan bekræfte ovennævnte formindskelse?