Vi har for nogen tid siden skrevet om udviklingen i havets pH og påstandene om, at det øgede CO2-indhold i atmosfæren fører til ”forsuring” af havet og snart vil medføre, at skaldyr bliver ætset væk af syren. Det er selvfølgeligt noget sludder. Men vi kan her supplere budskabet med nogle interessante betragtninger fra Jim Steele, medlem af CO2 Coalition.
Årsagen til den faldende pH er naturligvis, at indholdet af CO2 i havet er steget. Der er, som formuleret i Henrys Lov, teoretisk en ligevægt mellem indholdet i en væske og i luften henover, så hvis der kommer mere CO2 i luften, stiger mængden i væsken, og det giver så den lavere pH.
Når man umiddelbart kigger på de målte data for de seneste 30 år, ser sammenhængen da også ud til at holde stik. Fig. 1 viser atmosfærens CO2-indhold sammen med havets indhold (pCO2) samt pH, der er faldende fra ca. 8,10 til 8,05.
Men havet er imidlertid ikke et glas vand med en rolig overflade og perfekt ligevægt med luften ovenover. Fig. 2 viser havets pH og indhold af CO2 ned gennem vandlagene. Her ser man faldet fra den førindustrielle tid i pH ved overfladen, men allerede 300 meter nede er pH uforandret. Til gengæld er pH meget lavere i 300 meters dybde, den er helt nede på 7,6. Dybere nede stiger den til 7,8, hvilket stadigvæk er meget lavere end ved havoverfladen, både i fortiden og i nutiden.
Årsagen hertil er naturligvis den biologiske omsætning i havet. Men det betyder, at hver gang der er en opadgående havstrøm, vil overfladens pH falde – og det helt uafhængigt af atmosfærens CO2-indhold. Og opadgående havstrømme optræder med hyppige mellemrum mange steder på Jorden.
I den koldeste periode under den sidste istid faldt atmosfærens CO2-indhold til 180 ppm, hvor den i førindustriel tid – dvs. omkring 1850 – var ca. 280 ppm. Ved de 180 ppm var 850 milliarder tons CO2 fjernet fra atmosfæren og opsuget i havet. Trods disse enorme mængder af CO2 var overfladens pH den gang 8,3, dvs. lidt højere end den er nu. CO2-en må derfor være blevet opbevaret dybere nede. Men da istiden ophørte, væltede havvandet dernede op til overfladen og afgav sin CO2 i store mængder, hvilket førte til stigningen i atmosfærens indhold. Derved faldt pH ned til 8,1 for 8-10.000 år siden hvilket er lavere end man skulle forvente ud fra Henrys lov, se fig. 3. Skulle der være ligevægt med atmosfæren, skulle pH have været 8,2.
Forskerne er godt klar over, at opadgående havstrømme forstyrrer pH-målingerne, og derfor har de nøje udvalgt målesteder, hvor disse strømme betyder mindst muligt. Det er bl.a. af den grund, at man måler pH på Hawaii, der er beliggende langt fra de store havstrømme, der cirkulerer rundt om hele kloden. Men heller ikke Hawaii er immun over for effekten.
Pudsigt nok bidrager skaldyrene selv til en sænkning af pH. De optager bikarbonat-ioner HCO3– og starter med at frigive brint-ionen, H+, hvilket sænker pH i vandet. Den øgede mængde CO2 har givet gode vækstbetingelser i havet, det bliver ”grønnere” og mange af organismerne er de såkaldte kokkolitter, der har kalkskaller. De trækker således CO2 ud af vandet og synker i mange tilfælde ned mod bunden og tager CO2-en med sig.
Så ifølge videnskaben er der mange årsager til ændringerne i pH, anfører Jim Steele. En ensidig fokus på menneskelige CO2-udledninger giver i den sammenhæng et alt for snævert billede af virkeligheden.
Danish
Das Henrysche Gesetz gilt für Stoffe, die eine Art Verbindung mit Wasser eingehen, nur eingeschränkt. CO2 könnte daher etwas weniger stark ausgasen bei Temperaturerhöhung. CO2 hat auch eine große Pufferwirkung.
Nej intet er så ligetil som det fremstilles, og ingen forstår sammenhængene fuldt ud.
Så hvordan kan man så handle uden at forstå hvad man handler på? ja ikke bare handle, men ligefrem sætte alt på et bræt uden at vide hvad det er man har gang i?
Ved man ikke hvad man gør, har det altid været et godt råd at sætte sig på sine hænder, så man derved undgår at lave ulykker.
De simple forklaringer med tilhørende effektive visuelle virkemidler, er der primært som skruetrækkeren, der skruer på skruerne i vores hulemandshjerner, der slet, slet, slet ikke er gearede til at forstå hvad der sker i et moderne højteknologisk samfund.
Forsuringen i havet kan meget enkelt gøres op med den ionbytning der finder sted, når syren i form af kulsyre reagerer med de mineraler der indholder metaller (Ca, Na, Mg etc…. som står foran brint i “spændingsrækken” og derfor vil være dem der bærer de positive ioner i stedet for brinten, der indgår i nye mineraler der dannes ved processen. Des færre brintioner, des højere pH ..denne ligevægt har ingen sammenhæng med mængden af opløst CO2 i havet. Havet kan derfor aldrig blive surt, så længe disse mineraler findes i havet.