De fleste af os kender Roger Pielkes fortrinlige opgørelser af de globale omkostninger ved vildt vejr. De viser, at omkostningerne er faldet til et niveau på ca. 0,2 % af verdens BNP. Et ubetydeligt tal i forhold til de abnorme summer den vestlige verdens dydssignalerende politikere er villige til at spendere på en forceret grøn omstilling, angiveligt for at undgå disse skader.
Lige her fornylig har Roger Pielke opgjort de Europæiske omkostninger til vildt vejr på sin blog.
Her er et resume på dansk, og den tilhørende kurve:
Europa oplever færre vejr- og klimaekstremer end Nordamerika eller Asien, men kontinentet kan stadig opleve store økonomiske tab. Ifølge Det Europæiske Miljøagentur (EEA) havde Europa et gennemsnitligt tab på omkring 15 milliarder euro årligt i årtiet frem til 2020. Analysen fokuserer på lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og viser, at storme og oversvømmelser står for mere end 75% af tabene. Økonomiske tab steg fra lige under 10 milliarder euro i 1980 til lige over 15 milliarder euro i 2020, men som en andel af BNP, er tabene faldet. Dataindsamlingen om katastrofevirkninger i Europa kunne være bedre, men viser ingen evidens for, at klimaændringer kan detekteres i de økonomiske tab relateret til vejr og klima i Europa.
Som det ses er vi helt nede på 0,1 % af det Europæiske BNP, et tal der næsten er støj.
Danish
Det er jo provokerende dum og kynisk prioritering, at imens vi har et folkedrab i vores baghave, hvor børn bortføres, kvinder voldtages og generationer udslettes mens Østfronten støt og roligt bevæger sig mod Vest. Er det vigtigere for selvfede Danmark at prioritere vores grønne forfængelighed som CCS og 2050 mål, end det er at sikre vores baghave (og os selv) mod djævelen fra Øst.
Er den værste djævel i det grønne trossamfund, virkelig rationelt tænkende medborgere?
Cirkulær økonomi er et begreb opfundet af WEF og Ida Auken. Vi andre kalder det genbrug, reparation og at beholde tingene længe. Det har intet med klima at gøre. Uanset om landbrug er rentabelt eller ej, er det en nødvendighed, no farmers – no food. At tro man kan styre Jordens (undskyld Planetens) klima er megalomani og at tro man kan regulere temperaturen er abnorm megalomani. Hvad er den “rigtige” temperatur og det “rigtige” indhold af plantegødningen CO2, som er basis for alt liv på Jorden? Lige nu har vi temperaturer mellem -50 og + 50, hvordan skal de fordeles så alle har det godt? Kan vi gøre andet end af undlade at bo i ekstremerne? De store oversvømmelser er for en stor dels skyld selvskabte.
Jeg betvivler ikke tallene. Dog er BNP og dermed den reelle økonomi selvfølgelig stigende (med måske 3-4%) over årene … og dermed også de reelle udgifter/tab. Men lad det ligge.
Det afgørende er, at estimere de fremtidige tab. Den præmis ændrer hele billedet. Regner man med stigende tab og større udfordringer mht. BNP, bliver “abnorme summer den vestlige verdens dydssignalerende politikere er villige til at spendere på en forceret grøn omstilling” i højere grad en (måske fornuftig) investering mhb. at undgå tab. Det undrer mig lidt, at klimarealister udelukkende ser omstilling som et tabsgivende projekt. Det kan ikke være realisme.
De faktiske tal er nævnt i artiklen. Ædruelige beregninger over de forventede fremtidige skader versus udgifterne til grøn omstilling er foretaget af bl.a. Nordhaus, Tol og Lomborg, og alle viser, at forsøgene på grøn omstilling bliver meget dyrere end klimatilpasning. Hertil kommer risikoen ved omstillingen, der efter alt at dømme slet ikke kan lade sig gøre.
Der er jo rejst en begrundet kritik af Nordhaus “løse” måde at regne på:
“Kritikken af Nordhaus går på, at han indstiller eller kalibrerer sin model, så den viser det, han ønsker. Nemlig at det ikke kan betale sig at bruge alt for mange midler på at bekæmpe klimaforandringerne i dag, fordi det vil være billigere at gøre i fremtiden. Det handler om, hvilken diskonteringsrate der anvendes. »Diskontering betyder, at man tillægger fremtidige generationers forbrugsmuligheder en mindre vægt end vore egne forbrugsmuligheder.”
Citat fra https://www.information.dk/indland/2020/10/bjoern-lomborg-omkostning-ved-klimaet-ogsaa-ved-klimapolitik
En udmærket artikel hvor Lomborg kommer til orde, men også konfronteres med kritik vedr. “blindhed” overfor tipping points og de økonomiske uligheder i verden.
Vi står med meget forskellige “regnemodeller” på dette felt. Jeg finder det problematisk kun at forstår verden via Nordhaus og Lomborg. Det giver ikke mening politisk, og det indebærer en risiko for at trække verden mere skæv, end den er i dag. Da omstillingen ikke endnu har vist sig som et samfundsøkonomisk “dyrt” projekt, må der også i en realistisk vurdering ses på gevinsterne; bl.a. den langt højere energieffektivitet og uafhængig af begrænsede energikilder. Alt kan ikke ses i et tilbageskuende perspektiv. Innovation og politik bør også indgå i vurderingen.
Det er jo noget sludder, at diskontering skulle betyde en forringelse af fremtidige generationers forbrugsmuligheder. Diskontering bruges for, at man her og nu kan sammenligne udgifter i forskellige tidsperioder. Det er bl.a. et problem når man skal bedømme investeringer i “vedvarende energi”, hvor stort set hele udgiften falder her og nu. Her kan man pynte på tallene ved at vælge en meget lav diskonteringsrente, så det gør man så.
Du glemte Richard Tol, som også har skrevet noget fornuftigt: https://klimarealisme.dk/2023/12/29/klima-omkostninger/
Og om den grønne omstilling kan der vist kun siges, at indtil nu har Verden spenderet billioner af dollars og de fossile brændstoffers andel af den samlede energiforsyning er stort set uforandret omkring 80%. Samtidigt er forbruget af kul, olie og gas steget med 60% i de sidste 20 år.
Den grønne omstilling kommer ikke ud af stedet, og har heller ikke udsigt til det, globalt set. Visse lande, f.eks. Tyskland, er kommet længere, og det har foreløbigt pga. stærkt stigende energipriser kostet dem en nedgang i industriproduktionen på ca. 10% i forhold til 2019. Er det det vi vil?
Bortset fra overvurderingen af energiprisernes betydning for de tyske konjunkturer, er det jo også værd at diskutere en mere cirkulær økonomi. En rettidig omhu med en lidt mere “økologisk økonomi” skulle nok være muligt i Europa. Det er jo ikke muligt at fortsætte helt uændret med hverken landbrug eller industri. Landbruget er i sin nuværende form hverken rentabelt økonomisk eller miljømæssigt. Det er dokumenteret for længst. Se bl.a. omtalen i dag: https://www.information.dk/udland/2024/02/mens-vores-foedevaresystem-truer-traengt-planet-truer-traengte-landmaend-loesningerne?kupon=eyJpYXQiOjE3MDc5MTU4MzcsInN1YiI6Ijk3NTY6ODE0MTQ0In0.Dx3ADfQAgieo5pQh6tFGyw
Vi bliver givetvis ikke enige om følgerne af det ene og det andet. Men jeg mener klimarealister også må tåle dokumentation, der peger på andre løsninger end Lomborgs “vent og fix”.
“Trængt planet” og “planetære grænser” er noget vrøvl, som udspringer af en fundamental misforståelse af naturen og økologien. Tankerne fører altid ud i forslag om dybt menneskefjendske tiltag, specielt over for befolkningerne i den 3. Verden. Læs Alex Epsteins bog: “Fossil Future”, det er en øjenåbner.
Og hermed lukker vi diskussionen.