Kapitel 1 – Vigtigheden og udfordringerne ved at opnå kvalitetsobservationer af jordens klima
I dag dokumenterer tusindvis af vejrstationer rundt om i verden og snesevis af satellitter ovenover løbende temperaturændringerne. Det er kompliceret at bruge vejrobservationer til at lære om klimaet, fordi klima ikke er vejr. Et steds klima er gennemsnittet af vejret over årtier. World Meteorological Organization (WMO) (”Verdens Meteorologiske Organisation”) definerer klima som et trediveårigt gennemsnit, og ændringer i vejret fra et år til et andet udgør ikke ændringer i klimaet.
Det er heller ikke let at måle overfladetemperaturen over hele jorden, når du leder efter ændringer på en brøkdel af en grad celsius over årtier. Man skal bekymre sig om variationer i selve termometrene, den måde, termometrene er anbragte i stationer, om stationernes placering i landskabet, om stationen er blevet flyttet gennem årene, og urbanisering omkring stedet.
Figur 1.1 viser den ikoniske graf over globale temperaturanomalier, som de fleste læsere vil genkende. Anomalien ligger omkring -0,6°C i 1900 og slutter ved omkring +0,5°C i 2020. Det er altså en stigning på 1,1°C over 120 år, eller 0,09°C pr. årti.
Grafen beskriver gennemsnitstemperaturen over hele perioden, men den er ikke en god beskrivelse af de underliggende data. Bemærk f.eks.:
- Stigningshastigheden var det dobbelte af vores 0,09°C/årti langtidsgennemsnit for de 40 år fra 1980-2020
- Stigningshastigheden var negativ i 40 år fra 1940 til 1980 (-0,05°C/årti)
- Stigningshastigheden var det dobbelte af gennemsnittet på 0,09°/årti i den ca. trediveårige periode fra 1910-1940
Det betyder: Tendenser er ofte meget afhængige af den betragtede periode. Du kan få næsten enhver tendens, du ønsker, afhængigt af det tidsinterval, du vælger. Den slags “cherry picking” er desværre ret almindeligt i medierne, når målet er at “overtale”.
Et andet eksempel på vigtigheden af “det store billede” er forsiden af Washington Post den 13. august 2019 (se fig. 1.2). Overskriften lyder “ekstreme klimaforandringer er ankommet til Amerika”. Det medfølgende kort viser dog områder med meget mere opvarmning, hvor der er tæt bebyggelse, og nye olie- og gasproducerende steder sammenlignet med andre steder. Da CO2, den vigtigste menneskeligt påvirkede drivhusgas, er til stede i atmosfæren i nogenlunde samme koncentration rundt om på kloden, kan den ikke holdes ansvarlig for lokale opvarmningsfænomener som vist på kortet af Washington Post.
De varierende tendenser af den globale temperaturanomali vist i figur 1.1 menes at have flere forskellige årsager. Menneskets indflydelse på klimaet var ubetydelig før år 1900. Industrialiseringen var kun lige begyndt, og på global plan levede de fleste mennesker af landbrug. Variationer i klimaet før år 1950 må derfor have været naturlige, eftersom jorden faktisk afkølede lidt mellem 1940 og 1980, selv om opvarmningen fra menneskelig påvirkning steg. Og da disse naturlige variationer sandsynligvis stadig er til stede, er det afgørende at forstå dem, hvis vi skal have tillid til at henføre selv en del af den seneste opvarmning til menneskelig indflydelse, eller endda fremskrive, hvordan klimaet vil ændre sig i fremtiden.
Vi bliver oftest præsenteret for ændringer i overfladetemperaturdata. Forholdene i atmosfæren svinger dog temmelig voldsomt som reaktion på en række påvirkninger – det er en del af det, der gør det så svært at adskille vejr og klima.
Havene derimod ændrer sig og reagerer på ændringer over årtier til århundreder. Den gennemsnitlige havdybde er 3700 meter. Satellitter kan kun måle havoverfladetemperaturen, og har gjort det siden start 1980’erne. “Argo” er et internationalt program af en flåde af robotbøjer, der driver i en dybde på 1-2 km og måler vandsøjlens temperatur og saltholdighed. Før Argo-programmets start var der kun taget stikprøver fra mindre end 10 % af havet under 900 meter.
Havene er blevet opvarmet gennem årtier, hvis ikke århundreder. Havets termiske energi, målt i zettajoule (ZJ), er steget i løbet af de seneste 60 år, og der er en klar opadgående tendens i havets termiske energi, hvor de øverste 300 meter opvarmes hurtigere end de dybere lag, som man også ville forvente ved opvarmning gennem absorption fra den varme overflade. Men når tilvæksten af den termiske energi fordeles over alt vandet i havene, så er den temperaturstigning, den repræsenterer, kun et par hundrededele af en grad celsius per årti. Vi ser også, at stigningen i varmeindholdet mellem 1990 og 2015 har samme tilvækstrate som den mellem 1921 og 1946. Igen komplicerer dårlige historiske data og store naturlige variationer muligheden for at forstå den rolle, den menneskelige indflydelse spiller.
Historiske vejrregistreringer kan være sparsomme, men oplysninger om tidligere klimaer kan hentes fra såkaldte ”proxyer” (ting der virker som stedfortrædende i mangel af primære målinger eller observationer). Et eksempel er analyser af årringe i træers sammensætning og tykkelse; et andet er temperaturmålinger i iskerneboringer. Analyser som disse giver os estimater af globale temperaturanomalier over de seneste 1500 år. Herved vises århundreder med varmere temperaturer, der gradvist faldt fra omkring år 1000 op til Den Lille Istid, efterfulgt af en hurtigere opvarmning, der er fortsat til i dag.
Kigger vi længere tilbage i tiden, så blev kloden opvarmet med omkring 5°C siden ca. for 20.000 år siden. Og i løbet af de sidste million år vekslede perioder med hurtig opvarmning med perioder med langsommere afkøling. Dette skete hvert 40.000 år, og derefter hvert 100.000 år fra omkring 500.000 år siden. Den sidste varmeperiode før nutiden begyndte for omkring 127.000 år siden og varede i 20.000 år. I den tid var den globale overfladetemperatur op til 2°C varmere end i dag, og havoverfladetemperaturen var 2-3°C højere end i dag.
Ikke overraskende har IPCC’s Vurderingsrapport (AR5) lav tillid til, at den globale opvarmning i løbet af de sidste tredive år har overskredet området for rekonstruerede temperaturer, dvs. området med naturlig variation.
Sammenfattet er tidligere variationer af overfladetemperatur og havvarmeindhold ikke modbevisende for, at stigningen på ~1°C i den globale gennemsnitlige overfladetemperaturanomali siden 1880 skyldes menneskelig aktivitet. Men variationerne beviser, at der er stærke naturkræfter, der også driver klimaet, og de fremhæver videnskabens udfordring med at forstå disse naturlige påvirkninger godt nok til at kunne identificere klimaets reaktion på mennesker.
Danish
Tak for et fint forsøg på at skabe et overblik.
Ulrike Pielmeier, det undrer mig dog, at du skriver nedenstående:
Du skriver : “Variationer i klimaet før år 1950 må derfor have været naturlige, eftersom jorden faktisk afkølede lidt mellem 1940 og 1980, selv om opvarmningen fra menneskelig påvirkning steg.”
Det er meget let at google sig frem til, at da efterkrigens produktion buldrede frem, så var det baseret på kulkraft og urenset røg, der gav masser af svovlpartikler i luften, hvilket førte til afkøling og iøvrigt også syreregn. I 70’erne og 80’erne blev det derfor et krav, at der indførtes røgrensning for svovl på alverdens kulkraftværker.
Den forklaring blev desværre overset af forfatteren.
Teorien om sod fra afbrændingen af fossile brændstoffer er vist mere en feberredning fra klimaforskningens side for at slippe af med den ubehagelige afkøling frem til 1975. Det er aldrig målt eller påvist hvor meget, de udledninger af partikler i praksis har medført. De er blevet lagt ind i klimamodellerne, men ikke på nogen videnskabelig basis, snarere som justeringer for at få tallene til at passe.
Interessant nok har man målt aflejringer af sod og partikler på Antarktis i isen og finder her, at der kun har været beskedne ændringer siden 1750 og slet ikke nok til at forklare noget som helst. Før vores industrialisering havde Verden generelt mange flere og større naturbrande og de betyder meget for det samlede billede, og udjævner den tilvækst i mængden af partikler og røg, der måtte stamme fra os.
https://klimarealisme.dk/2021/06/14/sod/
Her er hvad konsensus er pt:
The period between 1940 and 1970 is often referred to as the “global cooling” period, during which there was a slight decrease in global average temperatures. Several factors may have contributed to this cooling trend:
1. Industrial aerosols: The increase in industrial activities during this time led to higher emissions of aerosols, which can have a cooling effect on the atmosphere by reflecting sunlight back into space. This phenomenon may have partially offset the warming effects of greenhouse gases.
2. Solar variability: Changes in solar radiation, such as variations in solar output and sunspot activity, can influence the Earth’s climate. Some scientists believe that decreased solar activity during this period might have contributed to the cooling trend.
3. Natural climate variability: The climate system is influenced by various natural factors, including ocean currents, volcanic eruptions, and atmospheric circulation patterns. These natural variations can lead to short-term fluctuations in global temperatures.
It’s important to note that while there was a temporary cooling trend during this period, the overall long-term trend of global warming driven by human-induced greenhouse gas emissions has been dominant in the latter half of the 20th century and continues into the 21st century.
Så fik vi genopfrisket “konsensus” og lige banket hoved-læresætningen vedrørende drivhuseffekten på plads endnu engang. Men rigtigt, naturkræfter var på spil, endda i høj grad, som vi vil se i et kommende indlæg vedrørende Javier Vinós og hans nye bog.
Det hører med, at udbyderne af de store temperaturgrafer har gjort alt, hvad de kunne, for at minimere temperaturfaldet 1940-1975, ved “homogeniseringer” og andre justeringer af de gamle målinger. Klimaforskningen har det problem, at klimamodellerne, med deres ensidige fokus på drivhusgasser, faktisk slet ikke kan håndtere sådan en faldende temperatur midt i århundredet.
Ad 1. Aerosoler holder også på udstråling fra overfladen.
Ad “consensus”. Hvis man er enige om, at vi kun har ét værktøj, og det er en hammer, – så ligner alle observationer søm. Det gælder også for IPCC.
Lille rettelse. Der skal stå 0,09 pr årti
Hermed rettet, tak.
Hej Bjarne, Jeg kan ikke lige finde, hvor der står noget forkert, og hvor der skulle have stået 0,09 pr årti. Skriver Ulrike ikke rigtigt i oversigten over temperaturstigninger 1910-40 og efter 1980?
Det er rettet i mellemtiden af red.
Mange tak Ulrike for det fine indlæg
Fremragende. Tak.
Det kan være jeg skal afbestille min bestilling af bogen – jeg vil egentlig hellere bruge min tid på at oplyse vildfarede end at blive klimaekspert.
Mange tak for et usædvanligt veldokumenteret og relevant indlæg. Indholdet overrasker nok ikke så meget, men det er meget fint at få en detaljeret beskrivelse på papir.