LCOE for sol og vind

Glødende tilhængere af grøn omstilling ynder at henvise til hjemmesiden Lazard og deres sammenligninger af omkostningerne ved de forskellige energikilder. Lazard udregner årligt tal for de såkaldte LCOE – Levelized Cost of Energy, (”Udjævnede omkostninger ved energien”), for hhv. de vedvarende energikilder: Solceller og vindmøller og endvidere for kraftværker, der kører på kul, naturgas eller kernekraft.

Lazard er i årevis nået frem til, at LCOE for vind og sol er de laveste, og især landvindmøller og de store smukke solcelleparker ude på landbrugets marker er de allerbilligste, se fig. 1. Det faktum alene burde få omstillingen af elforsyningen til sol og vind til at gå helt af sig selv.

LCOE er forholdsvis simpel at regne ud. Man tager de samlede udgifter for værket gennem dets levetid og dividerer med det totale antal MWh strøm, det har produceret fra start til slut. Omkostningerne omfatter selvfølgeligt investeringen og de årlige faste udgifter til drift og vedligehold. Hertil kommer de finansielle omkostninger, f.eks. renter. Der kan også være tale om udgiften til en eventuel nedrivning, efter at anlægget er taget ud af drift. For kerne- eller fossilt fyrede kraftværker er der naturligvis også udgifterne til brændstof undervejs.

Nu er der imidlertid almindelig enighed om, at LCOE nok ikke giver en helt retvisende sammenligning. Hvor kraftværkerne kan levere strøm kontinuerligt og kan reguleres i takt med forbruget, vil sol og vind levere uden sammenhæng med forbruget og vil have perioder helt uden leverancer, uanset om man ønsker det eller ej. For solcellernes vedkommende er det f.eks. tilfældet hver eneste nat.

Selv Lazard har måttet erkende, at det forholder sig således, og på fig. 1 kan man da også se to linjer, hvor der er nævnt noget om ”storage”, lager. Det er for hhv. solcelleparker og landvindmøller. Når man tager lagring med, bliver LCOE højere, men der er ikke nogen radikal forskel, og f.eks. kernekraften er stadigvæk langt dyrere.  

Fig. 2 er også fra Lazard og viser hvor meget højere LCOE vil blive med en eller anden form for stabilisering for hhv. sol og vind i fire regioner i USA. Her har man typisk regnet med lager, med en effekt på 50-100% af den installerede produktionskapacitet og 1-4 timers lagringstid. Til en solcellepark på 100 MW vil man således måske have 50 MW batterier, der kan levere 100 MWh.

Så små lagre rækker jo ingen vegne i praksis, men de medfører alligevel betydelige stigninger i LCOE.

Der er nu i forskningsverdenen ofret mange kræfter på at finde beregningsmetoder, der giver et mere retfærdigt billede. Man fornemmer en vis uvilje mod at lægge for mange omkostninger på sol og vind, og man forsøger sig på forskellig vis, f.eks. ved at medregne statsstøtten, der jo kan trækkes fra. Man kigger også på, hvorvidt man kan lægge ”klimaomkostninger” til kul- og gasfyrede kraftværker.

Men man kommer jo ikke uden om de ekstra omkostninger som følge af sol og vinds upålidelighed. Det kan være backup-kraftværker, regionale forbindelser og i det hele taget en større udbygning af forsyningsnettet. Der er udviklet en række beregningsmetoder, og fælles for dem er, at forudsætningerne ikke står lysende klart for læseren.

Det Internationale Energiagentur, IEA, er spillet ud med noget, de kalder VALCOE, value-adjusted levelized cost of electricity (”Værdi-justeret udjævnet omkostning ved elektriciteten”). Her kigger man på værdien af den leverede strøm, når den sendes ud på nettet. En vindmølle, der producerer en masse på en blæsende dag med solskin, bidrager ikke med megen værdi, da der er rigeligt med strøm i forvejen. Derimod er det dyrt, hvis møllen svigter en mørk vinteraften. Sådanne faktorer får man udregnet, og det er klart, at de vil være til fordel for de mere pålidelige og styrbare kraftværker.

Også det giver dog ikke rigtigt noget retfærdigt billede af situationen og derfor har nogle forskere foreslået en mere radikal tilgang til spørgsmålet. De har indført begrebet LFSCOE, Levelized Full System Cost of Electricity, hvor man kigger på de totale omkostninger forbundet med at lade en strømkilde fungere alene. Har vi f.eks. en solcellepark, skal den, for at kunne levere til markedet kontinuerligt, udstyres med store lagre til strømmen, batterier, vandkraft eller hvad man nu kan finde på. Lageret skal sikre, at der altid er strøm til rådighed uden hjælp udefra. Det bliver stort og dyrt. Fig. 3 viser et eksempel fra Tyskland, der viser forskellen mellem LCOE og LFSCOE.

Tabel 1 viser tilsvarende tal, for hhv. Texas, USA og Tyskland. Her ser man hvordan der for kul- og naturgas-fyrede kraftværkers vedkommende ikke er den store forskel, hvorimod det er slemt for sol og vind. Det er også interessant, at situationen mht. solceller er meget værre i Tyskland end i Texas. Det hænger jo sammen med, at man i Texas har langt flere solskinstimer og solen står højere på himlen, især om vinteren. Solceller er ikke nogen specielt hensigtsmæssig energikilde i Tyskland (og endnu mindre i Danmark). Den store forskel på produktionen mellem sommer og vinter forøger lagringsbehovet kraftigt.

Generelt har man erkendt, at jo større andelen af sol og vind i elforsyningen, man drømmer om, desto dyrere bliver det. Man har faktisk forsøgt sig med en såkaldt LFSCOE-95, hvor energikilden kun skal stå for forsyningen i 95% af tiden. Det pynter betydeligt på tallene, men så skal man stadigvæk have andre kilder at trække på til de sidste 5 procent.

Konklusionen er helt klart, at Lazards tal er utroværdige, de afspejler ikke virkeligheden og kan ikke bruges som grundlag for en klima- eller energipolitik. Der skal mere til.