Hvis man gerne vil se, hvordan temperaturen har udviklet sig gennem årene, f.eks. fordi man er levende optaget af menneskeskabt global opvarmning, så bliver man hurtigt klar over, at det ikke er nogen nem opgave. Vejrstationerne har fine elektroniske termofølere, der måler kontinuerligt i dag, mens man tidligere måtte ud og aflæse gammeldags termometre på passende tidspunkter.
Men hvordan gør man? Temperaturen kan snildt svinge 10-20 grader mellem nat og dag, nogle steder meget mere. Bare 10 grader er op imod 100 gange det, vi leder efter, hvor man taler om stigninger pr. årti på tiendedele af en grad.
Man kan nu vælge forskellige strategier. Én er at beslutte, at vi måler temperaturen på nøjagtigt samme tidspunkt hver dag, f.eks. kl. 11 om formiddagen eller kl. 14 om eftermiddagen. Det er ofte, hvad man gjorde i gamle dage, hvor man skulle køre, ride eller gå ud til målestationen og aflæse dagens temperatur. Ulempen her er, at man så på et tidspunkt beslutter at ændre dagens klokkeslæt for aflæsningen, og dermed kan man ikke mere umiddelbart sammenligne målinger før og efter den ændrede praksis. De fleste steder vil temperaturen f.eks. være højere først på eftermiddagen end om formiddagen.
Til klimaforskning er én aflæsning om dagen heller ikke helt fyldestgørende. En stigning i temperaturen kunne f.eks. ytre sig ved, at man har højere temperaturer om natten, men uforandrede målinger midt på dagen. Den udvikling vil en daglig måling kl. 11.00 ikke fange.
Man kan så gribe til at konstatere døgnets højeste og laveste temperaturer og tage gennemsnittet af dem. Det har man kunnet måle længe på kviksølv- eller sprittermometre, der med et u-formet rør kunne have to små flydere, der blev hængende ved hhv. den højeste og laveste temperatur. Man kunne således stadigvæk nøjes med én aflæsning pr. døgn, man skulle så bare huske at vende termometret, så flyderne kom ned i kontakt med væskerne igen.
En simplere variant af denne metode er at nøjes med dagens højeste temperatur. Den må også sige noget om udviklingen i klimaet over længere tid. Kip Hansen har skrevet en artikel om denne metode og gengiver en illustration, vist her som fig. 1, der er en kurve over den maksimale temperatur for hele måneden i USA, for hhv. januar og juli. Her ser man klart opvarmningen over tid siden 1895.
Man bemærker her, hvordan temperaturerne siden 1990 specielt om vinteren ligger på et lidt højere niveau end de forudgående, og det er kraftigt medvirkende til stigningen over hele perioden.
Men nu er det, at man skal være forsigtig. I 1990-erne skiftede man termometrene på de fleste målestationer ud med elektroniske temperaturfølere. Derved slap man for turen ud til sin vejrstation med logbog og blyant. Men elektroniske følere fungerer væsentligt anderledes end termometre. Sidstnævnte reagerer meget langsommere på temperaturændringer. Hvis der sker en pludselig stigning, vil der måske gå flere minutter, før termometret fanger den, og hvis stigningen er ganske kortvarig – en ”top”, så når temperaturen at komme ned igen, før termometret har registreret ret meget.
Den elektroniske måler, derimod, er lynhurtig og vil få toppen med. Derfor vil den registrere en højere daglig maksimumtemperatur. En pludselig stigning, hvor dette kan være aktuelt, er hvis vejrstationen befinder sig i nærheden af varmekilder, og der f.eks. pludseligt kommer en kastevind, der driver varm luft hen gennem stationen. Det kan være ganske kortvarigt, termometret registrerer ikke noget, med det gør den elektroniske termoføler. Situationen er vist på fig. 2.
Vi ved, at mange vejrstationer ikke er placeret særligt hensigtsmæssigt, de er tæt på veje eller andre belagte områder, f.eks. parkeringspladser. De kan få varm luft fra ventilationsudstyr, se fig. 3. En varebil, der holder et øjeblik tæt på stationen og kaster varmestråling tilbage mod den kunne give sådan en top. Vi har også set eksempler på stationer tæt på landingsbaner i lufthavne, de får et skud varme, når et jetfly passerer.
Dagenes maksimummålinger tælles ofte sammen til en månedsværdi, og der skal ikke mange forhøjede tal til før, de giver et synligt udslag på månedstallene.
Både hvis man optegner kurver for maksimumstemperaturerne eller gennemsnittet af maks. og minimum for hver dag, kan man få denne kunstige forhøjelse af de seneste 30 års målinger, alene pga. udskiftningen af termometrene.
Man er faktisk godt klar over, at der er et problem med de hurtige stigninger og fald, og i nogle tilfælde monterer man en klods omkring den elektroniske føler, klodsen er længere om at blive varm, og derved ligner måleresultaterne mere dem, man får fra termometre.
Men alt det her viser bare igen, hvor svært det er at opgøre den globale temperatur og den opvarmning, der er sket i de sidste 150 år.
Danish
Temperaturen vil også ændre sig efter luftens tryk.
Så man burde jo have en sideløbende måling af hvor mange hPa trykket er samtidigt med målingen af temperaturen.
Jens O. P.
På forsiden med link til dette indlæg er flg. tekst:
“Der er mange måder, hvorpå man kan måle stigningen i den globale temperatur siden år 1900”
Mange mennesker og begge sider (hvis man lidt firkantet siger, der er to sider, hvilket der nok ikke er) snakker om en “global temperatur”.
Der findes ikke en “global temperatur”!
Uanset om man så havde flere termometre, kunne man stadig ikke beregne en “global temperatur” for Jorden. Dette er videnskabeligt umuligt.
Stort set ingen udenfor videnskabelige kredse forstår dette. Mange inden for videnskabelige kredse forstår det heller ikke, især blandt såkaldte “klimaforskere”.
Temperatur er et mål for den gennemsnitlige termiske energi, dér hvor termometeret måler temperaturen. Termisk energi er den del af energien f.eks. i en gas, som står for translatorisk bevægelse (translation), ikke vibration, og ikke rotation.
Forskellige steder på Jorden har forskellig varmekapacitet, der bestemmes af både translation, vibration, og rotation af molekylerne. Nogle steder på Jorden med stor varmekapacitet køles ned, mens andre steder med lavere varmekapacitet varmes op (over tid).
Man kan derfor ikke beregne gennemsnit af temperaturer og forvente at få noget videnskabeligt meningsfyldt ud.
Der svarer til at lægge trykket i en masse kasser med forskellig volumen, forskelligt indhold, og forskellig temperatur, sammen, og udregne et “globalt gennemsnit”. Det giver videnskabeligt ingen mening.
“Men alt det her viser bare igen, hvor svært det er at opgøre den globale temperatur og den opvarmning, der er sket i de sidste 150 år.”
Mange mennesker påstår, der er “global opvarmning”. Dette kan falsificeres utvetydigt ved brug af den videnskabelige metode, isæt i de seneste årtier, hvor der var været rimelig dækning af Jorden fra satellit. Et stort område omkring Sydpolen er ikke varmet op. Ergo er der ikke “global opvarmning”.
Bortset fra det, så er der naturligvis en masse gode argumenter i dette indlæg. Faktiske temperaturmålinger har en lang række problemer, så datagrundlaget for skræmmekampagnerne er dårligt.
[Forkortet af red.]
Det er dét fysikere véd, men skrækprofeter fornægter.
De sikreste trends med færrest forstyrrende elementer måles hver dag lige før solopgang.
Jeg synes de lidt spekulative forbehold vedr. målemetoder og udstyr skygger for det store billede, som drejer sig om klimanormaler. Her står temperaturen ikke isoleret, men kombineres med andre meteorologiske målinger af nedbør, vind, frostperioder, forskydninger af årstider, løvspring/fald mv. … kort sagt alle de faktorer, der karakteriser et helhedsbillede af “vejret” over årtier. Klimanormaler drejer sig også om udstrækningen af permafrost i Sibirien og tørkebælter i Europa, Afrika mv. Det er her klimaændrer (årsager ufortalt) bliver reelle i samfundsmæssige og økonomiske sammenhænge. Den slags målinger er nok mere afgørende end at problematisere termometres kalibrering.
Her er så en fin beskrivelse af kompleksiteten i beregningerne af ECS og hvordan usikkerhed fastsættes.
https://www.carbonbrief.org/explainer-how-scientists-estimate-climate-sensitivity/
Ja, og den understreger, at man ikke er kommet ud af stedet de seneste 30 år. Intervallet på gættene for ECS er stadigvæk 1,5 – 4,5 grader celsius. Ikke imponerende.