Fremtidig opvarmning

Klimaforskeren Nicola Scafetta har skrevet en længere videnskabelig artikel vedrørende den forventede opvarmning i resten af århundredet. Artiklen er frit tilgængelig, men for den travle læser har Scafetta fået optaget et kortere resumé på Judith Currys hjemmeside.

IPCC har behandlet spørgsmålet indgående og slår naturligvis fast, at stigningen vil afhænge af, hvor meget vi globalt får reduceret udledningerne af drivhusgasser. Ved det værste scenarie, SSP5-8.5 (tidligere RCP8.5), hvor det er småt med grøn omstilling, forventer IPCC en stigning på mellem 3,8 og 5,4 grader celsius, med 4,6 som det mest sandsynlige. Hvis det lykkes at reducere vores udledninger, falder temperaturstigningen tilsvarende og ender, med netto-nul-scenariet SSP1-2.6, på 1,8 grader. Så er vi nogenlunde trygt inden for Paris-aftalen.

Men har IPCC ret? Der er stor usikkerhed omkring grundlaget, ikke mindst fordi de mange klimamodeller, der findes, er rygende uenige om hvor stor en temperaturstigning, vi vil få, hvis CO₂-indholdet i atmosfæren fordobles, den såkaldte ECS. Modellernes bud ligger mellem 1,8 og 5,6 grader celsius, og IPCC har selv lidt tilfældigt lagt sig fast på mellem 2,5 og 4 grader, med 3 grader som det ”mest sandsynlige”.

Scafetta stiller nu spørgsmålet: Hvad kan vi realistisk set forvente mht. temperaturstigningen? Han vil derved forsøge at indsnævre IPCC’s umådeligt lange spæn af gætterier.

Det første punkt er at vælge, hvilket ét af IPCC’s scenarier, der må anses for sandsynligt i de kommende årtier. Vi kommer jo globalt aldrig i nærheden af ”netto-nul” i dette århundrede, hvis man skal se realistisk på det. Litteraturen peger her på SSP2-4.5, der foreskriver en uændret udledning af drivhusgasser frem mod 2050 og derpå et moderat fald. Man når dog ikke netto-nul i år 2100.

Det andet punkt er ECS, klimaets følsomhed over for en fordobling af CO₂-mængden i atmosfæren. Her mener Scafetta, at den mere troværdige litteratur peger på mellem 1 og 3 grader celsius, hvilket er noget lavere end IPCC’s bud.

Det tredje punkt er lidt mere kompliceret. Klimamodellerne bliver jo på én eller anden måde kalibreret efter de faktisk målte temperaturer, men her er der et problem, idet satellitmålingerne viser stigninger, der er ca. 30% mindre end de jordbaserede kurver. Sidstnævnte er som bekendt ramt af byvarme-fænomenet, hvor for mange vejrstationer er placeret i omgivelser, der giver kunstigt forhøjede måleresultater. Men under alle omstændigheder viser modellerne alt for høje temperaturer i forhold til de målte frem mod 2023, se fig. 1. De modeller, der er tættest på, ligger med en ECS på mellem 1,5 og 3,0. Og selv de er for høje, så meget taler for, at ECS bør sættes til mellem 1 og 2 grader.

Det fjerde punkt ligger i modellernes mange problemer med at simulere virkeligheden. Det gælder både i nutiden, men også i fortiden. Klimaet er hjemsøgt af svingninger med 60-1000 års mellemrum, de svingninger, der bl.a. gav os den Romerske Varmeperiode, Middelaldervarmen og Den Lille Istid. Dem kan modellerne ikke simulere, og Scafetta nævner, at det faktisk er vist i en af figurerne (3.2) i IPCC’s seneste rapport (AR6 WGI), se fig. 2. Den nuværende opvarmning er således i hvert fald delvist en følge af disse svingninger, hvor vi bevæger os væk fra kulden under Den Lille Istid, og den Atlantiske Svingning (AMO) trækker i retning af højere temperaturer. Hvis CO₂ således ikke er eneansvarlig for opvarmningen, betyder det igen en lavere ECS og det underbygger, at den formentligt ligger i intervallet 1-2 grader.

Scafetta gennemfører nu analyser baseret på SSP2-4.5, klimamodellerne med lav ECS og nogle faktorer fra de naturlige svingninger i klimaet, og når frem til resultaterne vist i fig. 3. Tre forskellige beregninger giver resultater for temperaturstigningen på mellem 1,6 og 2,3 grader. De er alle i samme område som IPCC’s netto-nul-scenarie der jo indebærer en helt urealistisk ”nedfasning” af fossile brændstoffer.

Scafetta skriver til sidst i sit indlæg hos Judith Curry:

Fordi de fremtidige klimaforandringer forventes at blive så beskedne, at enhver potentiel risiko kan håndteres med effektiv og prisbillig tilpasning, kan vi formentligt nå Paris-målet på de 2 grader selv med det gennemførlige og moderate SSP2-4.5 udlednings-scenarie, og derfor er der ikke brug for at gribe til hurtige, alt for dyre, og formentligt teknologisk umulige netto-nul-reduktioner af udledningerne.

Som vi har skrevet mange gange her på siden: Den største trussel, menneskeheden står over for i forbindelse med klimaet, er en hovedløs satsning på grøn omstilling, som er vanvittigt kostbar og teknologisk ikke kan lade sig gøre i praksis.