Klimaforkæmpere har skabt en uhellig alliance med domstolene, som vi har været inde på før. Taktikken er simpel nok. Slæb olieselskaber eller regeringer for retten med påstanden om, at deres aktiviteter – eller mangel på aktiviteter – bringer de unge menneskers fremtid i fare, de vil blive ofre for klimakatastrofen.
Kravene, der fremføres, er dels at alle nye aktiviteter med udvinding af gas og olie skal stoppes, og dels at regeringerne skal holdes op mod deres halvslatne klimamål, der skal skærpes eller som minimum opfyldes.
For overhovedet at kunne vinde den slags sager skal sagsøgerne overbevise dommerne om, at der er en klimakrise, og at drastiske forholdsregler er nødvendige. Dommerne skal helst ikke have for megen indsigt i energiforsyningen og den afgørende rolle, som kul, olie og gas spiller i vores moderne civilisation.
Det har dommerne så heller ikke, og derfor går de gladelig med på spøgen og udsteder domme, der i realiteten kunne få fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser for de ramte nationer.
I USA er der taget aktive skridt til at sikre, at dommene ikke går klima-aktivismen imod. Her har en amerikansk organisation oprettet et klima-rådgivnings-projekt, der har til formål at bibringe dommerne den rette indstilling. Projektet er støttet af diverse ”grønne” milliardærer, der vel føler sig forpligtet til at gøre noget, når de nu på det sidste har benyttet deres privatfly lidt rigeligt. Efter sigende har i alt 1700 dommere deltaget i ”kurserne” indtil nu.
Her i Europa er der så vidt vides ikke tilsvarende kursusvirksomhed, men på trods af det, går det alligevel fint ved domstolene. Greenpeace har oplistet en række succeser fra de senere år.
Den hollandske regering blev i 2015 i højesteret dømt til at skulle reducere landets CO2-udslip med minimum 25% inden udgangen af 2020. Dommen er interessant, fordi den på ingen måde tager hensyn til eventuelle økonomiske skadelige følger.
Tysklands regering blev i 2021 pålagt at ændre landets klimalov, så den flugter med Paris-aftalen. Den daværende lov blev betragtet som ”forfatningsstridig”. Som Greenpeace skriver:
Rettens afgørelse styrkede både klimaretfærdigheden og fremtidige generationers rettigheder.
At Paris-målene er totalt urealistiske, med de bittesmå resterende ”kulstofbudgetter” de indebærer, rører ikke en ophøjet og uvidende dommer.
Den franske stat blev dømt for at have handlet ”ulovligt”, da den forholdt sig ”passivt til klimakrisen”. Nu er der præcedens for, at regeringer kan blive holdt ”ansvarlige for klimaforandringerne”. Seneste nyt er, at Frankrig vil satse massivt på kernekraft og derved nok kan nå sine klimamål før næsten alle andre. Gad vide hvad Greenpeace har at sige til det?
Og endeligt er der en klimasag, der er nået til behandling hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2023. Her mener en flok ældre damer fra Schweiz, at regeringen mangler en ”gennemgribende indsats mod klimakrisen” og det ”sætter deres liv og helbred på spil”. Dommen er så vidt vides ikke faldet endnu. Man måtte begræde, hvis domstolen synker så dybt, at den tager dette her alvorligt, men der er vist ikke megen grund til optimisme.
Og imens kan aktivisterne i Norge fejre deres hidtil største sejr i byretten i Oslo. Greenpeace og Natur og Ungdom i Norge havde anlagt sag mod regeringen i forbindelse med tilladelserne til udvikling af tre nye oliefelter ud for Norges kyst. Og sandelig om ikke domstolen midt i januar 2024 gav sagsøgerne medhold på alle punkter og erklærede de tre nye felter for ulovlige!
Efter norsk lov skal alle miljøkonsekvenser ved nye aktiviteter behandles grundigt, hvilket naturligvis er fair nok. Men nu fik man udvidet reglerne til også at omfatte klimakonsekvenser, hvilket selvfølgeligt er meget mere diffust. Greenpeace kommenterer:
For hvert ton CO2 tæller, og der er risiko for, at udledningen fra de tre felter fører til irreversible tipping points i klimasystemet.
Det er jo lidt udtryk for det samme storhedsvanvid, som vi lider af her i Danmark. Hvis ikke vi får slået nogle køer ihjel i en fart, vil Jorden gå under i klimakrisen. At den olie, der evt. ikke bliver udvundet i Norge, i stedet vil komme – i fuldt omfang – fra Saudi Arabien, Rusland eller andre rare steder, er der ingen i Greenpeace, der skænker en tanke.
Alle aktiviteter på de tre udvindingssteder skal standses ifølge dommen, og regeringen må ikke forsøge sig med alternative metoder. Reelt er der vel så ikke andet at gøre end at appellere dommen, og det må man formode, at regeringens jurister overvejer. Men udsigterne er nok ikke rosenrøde, undertegnede har selv deltaget i en miljøsag i det norske retssystem hele vejen til og med højesteret, og det var en temmelig absurd oplevelse.
Men det siger sig selv, at domstole ikke er hverken kvalificerede eller burde have autoritet til at dømme i sager, der dybest set handler om en blanding af tro og videnskab, og som er baseret på afgrundsdyb uvidenhed om samfundet og den rolle, vores energiforsyning spiller.
Er der en voksen tilstede i retssystemet?
Danish
Klimaretfærdighed er et diffust begreb, som jurister absolut ikke kan vurdere. I juridisk forstand kan du ikke bevise at de nuværende forandringer alle er menneskeskabte, eller i det hele taget skadelige. Det er et kompliceret videnskabeligt problem. Der er faktisk god videnskabelig evidens for meget store historiske variationer af klimaet, selv om IPCC’s hockeystav påstår noget andet.
Fremtidens energiforsyning er et indviklet teknisk problem, ikke egnet for jurister.
Hvis man vil inddrage menneskerettigheder, kan man spørge, om det ikke også er en menneskeret at have adgang til en stabil energiforsyning?
Klimaretfærdighed beskrives som en retfærdig og fair fordeling af byrderne med hensyn til bekæmpelse og forebyggelse af klimaforandringernes konsekvenser. Og hvem er bedre til at vurdere konsekvenserne af menneskelige aktiviteters påvirkning af klimaet end jurister? Begrebet klima-retfærdighed defineres blandt andet ved social, race- og miljømæssig retfærdighed ifølge Center for Climate Justice ved University of California. Klimaretfærdighed falder således ind under det rummelige begreb equitableness. For årtier siden betød det fair og retfærdig. Overført til den nutidige juridiske begrebsverden føjer det positiv særbehandling til sædvanlig legal praksis. Det lyder som en udfordring i udkanten af almindeligt anerkendte regler for bevisførelse og udmåling af straf. Klimaretfærdighed og menneskerettigheder synes at være uløseligt forbundne størrelser, og heri ligger et potentiale til endeløse styrkeprøver mellem naturvidenskab og jura eller afhængigt af udfaldene heraf en bizar syntese af de to begreber.
I slige sager bevæger Domstolene sig ind på det lovgivningsmæssige område.
Betænkeligt!
I det hele taget bruger vi i den vestlige udviklede verden alt for mange kræfter på at bekæmpe hinanden, i stedet for at udvikle os selv og vore naboer.
Montesquieu fremhævede allerede i 1700 tallet magtens tredeling, som det princip en retsstat skal fungere under.
At leve i et retssamfund er en sag vi i vestens demokratier finder meget vigtigt og også så vigtigt at vi har været parate til at gå i krig herfor.
Magtens tredeling var af Montesquieu tænkt som et værn mod magthavernes magtmisbrug, hvilket han jo kendte til hos autoritære styreformer. Når Montesquieu beskriver magtens tredeling er det jo som bekendt en adskillelse af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Desværre kan vi se at i stater som påberåber sig at respektere dette princip alligevel roder tingene sammen når dette findes hensigtsmæssigt eller ønskeligt. I Danmark så vi det ske under minkskandalen.
Når domstole dømmer på et ikke juridisk defineret grundlag, men mere på hvad den i samfundet almindelige opfattelse af ret og vrang er, så er vi ude på et skråplan.
Se hvor horribelt det er gået med Roundup i USA hos dommerne😖
Det er helt vanvittigt at juridiske dommere overhovedet må beskæftige sig med den slags. De skal i det hele taget kun beskæftige sig med konkrete overtrædelser af et lands skrevne love.
“Bevismaterialet” i forbindelse med disse sager er alene beregninger af computermodellers forudsigelser. Det er jo interessant, hvis man opfatter sådanne som bevismateriale. Hvis en computer, ved hjælp af AI, beregner at NN sandsynligvis vil begå et mord om 10 år, kan man så idømme ham en fængselsstraf?
Lad være med at udskamme dommerne, Sven Ove Thimm. Alle retssager følger procedurer og gældende jura. Hvis du ikke har tillid til retsvæsenet, kan du jo heller ikke acceptere domsafsigelser på andre områder. Husk at appelinstanser altid er sikkerhed for fair proces.
Problemet er jo, at der ikke rigtigt er nogen jura, der dækker klimaområdet. Det handler mere om hvorvidt man tror at klimaforandringerne bliver slemme eller ej. Det kan aldrig være grundlag for en juridisk dom, som Sven Ove Thimm så rigtigt udtrykker det.
“Men det siger sig selv, at domstole ikke er hverken kvalificerede eller burde have autoritet til at dømme i sager, der dybest set handler om en blanding af tro og videnskab”
– vi må søge trøst i, at de (endnu?) ikke er begyndt at straffe NATUREN! 🙂
“Da Xerxes ville krydse Hellesponten med sin persiske hær på vej til at invadere det antikke Grækenland, ødelagde en storm de to broer som skulle bære krigerne. Xerxes straffede brobyggerne ved at hugge deres hoved af, og havet ved at tildele det 300 piskeslag, hvorefter han smed slavelænker ned i havet, for at symbolisere at det nu var under hans kommando”
https://www.unyttigehistoriefacts.dk/?p=255
Jeg synes, der er noget galt, når en organisation (Klimarealisme.dk), der vil være en seriøs stemme i debatten, taler stærk nedladende om domstole og retsprocesser. Hvad med selv at få en sag prøvet ved domstolene i Europa? Når man mener omstillingen er katastrofal og skadelig for almindelige borgere, må det da være en påstand, der kan afprøves ved domstole. Klimarealismen virker som en international organisation, når man bl.a. ser de artikler Søren Hansen mf. oversætter og ofte sætter ind i en dansk kontekst. Bevægelsen bør vel som Greenpeace mf. kunne rejse sager ved internationale domstole?
Hvis man accepterer vores samfundsinstitutioner (nationalt og internationalt), må man da være i sin gode ret til at få rejst sager om f.eks. omstillingens konsekvenser. Accepterer Klimarealisme.dk ikke de grundlæggende institutioner?
Tanken er slet ikke dårlig, men det er en kostbar fornøjelse at rejse sager, selv ved en national domstol, og den overstiger desværre, hvad Klimarealisme har ressourcer til lige p.t. Vores hollandske søsterorganisation CLINTEL har søgt om at blive part i klima-retssager i Holland, men hvor langt de er nået, ved jeg ikke.
“Den hollandske regering blev i 2015 i højesteret dømt til at skulle reducere landets CO2-udslip med minimum 25% inden udgangen af 2020”
– reducere 25% i forhold til hvad?? Har vi set nogle praktiske konsekvenser, hvis/når respektive myndigheder ikke efterlever kendelserne?