Katastrofalt fup

Den amerikanske hav- og atmosfære-administration (NOAA) har for nyligt udsendt sin årlige oversigt over, hvad man kalder for én-milliard-dollars naturkatastrofer. Her opregner man alle de tilfælde, hvor skaderne løber op i en milliard dollars eller mere. I 2023 var der mange, i alt oplister NOAA 28 stk., se fig. 1.

Det har jo længe været en torn i øjet på klima-alarmister, at klimaforandringerne ikke rigtigt har medført de annoncerede stigninger i antallet af tilfælde med ekstremvejr: Storme, oversvømmelser, naturbrande osv. Faktisk gik 2023 hen og blev et relativt begivenhedsløst år, sammenlignet med de seneste 50-100 år, hvilket er i grel modsætning til, hvad medierne har udskreget kontinuerligt.  

Men så kom NOAA sine nødstedte fæller i klimakampen til undsætning. Den nye én-mia. $-rapport giver virkeligt smæk for skillingen.

De 28 tilfælde er helt klart en ny rekord, se fig. 2. Gennemsnittet for 1980-2023 var 8,5 tilfælde/år (skaderne er justeret for inflationen) mens tallet for de seneste 5 år, 2019-2023, var 20,4 begivenheder. En katastrofal stigning, der kun underbygger, hvor farlig den globale opvarmning ind til nu har været.

NOAA har en blog – ”På den anden side af tallene”, hvor de skriver videre på sagen, og her holder man sig ikke tilbage. Her nævnes det, at 2023’s vejrkatastrofer i alt medførte 492 dødsfald, det 8.-højeste årlige antal siden 1980. De samlede omkostninger i 2023 (fra de omtalte 1-mia. $-hændelser) beløb sig til 92,9 milliarder dollars. Det er dog langt fra rekorden, se fig. 3. 2023 ligger således på en 10.-plads, hvad omkostningerne angår. Men det nævnes, at siden 1980 har der været i alt 376 af den type ”vejr- og klimakatastrofer” med en samlet omkostning på 2,66 billioner dollars.

Begynder vi at fatte, at den er helt gal med klimaet?

Interessant nok nævner bloggen, at disse 1-mia. $ begivenheder faktisk udgjorde 75% af alle omkostningerne ved naturkatastrofer i perioden 1980-2000. Den andel har været stigende siden, og for hele perioden 1980-2023 udgjorde de 85% af de samlede omkostninger. Det må reelt betyde, at i de senere år har næsten alle naturkatastrofer tilhørt denne milliard-dollar-klasse, resten har været få og små. Det lyder umiddelbart lidt mærkeligt.

Fig. 4 viser fordelingen af katastroferne over årene. Man bemærker, at det især er antallet af uvejr og storme (inkl. tornadoer, men ekskl. orkanerne), der er steget drastisk, mens de andre typer ligger på næsten uforandret niveau.

De totale omkostninger er naturligvis steget i takt med antallet af tilfælde, men stigningen skyldes selvfølgeligt også, at samfundet er blevet rigere, men også mere sårbart, f.eks. i lavtliggende kystområder. Tallene skulle på én eller anden måde være justeret for inflation, så den ikke har skubbet flere begivenheder op i mia. $-klassen.

Herefter svælger bloggen videre i de enkelte kategorier af katastrofer, men det vil vi overlade til læseren at studere nærmere.

I stedet vil vi kaste os over spørgsmålet: Har NOAA ret i alt det her? Er ekstremvejret virkeligt blevet meget værre pga. ”klimaforandringerne”? Det spørgsmål har vores ven Roger Pielke Jr. kigget nærmere på. Pielke er som tidligere nævnt ikke nogen ”klimaskeptiker”, han tror på, at vores CO₂-udledninger har medført en global opvarmning. Men han er straks mere i tvivl om, hvorvidt vi allerede nu kan se ”klimaforandringer” i form af mere ekstremvejr.

Hans artikel om NOAA’s rapport har titlen ”Et uhyggeligt svigt af videnskabelig hæderlighed”. Han var blevet opfordret af et tidsskrift til at skrive om rapporten, og han vedlægger et fortryk (preprint) af en videnskabelig artikel om tilfældet. Pielke tager udgangspunkt i NOAA’s egne regler for håndtering af data og hæderlighed i den forbindelse. Det ser ikke så godt ud. Pielke påpeger også, at NOAA’s påstande om, at statistikken dokumenterer sammenhængen med menneskeskabt global opvarmning ikke er underbygget på nogen måde. Det er snarere ren propaganda. Herom skriver Pielke:

Bare fordi klimaforandringerne er vigtige, betyder det ikke, at der er frit slag mht. videnskabelige påstande om klimaforandringerne, og at de ikke behøver at blive kigget efter i sømmene. Tværtimod, det er netop på grund af vigtigheden af klimaforandringerne, at videnskabelige påstande skal opfylde de strengeste krav om videnskabelig standard. Vi har alle et medansvar for at det sker. Men alt for ofte er det ikke tilfældet.

Uanset ens ståsted i klimasagen kan man ikke være uenig i disse tanker. Der er alt for meget slap videnskab inden for klimaet, hvor troen og budskabet anses for at være så vigtige, at man kan tillade sig at slække på alle normale krav til videnskabelig praksis. Det er mere til skade end til gavn.

Lad os så kigge på Pielkes fortryk. Grundlæggende angriber han tanken om, at økonomiske tal skulle være en målestok for udviklingen i klimaet. Det må nødvendigvis være meteorologiske observationer, der ligger til grund. En kraftig orkan, der rammer en øde kyststrækning, giver måske ikke de store økonomiske tab, hvorimod en svagere orkan, der rammer en storby vil give langt større omkostninger efterfølgende. Det betyder jo ikke, at sidstnævnte er udtryk for at orkanerne er blevet kraftigere.

Pielke gør opmærksom på, at NOAA’s dokumentation for statistikken er meget mangelfuld. Det er svært at se, hvor tallene kommer fra, og det er svært at se, hvordan man har omregnet fortidens omkostninger til faste priser uden inflation. Statistikken revideres ofte, også tilbage i tiden, men der er ingen adgang til eller overblik over de tidligere versioner af databasen. Pielke plukker herefter 7 konkrete eksempler ud:

1. Kilderne til omkostningerne bliver ikke offentliggjort. NOAA medregner forskellige følgeomkostninger (f.eks. tab af omsætning i erhvervslivet), der dog ikke bliver defineret nærmere, og som i andre sammenhænge ikke anses for relevante, når man taler om naturkatastrofer.

2. Orkanen Idalia blev umiddelbart efter bedømt til at have forvoldt skader for 2-5 milliarder dollars og hørte dermed med til 1.-mia. $-gruppen. Imidlertid er de samlede forsikringskrav efterfølgende blevet gjort op til kun 310 mio. dollars. NOAA’s egne regler siger, at man kan tillade sig at fordoble forsikringsbeløbet ved opgørelsen af skaden, men selv da er vi langt under den ene milliard. I december 2023 optrådte Idalia imidlertid fortsat med et beløb på 3,6 mia. dollars i NOAA’s statistik.

3. I statistikken bliver der lagt nye begivenheder til, eller nogle bliver trukket fra, hver gang, der kommer nye udgaver. Det kan ske for år, der ligger langt tilbage i tiden, se fig. 5. Fig. 5 viser diverse ændringer, og Pielke har fundet endnu flere ændringer i forbindelse med andre revisioner. Der bliver ikke officielt redegjort for disse, man finder dem kun, hvis man tilfældigt har downloadet udgaver af statistikken gennem tiden.

4. I datasættet for 2022 er der store justeringer af beløbene på de enkelte hændelser. Inflationsjusteringen skulle kun være nogle få procent, men her er enkelte poster blevet ændret med op til 145%!

5. NOAA erklærer, at de foretager justeringer i opadgående retning i forhold til de kendte forsikringssummer. Men hvordan og hvor meget nævnes ikke nogetsteds. De benyttede regler holdes under låg.

6. Fig. 6 viser antallet af de ”små” begivenheder med skader for 1-2 milliarder dollars. Det er forholdsvis uforandret i årene 1980 til 2007, men så begynder det pludseligt at stige. Det kan næsten kun betyde, at hændelser med udgifter under 1 mia. $ pludseligt bliver gjort tilpas dyrere, så de kommer med i gruppen. Denne ændrede regnskabspraksis er ikke dokumenteret nogetsteds af NOAA. Tilsyneladende findes der også en database for begivenheder med mindre en 1 mia. dollars i skader, men den er ikke offentligt tilgængelig.

7. Det viser sig, at for alle større orkaner siden 1980 (på nær én) regner NOAA med væsentligt højere skadesbeløb end Det Nationale Orkancenter (NHC), NOAA’s tal er op til dobbelt så store. Årsagen til så store afvigelser kendes ikke, da NOAA ikke offentliggør sine metoder.

Udgifterne i NOAA’s statistik er som nævnt justeret for inflation. Men de tager ikke højde for den stigende velstand i samfundet, som populært sagt betyder, at amerikanerne har flere og dyrere ejendele, der bliver ramt af uvejret. Hertil kommer befolkningstilvæksten, der også har gjort mange ramte områder tættere bebygget og dermed givet flere skader. Pielke har taget NOAA’s udgifter og sat dem i forhold til det amerikanske bruttonationalprodukt, og så får man faktisk en faldende tendens, som vist på fig. 7.

NOAA hævder gentagne gange, at der er en sammenhæng mellem ekstremvejr og klimaforandringerne. Det er netop klimaforandringerne, der medvirker til det forøgede antal af 1-mia. $ hændelser. Og det forøgede antal hændelser er dokumentation for klimaforandringernes indflydelse. Men så er vi ude i en cirkelslutning, der ikke mere har noget med videnskab at gøre.

Pielke slutter af med en opfordring til NOAA om at få styr på deres metoder og huske at offentliggøre alle deres data og fremgangsmåder til udregning af skader. Fuld åbenhed er vejen frem, hvis statistikken skal kunne bruges forsvarligt – og ikke bare til politisk propaganda.

I starten bemærkede vi den store stigning i antallet af storme, uvejr og tornadoer. Det er her, det største antal nye hændelser skal findes. Det er jo åbenbart, at netop beregningen af skader efter disse begivenheder må være blevet justeret kraftigt, jfr. fig. 6, og dermed har givet det for NOAA så tilfredsstillende resultat.