Uddør dyrene?

En forsker ved navn Alex Pigot og hans kollegaer har specialiseret sig i at udsende dommedagsbudskaber om masseuddøen af dyrearter som følge af den globale opvarmning. Den grundlæggende antagelse er, at hver dyreart bebor et område, hvor der er en fast temperatur, som dyrene er tilpasset. Hvis temperaturen nu stiger, falder den uden for det temperaturinterval, som arten er vant til, og det vil stresse dyrene, måske til et punkt hvor de ikke overlever, og arten uddør.

Forskningen går i store træk ud på at kortlægge 35.000 dyrearters udbredelse og fastlægge de gennemsnitstemperaturer, der hersker i områderne. Derefter tager man fat i klimaforskernes computermodeller og finder ud af hvor meget, disse lokale temperaturer vil stige, og når man dertil vælger nogle grænseværdier, der vil udløse stress, så kan man beregne, hvor mange dyr, der kommer i fare, og hvor stor risikoen er, for at de nærmer sig udryddelse.

Pigot lægger ikke skjul på sine motiver:

Klimaforandringernes historie er én hvor folk gradvist begynder at acceptere sandheden. Ingen, på nær et lille mindretal, stiller stadigvæk spørgsmål ved, hvorvidt klimaforandringerne er reelle og forårsaget af mennesker. Nu kæmper de fleste i forsøget på at bremse den katastrofale opvarmning og forskellen mellem løsninger og falske håb.

Vaskeægte klimaskræk. I en omtale af en forskningsartikel kommer Pigot med følgende indledning:

Vores Verden er blevet omkring 1,2 grader varmere siden den førindustrielle periode. Mange arter er allerede blevet udsat for tiltagende ubærlige forhold, hvilket driver nogle populationer til at uddø eller skrumpe ved de varmeste ender af deres geografiske udbredelsesområde. Biodiversiteten mærker varmen i alle økosystemer og områder, fra bjergtoppe til havets dyb.

Hvis alle de nationale planer til nedbringelse af CO₂-udslippene bliver opfyldt, vil Verden stadigvæk være på vej mod en opvarmning på 2,5-2,9 grader ved århundredets slutning. Hvis arterne er stressede nu, så prøv at forestille jer, hvordan de vil klare sig i de kommende årtier.

Pigot m.fl. er ved deres computermodelberegninger nået frem til, at den globale opvarmning vil give meget pludselige temperaturstigninger i arternes udbredelsesområder.

Som eksempel nævnes korallerne, hvor Pigot hævder, at man tidligere ikke så ret mange blegninger forårsaget af temperaturstigninger, men nu sker det årligt, og processen er i fuld gang. Dette udsagn er baseret på en artikel i The Guardian, hvor en af Australiens top-alarmistiske koralforskere frygter (eller ser frem til) 2024 hvor temperaturstigningerne i forbindelse med årets El Niño vil forårsage en masseblegning. Vi får se.

Generelt finder Pigot, at man allerede ved Paris-aftalens klimamål på 1,5 graders opvarmning vil bringe 15% af dyrearterne til at miste mindst en tredjedel af deres udbredelsesområde. Skulle det ikke lykkes at holde de 1,5 grader og i stedet nå 2 grader, vil andelen af ramte arter stige til 30%. Det har Pigots computer fortalt ham.

Men i virkeligheden er situationen meget værre. Flere af IPCC’s scenarier for at nå de 1,5 grader regner med, at vi midlertidigt vil overstige denne temperatur, men derefter ved massiv opsamling og deponi af CO₂ vil vi kunne bringe temperaturen ned igen. Som om, at den globale temperatur kan styres som med en kontrolknap.

Og perioden med højere temperatur vil – ifølge computeren – bringe en lang række arter i midlertidig fare og det kan resultere i varige skader, som ikke bliver rettet op igen, når vi har fået skruet ned for temperaturen. Her nævnes f.eks. Amazonjunglen, hvor de midlertidige høje temperaturer kan anrette uoprettelige skader. Det skyldes, at mange tropiske dyrearter lever ”tæt på den grænse for varmen, som de kan tåle, og derfor er følsomme over for temperaturændringer”.

Pigot afslutter med denne salut:

Hvis vi udskyder drastiske reduktioner af udledningerne, vil det betyde, at en overskridelse af 2 grader er et sandsynligt scenarie. Denne overskridelse vil medføre astronomiske omkostninger for livet på Jorden, som senere CO₂-opsamling ikke vil føre tilbage. Anstrengelserne for at stoppe temperaturstigningen er ikke et teoretisk forsøg på at bøje nogle kurver på et stykke papir, det er en kamp for en beboelig planet.

Pigots tro på klimakrisen kan der ikke være megen tvivl om. Imidlertid kan man godt spekulere på, hvilke motiver han har for i den grad at forvanske gængs naturvidenskabelig indsigt. Er det i virkeligheden bare fordi, han vil yde sit bidrag til bekæmpelse af ”klimakrisen”? I krig er sandheden som bekendt det første offer.

Eric Worrall fra WUWT er i hvert fald ikke imponeret af Pigots indsigt i dyrenes adfærd og naturens indretning i øvrigt. Langt de fleste dyrearter har en temmelig stor geografisk udbredelse, og de lever således i ganske varierende klimaer. Den stigning i global temperatur, vi har set ind til nu, svarer til forskellen i årlig gennemsnitstemperatur mellem Kolding og Aalborg. De samme dyr klarer sig fint begge steder. Det, der afgør deres overlevelse, er primært tilgængeligheden af tilstrækkeligt med føde.

Skulle forholdene i den ene ende af udbredelsesområdet blive mindre gunstige, vil dyrene migrere væk derfra. I forbindelse med stigende temperaturer betyder det oftest, at dyrene flytter nordpå, i øvrigt sammen med de planter, som de lever af. Udbredelsesområdet har derfor ofte uforandret størrelse, men er bare geografisk forskudt. Pigot, derimod, kigger kun i den ende af området, der er blevet for varm.

Naturen er dynamisk og under evig forandring. Bestandene af dyrene har ændret sig med forholdene og mange gange har det været tæt på at gå galt. Isoleret set betyder en minimal temperaturændring derfor meget lidt – men dyrene er snarere truet af vores indskrænkning af deres leveområder (landbrug, bebyggelse m.v.) og jagt på dem – især fiskeri i havene.

Tænk på, at hele Europa var dækket af is indtil for 12.000 år siden. Derefter smeltede isen gradvist, temperaturerne steg, og planter og dyr vandrede nordpå for at udnytte de nye muligheder. Hvorfor skulle det være umuligt i dag?

Korallerne er et andet godt eksempel. Ja de bleges, hvis de bliver ramt af f.eks. større temperaturændringer, men det er jo sket utallige gange i deres levetid her på Jorden (mere end 200 millioner år). De kan også ”vandre”, fordi de hvert år sender enorme mængder af sporer og larver ud, og disse er fritsvævende i vandet og vil søge mod gunstige områder, før de slår sig ned. At koraller er gode til at flytte sig, ses også ved The Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst. For 12.000 år siden var havet 120 meter lavere og kysten lå langt fra revets nuværende placering, der den gang var skovklædt land. Korallerne flyttede sig i takt med havstigningen siden. Koraller er heller ikke på længere sigt det mindste følsomme over for temperaturvariationer, havtemperaturen i den sydlige ende af The Great Barrier Reef er ca. 8 grader koldere end i den nordlige ende (nærmere Ækvator).

Det indvendes så, at temperaturændringerne nu er meget hurtigere, end hvad man havde naturligt i fortiden. Heller ikke det argument holder rigtigt, der har været store udsving, specielt i lokalområder som Europa – tænk bare på Middelaldervarmen og den efterfølgende Lille Istid. Fisk migrerer også i havene, f.eks. har torskefiskeriet ved Grønland bare i det tyvende århundrede varieret meget, i takt med stigende og faldende temperaturer.

Klimavidenskaben har generelt nogle mærkelige forestillinger om, hvordan den globale opvarmning vil manifestere sig i praksis. Man antager grundlæggende, at alle steder vil opleve en temperatur, der stiger lige meget, dag og nat. Hvis dagtemperaturen i Sydamerika ved Ækvator således i dag er omkring 32 grader, så vil den i fremtiden være 33 eller 34 grader, hvis vi ikke når Paris-målene. Men sådan hænger det jo ikke sammen. Den globale opvarmning ytrer sig primært ved højere temperaturer i områderne længere væk fra Ækvator – mod polerne. Det er Sibirien og Canada, f.eks., der mærker noget til opvarmningen. Opvarmningen ytrer sig også mest ved højere temperaturer om natten og i vinterhalvåret. I troperne, derimod, er temperaturerne meget mere stabile, og der er kun en lille forskel mellem årstiderne eller mellem nat og dag. Der er nogle mekanismer, der stabiliserer temperaturen, primært ved mere fordampning af vand og mere skydække, hvis temperaturen begynder at stige – og derved modvirkes stigningen. Derfor forventes tropernes temperatur ikke at stige nævneværdigt, selv den globale opvarmning fortsætter.

Primitive computermodeller baseret på dommedagsbetragtninger tjener kun et politisk formål, der igen er udslag af troen på klimaet. De bringer os ikke videre, rent videnskabeligt.