Roger Pielke Jr., som er velkendt her på siden, har på sin blog skrevet et interessant indlæg om ”dekarboniseringen”, det gyselige udtryk man bruger for nedbringelse af CO2-udledningerne. Af hensyn til klimaet tror og mener man, at det er nødvendigt, at vi får nedbragt disse.
Pielke nuancerer budskabet lidt. Vi skal ikke nødvendigvis nedbringe udledningerne målt i tons pr. år, men vi skal i stedet fokusere på at få udledningerne pr. dollar i bruttonationalproduktet (BNP) ned. Hvis det lykkes, betyder det nemlig, at vi er blevet så meget rigere år for år, at drivhusgas-udledningerne betyder mindre og mindre.
Det er klart, at den tankegang ikke duer, hvis man er en skrækslagen klima-alarmist, der hellere ser vores energiforsyning smadret i morgen. Men Pielke er er realistisk forsker, han er bestemt ikke ”klimabenægter”, men han har en meget sober tilgang til hele klimasagen.
Hvordan er udviklingen i Verden så gået, set med Pielkes udgangspunkt? Fig. 1 viser de årlige udledninger af CO2 siden 1960. De har været stigende i hele perioden, dog med midlertidige opbremsninger, hver gang vi har haft én eller anden krise. Endvidere viser figuren antal gram CO2 udledt pr. US$ i det globale BNP. Og det er jo en interessant kurve, den har været støt nedadgående i hele perioden og er faldet fra 600 g til under 300 g CO2/US$.
Mon det så skyldes alle de solceller og vindmøller, vi har stillet op i løbet af perioden? Det gør det ikke, som vi kan se på fig. 2. Her er udviklingen (1965-2022) af forskellige parametre vist, med udgangspunkt i år 2000, der er sat til 1,0.
Den største stigning har været i BNP. På de 20 år siden 2020 er det lykkedes at fordoble vores økonomiske aktivitet og dermed generelle velstand. Det er noget af en bedrift. Det har dog medført en ganske kraftig stigning i energiforbruget, der er forøget med 40-45%. Stort set hele stigningen er kommet fra fossile brændstoffer, figuren viser forøgelsen af det årlige CO2-udslip, der meget nøje følger energiforbruget. Vi har selvfølgeligt installeret en del solceller og vindmøller, men samtidigt har vi lukket mange kernekraftværker og det trækker den anden vej i forholdet mellem energi og CO2-udledninger.
Fig. 2 har også en kurve, der direkte viser CO2-udledningerne pr. energienhed, og her ser man et let fald i perioden 1965-1990, i takt med udbygningen af kernekraften. Derefter skete der ikke noget frem til 2013, hvor der så igen var et svagt fald som følge af ovennævnte kombination af sol og vind + nedskæring af kernekraft. Og endeligt er kurven med energi vs. BNP indtegnet igen.
Der har nu været kommentarer til Pielkes artikel, og her spurgte man om ikke stigningen i BNP primært var et udtryk for inflationen, snarere end en reel økonomisk fremgang? Pielke svarede så med diagrammet vist her som fig. 3, hvor CO2-udledningerne pr. dollar i BNP – i faste 2017-priser – er indtegnet. Det er det samme billede, udledningerne er vitterligt faldet pr. dollar tjent.
Pielke afslutter sit indlæg med nogle betragtninger over alle bestræbelserne på at ”dekarbonisere”, bl.a. udfoldet ved de 28 COP-møder, vi har haft nu, kulminerende med det storslåede show i Dubai i 2023. Det er ganske tydeligt, at alle de anstrengelser absolut ingen effekt har haft, og heller ikke har udsigt til at få nogen. Hvis man forlænger den nedadgående CO2/US$-kurve vil den ramme nul omkring 2070 – længe efter, at alle tidsgrænserne i COP-verdenen er overskredet.
Den vil jo nok aldrig nå nul af sig selv, men med fortsat menneskelig opfindsomhed og mere effektiv udnyttelse af energien skal den nok komme længere ned – især hvis vi opgiver vores frygt for kernekraften. Og i mellemtiden kan vi så glæde os over, at vi er blevet så meget rigere, at vi lettere kan tackle de klimaforandringer, der måtte komme, enten ved naturens luner eller som en delvis følge af vores udledninger af drivhusgasser.
Netto-nul er en farlig blindgyde.
Danish