Alle snakker p.t. om ENSO-svingningerne, El Niño Southern Oscillations. Vi havde 3 stk. La Niña i træk, og de gav anledning til tørker hist og oversvømmelser pist, og medierne stod på spring til at udnævne alle begivenhederne til at være følger af ”klimaforandringerne”. I år blev vi så ramt af en El Niño, der har udviklet sig så kraftigt, at bl.a. den globale temperatur er skudt op i helt ukendt terræn – i hvert fald efter de globale målinger, vi har foretaget de seneste 50-100 år. Her har den heller ikke fået for lidt med ”klimaforandringer”.
Vi har tidligere beskrevet i lidt flere detaljer, hvad de to tilstande indebærer, men i alt korthed er en El Niño karakteriseret ved, at det østlige Stillehav omkring Ækvator ud for Sydamerikas kyst bliver varmere, og det er med til at hæve gennemsnitstemperaturen i hele klodens atmosfære. Passatvinden, der går fra øst mod vest, er typisk svagere under en El Niño, og der kan ligefrem være tale om transport af varmt vand fra vest til øst.
Når vi ryger over i en La Niña, kommer der gang i passatvinden igen, og nu transporteres alt det varme vand mod vest, hvor det til sidst rammer Asiens kyster og fordeler sig mod nord og mod syd. Det medfører en voldsom fordampning, og derved køles atmosfæren mærkbart. Afkølingen bliver endnu mere effektiv, idet de varme vandmasser, der transporteres mod vest, bliver afløst af koldere vand fra dybet.
Men samtidigt bevirker den kraftigere vind, at der bliver færre skyer over det tropiske Stillehav, og derved kan solens stråler varme havvandet kraftigere op. Derved bliver der samlet sammen til den næste El Niño.
Klimaforskningen vil selvfølgeligt gerne have snor i ENSO-svingningerne, og det påstås, at de ingen langtidseffekt har på den globale temperatur. Den styres kun af CO2. Den påstand er der så uenighed om, fordi hvis ENSO styrer skydækket, kan variationer heri sagtens over længere tid bevirke en netto opvarmning af Jorden. Solens indstråling er jo generelt flere hundrede gange større, end den ubalance i Jordens varmeregnskab, der formodes at fremkalde den globale opvarmning.
Men El Niño og La Niña kommer ikke efter noget fast mønster, og netop nu har vi haft en tredobbelt La Nina, som er forholdsvis usædvanlig. Styrken af de enkelte El Niño’er varierer også meget fra gang til gang. Alt det her er noget, klimamodellerne slet ikke kan håndtere. De kan ikke simulere ENSO-svingningerne, og de kan slet ikke forudsige, hvornår de næste udsving kommer. Det er jo således åbenlyst, hvorfor klimaforskningen gerne vil nedtone ENSO’s betydning for klimaets udvikling.
Den gængse forskning har forskellige forklaringer på, hvad der udløser en ny El Niño, stigende og faldende havtemperaturer, og ændringerne i passatvindene. Men der er stadigvæk ikke fuld klarhed over mekanismerne.
Her er der så udkommet en ny interessant artikel, der peger på, at det kan være undersøisk vulkanisme, der styrer slagets gang. Stillehavsregionen er omgivet af vulkaner, både på land og undersøiske. Et af de mere aktive områder er i det vestlige Stillehav, lige øst for Papua Ny Guinea, se fig. 1. Det er efter artiklen her det såkaldte ”kildepunkt”, Source Point, hvor vulkaner med hyppige mellemrum går i udbrud under havet. Den varme lava vælter ud, men det første den rammer er de såkaldte hydrater, der er forbindelser af is og andre mineraler, der dannes i det kolde dybhav under tryk. Varmen får nu isen her til at smelte, og resultatet er, at koldt vand strømmer op til overfladen.
Det er netop, hvad der fremkalder La Niña-tilstanden, og så længe, der er er hydrater til stede, kan situationen fortsætte. Men på et tidspunkt er al isen smeltet, og nu kan det vulkansk opvarmede vand nå op til overfladen, og det bevirker skiftet fra La Niña til El Niño-tilstanden. At undersøiske vulkaner er aktive i disse perioder, kan man bl.a. konstatere ved at måle heliumindholdet i atmosfæren over Stillehavet, se fig. 2. Det bliver typisk forhøjet i forbindelse med vulkanudbrud, og man ser, at fordelingen tydeligt viser, at det er opstået i kildepunktet.
På et tidspunkt ophører det vulkanske udbrud, og hydraterne begynder at blive dannet igen, klar til næste omgang. Vi vil nu befinde os i den neutrale fase, hvor der hverken er nogen El Niño eller La Niña.
Dette er en relativt letbenet gennemgang af teorien, men den giver en mulig årsag til ENSO-svingningernes uregelmæssighed. Hvis de i virkeligheden er styret af vulkanisme, kan man bedre forstå, at de er uafhængige af de øvrige vejrfænomener, vi observerer.
Om al varmen i forbindelse med El Niño kommer fra vulkansk aktivitet eller et ændret skydække – eller en kombination af de to – er uvist, men det er tydeligt, at Jordens klima er langt mere kompliceret, end de CO2-drevne klimamodeller vil have os til at tro.
Danish
Interessant artikel. I Paleocen-Eocen overgangen (for c.55 millioner år siden) var der en voldsom vulkansk aktivitet i NØ Atlanten i forbindelse Grønlands drift væk fra Norge. Det gav anledning til askelag, som i dag kan ses på Fur og længere væk, og samtidigt skete der en hurtig global opvarmning på cirka 8°C. Den varede i knapt 200 000 år. (den varmeste periode i de sidste 65 millioner år. Lige siden er temperaturen faldet til vort nuværende exceptionelt lave niveau, som har bevirket istid). Det kaldes det Paleocen-Eocene Termiske Maksimum (PETM) og er blevet valgt som definition på grænsen imellem Paleocæn og Eocæn, idet begivenheden kan spores i alle sedimenter fra det tidspunkt i form af C-isotop anomali. Da der således i fortiden har foregået tilsvarende opvarmning omend meget mere drastisk end v. El Niño, vil jeg anse det for en god teori.
Det umiddelbare spørgsmål bliver da: Hvad med Atlanterhavet, som har masser af vulkansk aktivitet kontinuert ned igennem spredningsryggen (som ligger oven vande på Island). Hvordan påvirker det havstrømmene og temperaturen? Jeg ved det ikke; men der tegner sig et billede af et meget stort og givende forskningsfelt i fremtiden.