I Danmark udkommer der et enormt antal bøger hvert år. Det er kun de færreste, der bliver udsendt af de etablerede forlag og dermed kommer med i boghandlernes kataloger. Det er endnu færre, der slipper gennem nåleøjet og bliver omtalt eller anmeldt i medierne. Resten af bøgerne udkommer på små forlag og i mange tilfælde som selvudgivelser, og de vil leve et meget upåagtet liv.
Det er derfor tilfældigt, om man overhovedet hører om dem. Undertegnede blev således for nyligt gjort opmærksom på en bog af Anker Jacobsen, udsendt af ”Eget forlag” med titlen ”Ret og vrang i CO2 debatten”.
Det er en meget nydelig bog, indbundet og pænt sat op med mange fotos i farver. Teksten er velskrevet, men skæmmes dog lidt af diverse sproglige unøjagtigheder. Forfatteren er kemiingeniør og har i mange år stået i spidsen for et firma inden for biogasbranchen. Her var han en af pionererne mht. oprensning af biogas. Når den kommer ud fra reaktoren, vil den bestå af en blanding af metan og CO2. Den kan godt brænde, men ikke så effektivt, og den kan ikke bruges i naturgasnettet. Derfor renser man den ved at fjerne CO2 + diverse andre gasser i små mængder. Det rene metan-produkt kan herefter bruges fuldstændigt som naturgas, og faktisk udgør oprenset biogas en betydelig del af vores gasforsyning i dag.
Bogen har til formål dels at skitsere Danmarks energimæssige fremtid, og dels at gøre op med IPCC’s måde at opgøre CO2-udledninger på.
Vi skal redde klimaet og kloden og vores brug af fossile brændstoffer skal udfases så hurtigt, det med rimelighed kan lade sig gøre. Så mht. klimakrisen er bogen helt på linje med IPCC. Kernekraften afvises af bogen, der mumles lidt om risikoen ved udslip og affaldet. Derfor skal vores fremtidige energiforsyning være baseret på sol og vind + biomasse.
Bogen erkender åbenlyst, at sol og vind har deres svagheder, og derfor skal der bruges store mængder af biogas til at dække hullerne i elforsyningen. Biogassen kan også bruges til fremstilling af brændstoffer, eller bruges direkte i fly og skibe. Brint som brændstof har forfatteren ikke så meget fidus til, den er for let og for kompliceret at håndtere. Men brint fremstillet ved elektrolyse kan kombineres med CO2 fra biogasfremstillingen til Power to X-brændstoffer.
Vi har også brug for alle de produkter, som i dag fremstilles på basis af olie, men de kan i fremtiden produceres på basis af biogas og/eller andre biobrændstoffer.
Forfatteren har ikke meget fidus til CO2-opsamling og deponering, det er alt for dyrt og pengene er totalt spildt. Hvis formålet er isoleret at pynte på Danmarks klimaregnskab, er det om muligt endnu mere meningsløst, pengene ville kunne give meget større CO2-reduktioner i andre lande.
IPCC regner, ligesom Klimarådet, med at dyrkning af afgrøder i sig selv er klimaneutral. Planterne optager en masse CO2 om foråret og sommeren, men mængden frigøres atter, når f.eks. kornet bliver spist og stråene brændes eller bliver til muld igen. Den betragtning er bogen her uenig i. Det fremføres, at f.eks. en høst af korn vil erstatte en tilsvarende mængde fossile brændstoffer på den ene eller den anden måde, og derved ”spares” der en fossil udledning. Vi bør derfor trække al den CO2, som vores afgrøder opsuger hvert år, fra vores klimaregnskab. Det drejer sig om 30-40 mio. tons, og så bliver vores nettoudledninger pludseligt meget små.
Bogen indeholder mange interessante oplysninger og synspunkter. Således er forfatteren ikke meget for bestræbelserne på ”rewilding”, hvor man skader træer, så de langsomt går ud og bliver til hjemsted for alverdens biller og andet kryb. Samtidigt slipper man køer ud i naturområderne, hvor de ikke har det specielt rart og er på grænsen til at sulte hele vinteren. Har køer i en stald – et ”ko-hotel” – i virkeligheden ikke et meget bedre liv?
Vi lærer selvfølgeligt en masse om biogasproduktion, hvordan den kan optimeres og forøges her i Danmark med de til rådighed værende ressourcer.
Der er dog også lidt faktuelle fejl ind i mellem, f.eks. anføres det, at CO2-indholdet i atmosfæren er fordoblet i de sidste 100 år, der er nu kun tale om en 50% stigning siden år 1900. Det nævnes også, at biomasse udgør ca. halvdelen af Danmarks samlede energiforbrug, det rigtige tal er snarere knap 30%.
Men den største anke mod bogen er imidlertid de to hovedteser. Kan Danmarks energiforsyning i realiteten dækkes 100% bare ved sol, vind og biomasse? Det er der regnet på i flere omgange, bl.a. af Klimarådet og konklusionen er, at det vil kræve meget mere biomasse, end vi har til rådighed. Vi kan selvfølgeligt nedlægge det meste af fødevareproduktionen (den del, der alligevel går til eksport) og så dyrke energiafgrøder i stedet, f.eks. roer. De kan så køres igennem biogasanlæggene og så har vi masser af gas til rådighed + CO2 til Power to X.
Dette er dog ikke bogens budskab, forfatteren mener, at vi kan nøjes med en meget mindre del af vores biomasse, bl.a. ved at inddrage al vores halm til biogasfremstilling. Her er den gængse opfattelse ellers, at halm ikke er særligt velegnet til biogas, halmen er for svært nedbrydelig og man taber halvdelen af energiindholdet eller mere. Så får man et større udbytte af energi ved at brænde halmen direkte i kraftvarmeværker.
Men problemet er, at bogen på intet tidspunkt fremlægger beregninger af det scenarie, forfatteren forestiller sig. Hvor mange vindmøller og solceller skal vi have, og hvor meget biogas bliver der så brug for ved siden af til at dække hele behovet?
Det henstår i det uvisse, men mængden af biogas – og dermed biomasse – vil voldsomt overskride, hvad der kan betragtes som bæredygtigt på globalt plan. Her taler man om ca. 12 GJ (giga-joule) pr. person, hvor Danmark p.t. er oppe omkring 30 GJ/person og med Anker Jacobsens visioner ville vi nå meget højere op. Danmark udfører jo alle sine klimakrumspring fordi vi vil være ”foregangsland”, men et vildt overforbrug af biomasse er jo ikke noget, andre lande kan kopiere.
Denne anmelder er også uenig i bogens betragtninger vedrørende CO2-udledningerne fra dyrkning af afgrøder. Man skal kigge på mængden af CO2 i atmosfæren. Hvis jeg brænder et kvantum naturgas af, vil det f.eks. give en udledning på 1 ton CO2. Det skal så lægges til mit klimaregnskab – jeg har tilført atmosfæren det ene ton. Hvis jeg nu dyrker en portion korn, der igen opsuger et ton CO2, så har jeg fjernet denne mængde fra atmosfæren og er lige nu i minus. Men så bruger jeg kornet og brænder halmen, og så vender mit ton CO2 tilbage til atmosfæren. Nettoresultatet er, at jeg ikke har ændret på atmosfærens indhold af CO2. Jeg har ikke noget, jeg kan trække fra – som bogen ellers hævder.
Sammenfattende, for en klimarealist er der ting af interesse i bogen, men man skal være forberedt på at tage mange af budskaberne og konklusionerne med et gran salt.
Danish
En ko er vel egentlig sammenlignelig med et biogas anlæg. Hvorfor er det så at biogas er så godt for klimaet, og en ko så dårligt?
Som det nævnes i en bisætning ovenfor indeholder affald en masse svært nedbrydelige forureninger.
Mht. det indsamlede grønne bioaffald fra husholdninger, så benyttes det i udlandet oftest til fremstilling af kompost, hvor man har påvist betydelige koncentrationer af bl.a. fluorstoffer (PFAS). I Danmark bruge disse grønne affaldsposer til fremstilling af biogas, hvorved PFAS vil udsendes til omgivelserne rundt om anlæggene, da stofferne ikke nedbrydes mikrobiologisk og formentligt heller ikke ved de temperaturer, der forekommer ved afbrænding af biogas.
I energidiskussionerne må vi ikke glemme forureningsaspekterne, som det normalt sker!
Omkring biomasse og biogas er der et forhold, som jeg har svært ved at forstå.
Når man udtager landbrugsjord til dyrkning af energiafgrøder, kan den af planterne opsamlede solenergi frigives ved at køre biomassen gennem et biogasanlæg og derefter udnytte den indvundne oprensede metan typisk ved afbrænding i kraftværker, motorer o.l.
Alternativt kan biomassen afbrændes direkte på et kraftværk.
Er der nogen, der følger denne hjemmeside, der kan forklare mig, hvor det smarte ligger i at køre omvejen forbi et biogasanlæg i stedet for en simpel afbrænding af den rå biomasse? Jeg synes, at man går over åen efter vand, men måske er der noget jeg har overset?
Så er der jo også det etiske spørgsmål ved at anvende landbrugsarealer til energiafgrøder, der jo så ikke kan anvendes til fødevareproduktion.
De allermest optimistiske biogasfolk forventer, at ca. 50% af halmens energiindhold kan overføres til biogassen. Derved har man tabt halvdelen ved at gå ad denne omvej i stedet for at afbrænde halmen direkte i et kraftvarmeværk.
Biogas giver mening, når den er baseret på rene affaldsprodukter, der ikke direkte kan bruges til andet. Det gælder primært gylle, men også visse former for industriaffald og rester fra afgrøder, f.eks. roetoppe, blade fra majs osv. Husholdningernes køkkenaffald vil man også gerne bruge til biogas, men det er mere kompliceret pga. de store variationer, der er i affaldet og risikoen for, at det indeholder fremmedstoffer, som bakterierne i biogasanlægget ikke trives med. Men set i dette lys er potentialet for biogas i Danmark relativt begrænset.
Jeg er helt enig i, at det er skændigt at bruge god landbrugsjord til at fremstille brændstoffer – det reducerer mulighederne for at producere mad nok til Verdens befolkning.
Tak for det Søren
På energistyrelsens hjemmeside kan man om energiafgrøder læse følgende:
“Hvis du som biogasproducent bruger majs og andre energiafgrøder som råvare, mindsker du klimafordelen ved biogas. Derfor reguleres mængden af energiafgrøder, der er tilladt at bruge i biogasproduktionen.”
Man kan tillige læse at det politisk er besluttet at nedfase den tilladte mængde af energiafgrøder til biogas til et ret lavt niveau.
Det vil sige at mængden af biogas har en relativ lav øvre grænse og kan således ikke anvendes til dæmpning af de gener som VE’s variationer påfører elnettet. Biogas er efter min mening alene relevant i forhold til organisk affald, hvor direkte afbrænding ikke er hensigtsmæssig.
I et netto CO2 nul scenario er det derfor stadig alene kernekraft, som kan levere en reel løsning på problemet relateret til variationerne i VE produktionen. Om el fra kernekraft så skal produceres i Danmark eller om der satses på at vores nabolande har installeret tilstrækkelig reservekapacitet, hvorfra vi kan importere når behov haves, er et politisk spørgsmål.
Det der med at brug af biomasse erstatter brugen af fossile brændstoffer og at biomasse derfor ikke blot er klimaneutralt (som det er besluttet ved dekret) men i realiteten derfor skal fratrækkes i CO2-regnskabet er jo ren trolddomskunst, hvor man kun kan imponeres over kreativiteten, men ikke så meget andet.
Det minder om regnestykker i det Aarhusbaserede energiselskab Kredsløb, der igangsætter et geotermisk anlæg i løbet af 2025, der skal forsyne kommunens borgere med 20% af fjernvarmeforbruget. Sporene fra Viborg og andre steder skræmmer åbenbart ikke, så vi da håbe, at det kommer til at virke og bliver rentabelt, da det da i princippet er udmærket at trække lidt af den varmeenergi, der ligger i undergrunden, op og nyttiggøre den.
Af Kredsløbs hjemmeside fremgår, at der spares 165.000 tons CO2-udledninger om året, svarende til ca 0,5% af landets samlede udledning, når anlægget kommer i funktion. Går man et spadestik dybere på hjemmesiden afsløres det, hvordan de 165.000 ton er sammensat. De består af 2 elementer:
For det første hævder man, at der spares 95.000 ton ved at reducere mængden af træpiller. Når biomasse brændes af tæller det jo ikke med i CO2-regnskabet, idet det er besluttet på allerhøjeste sted, men når man undlader at brænde det af, tæller det med i Kredsløbs lille selvkomponerede CO2-regnskab. Det er med andre ord svindel, intet mindre.
For det andet fremgår det af hjemmesiden, at de resterende 70.000 tons reduceret udledning er ren trolddom. De fremkommer nemlig på den måde, at hvis den sparede brug af træpiller betyder, at de samme træpiller bruges til at producere metanol, vil udledninger svarende til 30.000 benzinbilers benzinforbrug eller 70.000 ton CO2 være sparet. Altså HVIS. Vi taler således om en reduktion af CO2-udslip, der forudsætter en produktion som måske kommer engang og hvor i øvrigt ingen aner om den sparede biomasse i fjernvarmeproduktion overhovedet vil blive brugt til produktion af metanol.
Sagen er således den, at overgang fra biomasse til geotermi efter de gældende principper for opgørelse af CO2-regnskaber ikke – i al fald i dette tilfælde – reducerer udledningen med et eneste gram. De 165.000 ton er pist væk – pufff.
Joh, trolddom har mange afskygninger.
Tak for opslaget.
Jeg har selv kigget lidt på tal for nye bøger i 2023. Tak igen.