Den globale temperatur

Alle medier taler i dag hjemmevant om den “globale temperatur”, og der er generel enighed om, at den her i løbet af sommeren og efteråret slog nye rekorder. Den globale temperatur har ikke været højere i de seneste 1000 – eller 10.000 – eller sågar 125.000 år. Nu må alle da kunne fatte, at vi styrer mod klimakatastrofen, Jorden bliver alt for varm og helt ”ubeboelig”.

En hjemmeside ved navn Climate Reanalyzer er kommet voldsomt i vælten med deres dagligt opdaterede og særdeles præcise kurver over den globale temperatur, se fig. 1. Her får vi den med tiendedele af en grads nøjagtighed og kunne således konstatere, at f.eks. d. 7. juli i år var Jorden præcis 17,2 grader varm i gennemsnit og det var en hel grad over ”normalen”, som igen er gennemsnittet af de samme dage i årene 1979-2000.

Men hvordan ved vi, at temperaturen d. 7/7 var præcist 17,2 grader? Den globale temperatur er jo sammensat af varmegraderne på vidt forskellige steder. Toppen af Mt. Everest, bunden af Death Valley i Nevada, Piazza del Popolo i Rom, urskoven i Ækvatorial Guinea, en rismark ved Guilin i Sydkina, Danmarksstrædet mellem Grønland og Island, Stillehavet ved Great Barrier Reef ud for Australiens kyst og forskningsstationen McMurdo på Antarktis. Man kunne tage alle de målinger, man nu har, og så beregne gennemsnittet.

Men vi er jo kun lige begyndt. Temperaturen svinger meget over døgnet, helt op til 20-30 grader mellem midnat og middag, f.eks. i visse ørkener. Hvilken temperatur skal man tage? Den højeste eller den laveste, eller et gennemsnit? Her må man træffe en beslutning, vel vidende at temperaturmønstrene over døgnet er meget forskellige fra sted til sted.

Men de målinger, vi har, dækker jo ikke hele Jordkloden med et ensartet netværk af vejrstationer. Hele Antarktis, f.eks. med et areal på 14,2 mio. km², har ind til for få år siden kun haft 15 vejrstationer i alt. Til sammenligning er der mange tusinde stationer i Europa, der ellers blot har et areal på 10,5 mio. km². Man kan således helt åbenbart ikke bare tage gennemsnittet af alle de målinger, man har, man bliver nødt til at ”vægte” dem, dvs. tildele dem et areal af Jordens overflade, som de så repræsenterer. En vejrstation i Danmark vil således kun repræsentere måske 1000 kvadratkilometer, mens hver station i Antarktis står for omkring en million km². Det rejser jo så det næste spørgsmål, vil en sådan station overhovedet være repræsentativ for det område, den skal repræsentere?

Det gælder åbenlyst ikke for f.eks. målestationer, der er placeret i en bymæssig bebyggelse, her vil temperaturen være kunstigt forhøjet af varmestrålingen fra asfalt, beton eller andre faste overflader – for slet ikke at tale om varmen fra biler, ventilation osv.

I praksis har klimaforskerne valgt at opdele Jorden i felter, måske på 5 x 5 grader. Det er nogle store felter, ved Ækvator svarer de til godt 500 x 500 km eller 25.000 kvadratkilometer. Oppe mod polerne bliver deres arealer meget mindre, fordi afstanden mellem længdegraderne formindskes. Nu får hvert felt tildelt en eller flere målestationer (i nogle tilfælde mange stationer) og deres målinger sammensættes nu til temperaturen for det pgl. felt. Der er imidlertid felter, hvor man slet ikke har nogen målestationer – eller hvor man ikke stoler på dem, man har. I det tilfælde må man låne målinger fra nabostationer og man tillader at disse er op til 1200 km væk. Dvs. at en temperatur i Nordsøen ud for Tysklands kyst reelt kunne hentes fra Middelhavet ud for Marseille.

Vi kan blive ved i samme dur, men det må erkendes, at snakken om den globale temperatur som ét tal er tæt på at være meningsløs.

Klimaforskningen har derfor også i vid udstrækning grebet til en anden fremgangsmåde. I stedet for at tale om absolutte temperaturer, taler man om afvigelser, eller ”anomalier”, som de kaldes. Nu prøver man ikke mere at finde ud af, hvad temperaturen faktisk er, nu kigger man i stedet på hvor meget, den har ændret sig over tid. Hvis vores station i Rom har målt de sidste 60 år, så kan vi f.eks. tage gennemsnittet af de første 30 års målinger d. 7. juli, og derefter sammenligne de følgende års temperaturer på samme dato med dette gennemsnit. Er de nye temperaturer højere, kan vi tale om en opvarmning.  

Det elegante ved metoden er, at den fortæller os en masse om temperaturændringen og derfor er egnet til at dokumentere drivhusgassernes indflydelse. Om temperaturen så d. 7/7 reelt var 17,2 eller 15,2 grader er ligegyldigt. Nu kan vi se, hvor meget opvarmning, der har været i hele den periode, hvor vi har vejrstationer, dvs. tilbage til perioden 1850-1900. Selvfølgeligt var der ikke så mange stationer dengang, se fig. 2, og der er heller ikke mange, der har været i drift uafbrudt lige siden. Men alligevel har man rekonstrueret den globale temperatur-anomali helt tilbage til den tid. Hvis vores udgangspunkt f.eks. er perioden 1961-1990 kan vi se, hvor meget koldere det var, inden vi begyndte at udsende drivhusgasser i større omfang.

Men nu løber vi ind i andre problemer. Kan vi stole på alle de gamle målinger? Vejrstationerne er blevet flyttet, nogle er lukket og andre kommet til. Deres omgivelser har ændret sig, måske fra naturlige omgivelser til byens beton og asfalt. I gamle dage aflæstes kviksølvtermometrene manuelt, typisk en gang om dagen. Men på hvilket tidspunkt og har man ændret det undervejs? Og hvad så da man skiftede fra kviksølv til elektroniske målere?

I praksis har hver eneste måleserie, der indgår i de globale tal, været udsat for omfattende redaktion og korrektioner eller ”homogenisering”, som man kalder det. De rå målinger er i nogle tilfælde blevet ændret til noget helt andet og kan stort set ikke genkendes.

71% af Jordens overflade er dækket af hav. Skulle det være helt rigtigt, skulle man nu måle lufttemperaturen her, 2 meter over havoverfladen, for at følge fremgangsmåden på land. Det er i praksis meget svært, og derfor har man i stedet valgt at måle temperaturen i den øverste meter af havvandet. Det vides, at lufttemperaturen følger denne ganske godt, således at vandet normalt er en smule varmere end luften. Men havtemperaturen er ikke kun et resultat af lufttemperaturen lige over, og dermed er havets varmegrader ikke nødvendigvis et resultat af en drivhuseffekt i atmosfæren. Havtemperaturen afhænger i høj grad af havstrømmene, der f.eks. ofte får koldere vand fra dybet op til overfladen. Så også her har vi et problem med den ”globale temperatur” i atmosfæren.

Siden 1979 har vi haft hjælp fra satellitterne. Her begyndte man at lade rumsonder kredse omkring Jorden i nord-sydgående retning, hvorved de vil dække hele kloden hver dag. Herved har man fået elimineret en masse af problemerne med de jordbaserede målinger, og hele Jordens areal bliver ensartet dækket, der er ikke tomme felter mere. Satellitternes målinger bruges ikke til at finde absolutte temperaturer, man satser på at bestemme anomalien, og efterhånden har de målt i så mange år, at det fuldt ud giver mening. Satellitmålingerne er ikke problemfrie, bl.a. fordrer metoden, at det samme geografiske sted måles på samme tidspunkt af døgnet hver dag, det kan man i teorien opnå ved finjustering af satellittens bane og hastighed. Men i praksis bliver det ikke helt nøjagtigt, og så må man korrigere på én eller anden måde, da temperaturen f.eks. kl. 10 om formiddagen vil være lidt koldere end kl. 11.

Satellitmålingerne fortæller ganske pålideligt om temperaturændringerne siden 1979, men deres resultater stemmer ikke helt overens med de ændringer, man er nået frem til ved de jordbaserede målinger. Generelt viser satellitterne en mindre opvarmning pr. årti end de andre.

Derfor kan man ikke kombinere målingerne fra overflade og satellitter til f.eks. at kaste lys over temperaturerne før 1979. De officielle jordbaserede temperaturkurver viser en stigning fra 1850 til nu, med lidt variationer undervejs. De mange homogeniseringer gør, at f.eks. den varme periode i 1930-erne eller afkølingen fra 1940-1970 ikke rigtigt kan ses på de officielle temperaturkurver. Man kan kun gisne om, hvad satellitterne ville have målt i de samme perioder.

Med alle disse fakta på bordet kan vi vende tilbage til Climate Reanalyzer og deres globale temperaturer med en tiendedel grads nøjagtighed. For overhovedet at kunne gøre det, må de have valgt et tidspunkt – formentligt inden for de seneste 30 år og her lagt sig fast på, hvad Jordens absolutte temperatur nøjagtigt var. Men den bestemmelse er jo jfr. ovenstående meget usikker – for ikke at sige umulig – og giver den overhovedet mening?

Herom udtaler professor Richard Lindzen:

Vi har dusinvis af klimasystemer på Jorden lige nu, ikke bare ét, og de opfører sig alle forskelligt i større eller mindre grad. Ideen om at der er ét tal, en global temperatur, som alle systemerne følger slavisk, er absurd. Men tallet i sig selv forstår folk ikke. Jeg kunne spørge jer, ”hvad er Jordens temperatur?” Hvordan skulle man kunne svare på det?

Klimaforskernes store computermodeller antager, at CO₂ spiller en afgørende rolle for den globale temperatur. Temperaturen er derfor steget i takt med vores udledninger. Til ”homogenisering” og øvrige redaktionelle ændringer i de gamle temperaturdata, har man i nogle tilfælde grebet til at bruge modellerne. Men gør man det, er temperaturkurverne jo ikke længere en uafhængig instans til at bedømme modellernes resultater. Det hele bliver på den måde ret meningsløst.

Endnu mere meningsløst bliver det, når man vil sammenligne de nuværende målte og redigerede temperaturer med rekonstruktionerne af temperaturen for 1000, 10.000 eller 100.000 år siden. Vi har her på siden skrevet meget om problemerne med ”hockeystavene” og hvordan de slet ikke kan bruges til at bedømme detaljerne i fortidens klima, f.eks. hvor hurtigt eller langsomt temperaturerne ændrede sig. Derfor, når man sammenligner Climate Reanalyzers gætværk med gætværk om fortiden, så er det ikke udtryk for videnskab, men snarere propaganda. 

Men den propaganda er vigtig, fordi den sikrer, at budskabet om den farlige menneskeskabte opvarmning forbliver intakt, og det er det vigtigste for hele klimaindustrien i dag.