UAH’s temperaturkurve

I en kommentartråd her på siden udspandt der sig en længere debat om pålideligheden af de forskellige globale temperaturkurver.

På den ene side har vi de landbaserede, f.eks. HadCRUT, NASA/GISS & Berkeley Earth som indbyrdes er forholdsvis enige. Over for dem står satellitmålingerne, NOAA, RSS og UAH.

Der er mange problemer med at nå frem til en global temperatur(-anomali), man skal vælge en procedure til at tage et gennemsnit af en masse målinger, som dækker hele Jordens overflade, i hvert fald mere eller mindre.

For de jordbaserede kurvers vedkommende gælder det, at da antallet af målestationer pr. arealenhed svinger meget fra sted til sted, er man nødt til at vægte deres resultater på én eller anden måde. Der foretages også andre rettelser undervejs, for at gøre kurverne mere ”rigtige”. Da HadCRUT gik fra version 4 til 5 valgte man således at give de arktiske og antarktiske temperaturer større vægt i gennemsnittet, end man hidtil havde gjort. Det er jo et diskutabelt spørgsmål, fordi luften i kulden nær polerne er meget tør og derfor ikke indeholder så meget vanddamp og dermed mindre energi end f.eks. luft i troperne. Man besluttede i øvrigt også at lægge lidt på de målte temperaturer fra de nye Argo-bøjer, der måler havets temperatur, det var for at få bedre kontinuitet til de tidligere målinger (før 2005) som typisk var fra skibes kølevandsindtag. Resultatet af disse tiltag var, at HadCRUT nu har den kurve, der viser den største stigning i temperaturen siden 1850.

NASA/GISS foretager også mange justeringer i forhold til de rå data og på deres hjemmeside viser de stolt én frem, se fig. 1. Den officielle kurve viser faktisk en lidt mindre samlet stigning, hvilket NASA ikke er så lidt stolt af. Hvad der imidlertid er meget mere bemærkelsesværdigt, er den voldsomme justering af temperaturerne i 1940-erne. Toppen omkring 1940 og det svage efterfølgende fald er helt væk og nu er der en jævn stigning hele vejen igennem, som passer meget bedre med teorien om CO₂ som den alt-styrende kontrolknap.

De landbaserede kurver er også under mistanke for at vise for høje stigninger pga. byvarme-effekten, som vi flere gange har beskrevet her på siden.

En yderligere komplikation med de overfladebaserede kurver er, at mens de måler lufttemperaturen over land er det faktisk havtemperaturen (dvs. vandet) man måler til søs. Antagelsen er selvfølgeligt, at temperaturen lige under havoverfladen vil være den samme som i luften lige over.

Mange af problemerne med de overfladebaserede målinger synes at kunne blive løst med satellitterne. De måler luftens temperatur fra overfladen og 10-15 km op, og det uanset om det er over land eller vand. Byvarmen, der mest virker ved lokalt at varme målestationerne op, skulle heller ikke være noget problem. Satellitternes målinger er tæt på at dække hele Jordens overflade, de kredser om Jorden i nord/sydgående retning og passerer polerne mange gange hver dag.

Det er selvfølgeligt ikke nogen simpel sag at måle temperaturer med satellitter. De døjer med skydækket, som forstyrrer målingerne, og de har problemer med den løbende kalibrering.  Deres kredsløb om Jorden er indstillet til, at hver gang de passerer Ækvator skal lokaltiden i området under dem være det samme klokkeslæt. Således skal de i princippet måle hhv. dag- og nattemperaturer på samme tid dag efter dag. Men i praksis ændrer tidspunktet sig gradvist over årene, og det skal der korrigeres for. 

Der blev udviklet fornuftige metoder til håndtering af satellitternes målinger og de tre udbydere har siden 1979 kunnet udsende deres kurver. Efterhånden som årene gik, kunne man konstatere, at de 3 satellitkurver viste en mindre opvarmning end de jordbaserede. Ikke mindst var varmepausen 1998-2014 meget tydeligere, reelt steg temperaturen ikke. Det var jo et problem for klimaforskningen, da dogmet som nævnt er, at temperaturen vil følge atmosfærens CO₂-indhold slavisk – og det var jo støt stigende under hele pausen.

De tre satellitbaserede kurver stemte fint overens med hinanden frem til 2016. Her besluttede både RSS og NOAA at foretage nogle justeringer i deres fortolkninger af de målte data. Dels ville man prøve at gøre noget ved problemet med måletidspunktet ved Ækvator, det blev løst ved at indføre nogle beregninger fra klimamodellerne. Dels valgte man nye metoder til løbende kalibrering af satellitternes måleinstrumenter. Endeligt besluttede man også at bibeholde resultaterne fra en satellit, der ellers var påvist at være defekt og give forkerte resultater. Fig. 2 viser resultatet af ændringen. Den ser måske ikke ud af så meget, men stigningen i temperatur pr. dekade ændrede sig i årene frem til 2015 fra 0,078 til 0,125 grader/årti, en stigning på 60 %.

Resultatet af justeringerne blev, at RSS og NOAA’s kurver nu meget bedre stemte overens med de jordbaserede serier. Temperaturstigningen i perioden blev større, og varmepausen blev afløst af en let stigning. Hertil kom, at målingerne nu bedre stemte overens med klimamodellernes tal for troposfæren. Det var en udvikling, der blev set på med stor tilfredshed i klimakredse. RSS skrev på deres hjemmeside:

Troposfæren er ikke opvarmet helt så hurtigt som de fleste klimamodeller forudser. Bemærk at dette problem er blevet reduceret … i forbindelse med den nye version af RSS’s troposfæriske datasæt.

Nu stod UAH alene, man nægtede at ændre på kalibreringen, og man undlod de modelbaserede løbende korrektioner. Hertil kom, at man droppede målingerne fra den defekte satellit, og baserede sig på dem, man havde tillid til. UAH’s kurve ændrede sig således ikke, men havde nu en mindre opvarmning og en tydeligere varmepause end alle de andre. 

Det vakte vrede i klimakredse, her er et eksempel på, hvad der blev skrevet af en klimaforsker:

UAH er en latterlig outsider. Deres beregninger stemmer ikke overens med de enorme mængder af data fra rigtige termometre, tårne, fly, balloner og satellitter. De er gentagne gange blevet tvunget til at undskylde for deres fejltagelser og det vil de blive ved med igen og igen i fremtiden. LAD VÆRE MED AT BLIVE SNYDT!

Man taler ikke pænt til hinanden i den branche. Roy Spencer har stilfærdigt bemærket, at han ikke kender noget til målinger fra tårne og fly, dem er der vist alt for få af til, at de kan bruges til at finde en global temperatur. Spencer kender også kun til én fejl, UAH har begået, og den blev prompte rettet.

Sammenligningen med ballonerne er interessant, fordi det viser sig, at deres målinger faktisk ligger tættest på UAH’s. De andre satellitudbydere (der i øvrigt har kopieret RSS’s justeringer), viser alle for store temperaturstigninger, se fig. 3. Det er jo interessant at sammenligne med ballonerne, fordi her er der tale om helt uafhængige målinger af den samme temperatur, et stykke oppe i atmosfæren. Det er langt mere videnskabeligt end en sammenligning med nogle modelresultater, som RSS gjorde.

Fra visse sider hævdes det, at ballonernes resultater ligger tættere på de korrigerede tal fra RSS og NOAA. Det er en påstand, der kan føres tilbage til RSS’s egen hjemmeside, der illustrerer det med diagrammet vist i fig. 4. Her er vist differencerne mellem hhv. RSS og UAH og så ballonernes målinger. Ved hjælp af nogle hældninger på kurven skulle man kunne se, at RSS bedre stemmer overens med ballonerne. Imidlertid fremgår det åbenlyst af diagrammerne, at RSS’s temperaturer generelt ligger noget højere end UAH’s, stort set alle differencerne er større end nul.

UAH’s tilgang til databehandlingen findes også mere troværdig end RSS’s. UAH’s kurve ligger tæt på ballon-målingerne, mens RSS’s temperaturer nu mere ligner, hvad man måler på parkeringspladser, lufthavne og andre steder med dårligt placerede vejrstationer.

Roy Spencer og John Christy udsendte i 2018 en fagfællebedømt artikel om de satellitbaserede målinger, her redegjorde de for de justeringer, som de forskellige aktører havde foretaget, og beskrev metoderne benyttet af UAH. Der blev også nøje redegjort for sammenligningerne med ballonernes målinger, hvor det blev konkluderet, at UAH ligger tættest på. Den artikel blev ikke på noget tidspunkt modsagt i den videnskabelige Verden.

Forskere, der undersøger problemerne med byvarmen ved de landbaserede målinger finder ofte at korrektioner for denne ikke-naturlige opvarmning bringer resultaterne tættere på UAH’s temperaturkurve end de øvrige.

Den samme konklusion når Anthony Watts frem til i sin store rapport om byvarmen, når han tager måleresultaterne fra de stationer, der er korrekt placeret, får han tal, der ligger meget tæt op ad UAH’s kurver, og dermed væsentligt under de temperaturstigninger, som klimaforskningen ellers gerne ser.

Hele sagen er bemærkelsesværdig, fordi klimaforskningen tilsyneladende nærer et brændende ønske om, at opvarmningen skal være størst mulig. Det er klart, at derved bliver alarmtilstanden mere udtalt, og pengene vil flyde mere frit til videnskaben og den grønne omstilling. Men er det virkeligt sådan, de involverede tænker?