I Atlanterhavet har man de store nord/syd-gående havstrømme, på engelsk kendt som The Atlantic Meridional Overturning Circulation, AMOC. En af disse strømme er bedre kendt i offentligheden som Golfstrømmen, der jo bringer varmt vand op til Norges kyst og sikrer, at f.eks. havnen i Murmansk er isfri hele året. Hvis ikke det var for Golfstrømmen ville temperaturerne her i Skandinavien og Nordeuropa være meget koldere, ligesom de er f.eks. i Nordamerika på samme breddegrader.
Der er derfor megen fokus på AMOC i klimaforskningen. Kunne det tænkes, at vores udledninger af CO2 vil medføre ændringer i strømmene, og evt. en reduktion, således at det ville blive koldere her hos os. Det er selvfølgeligt ikke ”global opvarmning”, men ”klimaforandringer” og nøjagtigt lige så slemt. Det har da heller ikke skortet på forskningsresultater, der fører til advarsler om katastrofens snarlige indtræden. Et notorisk eksempel var de to danske forskere, der forudså, at Golfstrømmen kunne gå i stå så tidligt som i 2025…
Nu har nogle forskere i en ny artikel kigget på sagen i flere detaljer. Grundlæggende har de sammenlignet CMIP5 og CMIP6-model-samlingernes simuleringer med de få faktiske målinger, der er forsøgt. Det er jo svært at måle en havstrøm, der strækker sig over meget store afstande både i bredden og længden. Men der er gjort nogle forsøg på det i forskellige perioder siden 1950, se fig. 1. Man bemærker, at der ikke er nogen tydelige tendenser i hverken opad- eller nedadgående retning på kurverne hen over årene.
Fig. 2 gengiver klimamodellernes simuleringer for perioden. De viser en svag stigning frem mod 1980 og derefter et fald fra 1990 og frem til nu. De er noget uenige om faldet, CMIP5-modellerne mener, at det er større end CMIP6-modellernes resultater. Faktisk ender CMIP5 med et netto fald over hele perioden fra 1950 til nu, mens CMIP6 ikke viser hverken fald eller stigning fra start til slut i samme tidsrum.
De fire målte kurver, der går tilbage til 1950 viser til gengæld en svækkelse af AMOC frem til 1980 og derefter en stigning. Det er næsten det modsatte af klimamodellernes resultater.
På fig. 3 er modellernes område i givne tidsrum sammenlignet med et udvalg af målingerne, der dækker de samme tidsrum. Man ser, hvordan overensstemmelsen ikke ligefrem er imponerende. De farvede områder viser hhv. usikkerhederne på målingerne og for modellernes vedkommende den variation, der er fra model til model i resultaterne.
Artiklen finder, at måleserierne alt i alt stemmer bedre overens med hinanden, end de gør med modellernes resultater. Der gøres nu nogle overvejelser om, hvorvidt uoverensstemmelsen skyldes at der er noget galt med modellerne, eller om man ikke kan stole på målingerne. En tredje forklaring kunne være, at man slet ikke kan forvente, at de to stemmer overens. Det kunne hænge sammen med, at vi ser på middeltal for en stribe modeller, og derved kommer man let til at gøre variationerne mindre. Endeligt er der naturligvis den mulighed, at både modeller og målinger simpelthen er forkerte.
Konklusionen lyder herefter som følger:
Vi slutter af med et pessimistisk udsagn: Hvis det ikke er muligt at få klimamodellerne og målingerne af AMOC til at stemme overens i den historiske periode, så mener vi, at udtalelser om tilliden til forudsigelser om AMOC’s fremtidige udvikling må revideres. Hvis der er lav tiltro i den historiske periode, må der være lav tiltro til forudsigelserne om fremtiden! IPCC AR6-rapporten bedømmer det som meget sandsynligt, at AMOC vil svækkes som følge af klimaforandringerne. Men, hvis disse modeller ikke kan simulere variationerne i fortiden, hvorfor skulle vi så have så stor tillid til deres evner til at forudsige fremtiden?
Netop, klimamodeller har generelt deres begrænsninger og jo mere upålidelige man konstaterer, at de er, desto mindre kan deres forudsigelser tjene som påskud til at gennemføre en vanvittigt dyr og samfundsødelæggende omlægning af Verdens energiforsyning.
Danish
Også her, som med Antarktis, er det nok sikrest at gå med virkeligheden indtil en videnskabsmand, uafhængig af konsensus, finder de vises sten.
Modeller er ikke bedre end dem der laver dem, og selv hvis man forestiller sig en perfekt model, gælder reglen “shit in, shit out” altid.
Man skal derfor kigge på, hvem har lavet modellen, og hvem har fordret modellen.
Derudover gælder i den politisk betændte klimasag.
“The use of fear is an effective way to influence voting behavior”
https://www.apa.org/news/apa/2020/fear-motivator-elections
Frygt er det stærkeste værktøj, politikerne har i deres værktøjskasse, det benyttes flittigt og uansvarligt må man ikke glemme. Og hvem blandt de grønne frygter ikke at golfstrømmen stopper?
Og til hvilken nytte? hvad hjælper det at frygte mekanismer, videnskaben ikke forstår fuldt ud? og hvad hjælper det at frygte noget, hvor Danmark blokerer for den teknologi med det største potentiale til at gøre en global forskel (det danske kernekraft-forbud).
Derfor, blandt den grønne kirkes spindoktorer, og i VESTAS hovedkontor, er golfstrømmen (som tipping point) ikke bare et effektivt værktøj, men det mest effektive værktøj, til at få folk til at føle der skal gøres noget … bare et eller andet.
Som at plastre Danmark til med sol- og vind-industri, så man opnår den dejlige “feel good” følelse, når man med flugtinstinktet i det røde felt, for fuld fart løber væk fra den farlige golfstrøm og farlige tipping points, uden at realisere, at man med vind- og sol-industri, løber på et løbebånd.
En følelse så god, at det ikke gør noget, hvis prisen er at man skal leve under verdens højeste skattetryk, at man må ofre den grønne natur, at man i stedet for at styrke den danske kræftbehandling, blot fylder lommerne på de grønne købmænd og grådige energihandlere … bare man kan få den grønne rus, en gang mere, bare en gang mere, og få den dejlige falske sikkerhed for at golfstrømmen ikke går i stå.
Og så behøver man ikke at tænke videre, tænke tanker som hvor mange titusindedele af en grad C man faktuelt har ændret jordens temperatur, ved at ødelægge den danske natur og økonomi … bare man er med i det grønne fællesskab, med i det store konsensus, og man undgår at der går skår i ens grønne identitet.
Så har hr. og fru Danmark det godt.